Act of Cohesions

Vi er ikke ude i en veritabel nyskabelse her, men Act Of Cohesion bringer på deres ny minialbum “Six Degrees Of Subversion” masser af nyt blod til det gamle metalmonster, og forener undergenrer med skøn vildskab.

Act of Cohesion beskrives i det pressemateriale, vi har fået, som “(…) et dansk metalband der har væltet metalscenen siden 2012. Med en hårdtslående attitude og en stor lidenskab for old school thrash metal og rock’n’roll har de spillet en ordentlig røvfuld koncerter over hele landet, herunder festivaler og som support til både nationale og internationale metal- og rockbands.”

Man kan sagtens høre deres sammenspilsrutine. Hele vejen igennem bæres numrene af en særdeles solid bund med de herrer Ronnie Bech og Thomas Bo Andreasen på hhv bas og trommer. Det er en nydelse at høre to musikere der lyder som et væsen. Der bliver virkelig smækket godt igennem allerede med åbneren “Annihilation”s  thrash bulder.

Der er gjort mange forsøg i nyere tid på at genopfinde den sorte støbejernsgryde og det lykkes som bekendt ikke så tit. Heller ikke hos AOC aner man et paradogme skift. Men det er heller ikke noget, man skal sidde og vente på, det kommer, når det kommer.
Det man slet, slet ikke kan tage fra AOC er det brutale sammenspil, deres evne til at få sange med klichefyldte form-og temposkift til at lyde som en formfuldendt helhed og ikke mindst – den svære kunst – som noget vi har hørt før… og så alligevel ikke. Vredesbrølet “Sometimes” er fyldt med alt det der flår metal lytteren op af stolen. Piskende trommer, fede riffs, klassisk ensporet ræs mod sidste anslag. “Sometimes You Just Wanna Fuck The World!”  Og “Dont Give Us Shit”  siger ret meget om det litterære greb, som dominerer nummeret og resten af numrene. Ikke så meget pis.

Jeg synes AOC har fundet deres egen opskrift på at lave en tung tung gryderet, blandet med kradse og smagskoncentrerede ingredienser der river godt i svælget og skriger på humle. Sidste nummer “We Are The Same” er en af mine favoritter på pladen, med sydende arrigt spil og ikke mindst primalbrølen fra Henrik Weide som på frasen “Destroy Destroy!” får sendt en slet skjult hilsen til Tom Araya. Fedt. Det her er en vellykket skive, og hør den blot i sofaen, for der er masse af rå energi i produktionen, men lov mig at tage din metalklan med, næste gang AOC træder op et sted ude i mørket. Her MÅ de være i deres rette element, for numrene syder af de ting, som blandt andet dets inspirationskilder Metallica, Panthera og Lamb Of God med succes gang på gang slipper godt fra at smide i skærmen på evigt metalhungrende godtfolk. Jeg tror på disse linjer i pressemeddelelse :

“Med musikken i fokus fokuserer de altid på at spille de mest professionelle, tight og energiske shows der vil efterlade publikum sultne efter mere! “

Man bliver så glad, når en ny plade lykkes i sit udtryk. Også selvom det ikke er stor kunst.