Advocacy: Geophobia

Advocacy er et helt igennem spændende progressivt metal/rock band fra Århus med en sikker snerrende prog lyd fra før verden gik helt af lave, men med en klar moderne vildskab. De udgav godt nok EP’en tidligere på året, men bedre sent end aldrig…

Bandet har eksisteret siden 2015, og nævner på deres Facebook-side bands som TOOL, Opeth, koncertaktuelle Riverside (Lille Vega 22/9), Meshuggah, Devin Townsend, Pain of Salvation som påvirkninger; den køber jeg, især Opeth, Meshuggah og POS… og i mine ører også Mekong Delta. Townsend har jeg sværere ved at høre, da Advocacy har et mere uregerligt udtryk og flere musikalske farver på paletten – ofte på samme tid.

God start

Det starter faktisk noget nær sublimt på titelnummeret “Geophopia”, som er et instrumentalt nummer, der lægger roligt fra kaj med lidt jazzet easy listening vibe, indtil det muterer til en brutal progressiv tour de force i motiv- og rytmikekvilibrisme. Der bliver spillet progressiv, lidt old school og meget motivstærkt instrumentalt. Jeg hører uventet lighed med Mekong Delta, hvad angår intensitet og non stop hektiske virvar af melodiske strukturer, formled og piskende galopperende trommer. Så er vi eddersparkeme igang. Jeg synes musikken viser musikalsk overskud udover det vi plejer at høre på en debut.

“The Believer” overtager uden blusel med en intro bygget op omkring en insisterende alarmagtig guitarlyd, tilsat buldrende trommer. Herefter sættes et Opeth agtigt vers-led ind med forsanger Søren Kjeldsen som har klanglighed med Mikael Åkerfeltds, og også i brugen af andenstemme minder om den berømte svensker.
Der er generelt god klang og punch i vokalen, men af og til sløser Kjeldsen med intonationen og mangler vist også luft, hvilket er ret hørbart i passagen omkring 4:27: “Would you guide me through – through the tide?” Der er samtidig noget krads sekund sammenstød i arrangement underneden som konflikter lidt for meget. Yikes.

“Shattered Skies” er heller ikke hele tiden rent nok sunget. Men igen flotte figurerer motiver, og formled, og man hører kærkommen stryger i baggrunden. Bandet som helhed kan virkelig bygge spænding op, der er konstant noget på spil i de mange motiver og formled, og jeg tænker hele tiden på, hvad der gemmer sig lige rundt on hjørnet.

Måske deres fedeste nummer “When Hate Subsides” byder på mange progressive lækkerier, chugging og konstant gode formled, der gentages i variationer. Midt i dette scenarie hersker en formidabel evne til at uddrage orden fra kaos – det gør de ved at holde fast i en melodisk funderet sangskrivning. Alle brikker falder på plads, hvor de skal. Kjeldsens vokal facon kan udover Åkerfeldts minde om Tim Christensens, der ofte dobles af bas eller guitar. Det giver en lidt spinkel, men spændstig og kantet fornemmelse, hvilket kan være enerverende hvis det bruges massivt – det gør det generelt ikke her.
I den dynamiske nedgang fra 2:00 laver Kjeldsen igen nogle sekundsammenstød i frasen “Let this hate subside”, og det er lige på kanten til at skære for meget i ørene (og så er det som regel for meget).

Alle Advocacys numre er spændende små rejser og EP’en fremstår som et samlet stærkt progressiv metaludtryk – det her er ikke metal/rock med hovedet under armen. De vil noget med deres musik. Og samspillet er allerede ekstremt sikkert og banket godt og grundigt sammen, så det virker som et organisk helt væsen. Lydbilledet er ret atmosfærisk – måske en kombination af de førnævnte bands plus Fates Warming og sågar danske upcoming Isbjörg. Gad vide, om de kender hinanden?

Min kæphest

EP’en er optaget i CBstudios og er en selvudgivelse. Jeg synes selvudgivelser kan være en tillokkende men farlig sport, og det er ikke første gang, at sådan en udgivelse måååske skulle have været igennem et ekstra kvalitetsfilter før release. Det virker som om de er viklet så meget ind i materien – og deres samspil, alt det de er rigtig gode til og har ører for – at de overser det, som er det første lytteren lægger mærke til; vokalen, melodilinjerne, hvordan den bæres igennem.

Kjeldsens vokal har absolut de rette band-vokal kvaliteter, uden at være sublim, men man kunne måske lytte ekstra kritisk – med hjælp fra andre mere objektive ører – så man får luget ud i de steder, hvor det kniber med intonationen. Håndværket i vokalen skal matche det gennemarbejdede håndværk i instrumenterne, udtrykket skal så at sige være konsistent.

Jeg synes, at det er lidt synd, at de tilsyneladende ikke har prioriteret arbejdet med originalitet i vokalen, da denne faktisk snildt kan udvikles og bringes derop, hvor sammenspillet befinder sig. Manden kan jo synge og har en naturlig fin klang. Men man kan høre, at det instrumentale er lettest for dem, og at det er dér, de starter. Og så gør man sig selv en bjørnetjeneste.

Heldigvis for Advocacy er de i bund og grund helt forrygende musikere og min krakilske kritik på vokalen skal ikke skygge for at den er ganske udmærket og kan blive bedre præsenteret, end hvad de får illustreret denne gang.
Tjek denne cool live bid ud, ingen tvivl om at de har masser af punch i lyden, dog uden de helt store performancemæssige features: