Ærkemetal fra Arch Enemy

Det svenske melodiske death metal band Arch Enemy stillede op på Hades kl. 21 foran et forventningsfuldt publikum. De sparkede røv som ind i CPHelvede, og missede ikke et eneste beat i forhold til hvad musikken skulle, for der var smadder på fra start til slut, serveret med glimrende lyd. Dog var det lidt a day at the office, og vi fik bestemt ikke mere end der lige var aftalt bag kulissen.

Sjældenhed på Copenhell er…

…en kvindelig vokal, og så endda én som virkelig er True Metal! og som rent faktisk kan matche de mange gale metalmænd som puster sig op på scenerne på Refshaleøen, i slutningen af juni hvert år. Der var både attitude og godt udtryk fra den blåhårede canadiske sangerinde Alissa White-Gluz , og folk var tryllebundet foran scenen. Alissa fik hovedrollen efter den forrige kvindelige sanger Angela Gossow stoppede i 2014

Motörhead

Det bliver mere og mere almindeligt for bands at have et koncertintro, bestående af brudstykker af ét af bandets idoler. Det er ikke den mest fantasifulde måde at komme i gang på, men det er da sjovt nok. Her fik vi hele Ace of Spades fra de gamle motorrockere…tja så kom der endnu en båndet stykke musik; ”Set Flame to the Night”, introet på det nye album ”The Will to Power”. Efter 5 minutter med båndede introer, kom Arch Enemy endelig på scenen, og spillede nummeret ”The World is Yours” som er det fjerde på det nye album, et nummer der både har lidt Slayer og lidt Dream Theater i sig på samme tid, frækt lavet. Sidst nævnte inspirationskilde gør jo, at musikken bliver iørefaldende…meeen aldrig helt ondt.

Music for the masses

Publikums tilstedeværelse var massiv, og jeg tager hatten af for dem der vovede sig til ølteltet og købte øl/drinks, for så at gå tilbage til deres venner med 3-4 glas i to hænder, gennem tætpakket og headbangende metalorker. Men det var også en metalfest, og den blåhårede dame Alissa White-Gluz var helt på toppen, og hun gav os fuld growl og superfed performance, der fik alle op på hælene. Efter en halv times tid, kunne man godt fornemme at musikken er meget tænkt som vokal/akkompagnement, for instrumenterne holdt sig skarpt til dét man hører på studieindspilninger. Det blev derfor lidt lineært og en smule kedeligt i længden, men Arch Enemy er et rutineret metalband, og man kunne så til gengæld helt stole på, at man fik deres numre slasket i hovedet uden en eneste fejl eller mangel.

Arch Enemy er gode sangskrivere, og de har inspiration fra bands der har slagkraftigt materiale, og riffs og rytmer er forståelige, også selvom det bliver voldsomt og hurtigt. Der var også god variation i forhold til forskellighed i numrene, for man blev ikke træt af de samme tempoer og rytmer igennem koncerten. Det var ganske afbalanceret.

Der blev sluttet af med det superfede nummer “Nemesis”, som både har tonsende rytmer og gode melodiske passager. Alissa var ikke blevet træt, for hendes stemme hang ud over scenekanten som et utæmmet dyr, mens bandet til UG+ spillede det meget varierede akkompagnement. “Nemesis” er nummer 3 på albummet “Doomsday Machine”, og der er mange fede udtryk i nummeret, som helt klart er værd at slutte af med.

Skræmmende kvindegrowl

Vokalstilen i Arch Enemy er ret usædvanlig, men ikke noget nyt. Jeg kan nemlig ikke lade være med at sammenligne vokalen, med det efterhånden ældgamle band, Holy Moses. Dette tyske prog-thrash-punk-metal-band lavede en hær af demoer før de i 1986 lavede ”Queen of Siam” via Mekong Deltas leder Ralph Huberts Aaargh! Records. Her kunne man høre en sjælden type vokal fra Sabina Classen. I Arch Enemy er vokalen næsten lige så bad childhood-agtig i sin smerte og vrede som Sabinas, men akkompagnementet er langt fra ligeså ondt. Arch Enemys musik i helhed er meget mere mainstream, og de har jo også over 25 millioner YouTube-clicks på nogle af deres numre (hvilket Holy Moses nok aldrig får…) Man kan sagtens forestille sig at den tidligere sanger i Arch Enemy, Angela Gossow, som var tysker, måske har fået lidt Holy Moses-inspiration i sine unge år, og har fået fasttømret den skræmmende kvindelige vokalstil i Arch Enemy.

Gedigent og groundet

Trods en lidt publikumsleflende performance og en helgarderet spillemåde, var Arch Enemy total fede at have på scenen, og virkeligt værd at sætte sin metal-lid til. De skal også være gode og fede at se på, når de er på scenen i bedste sendetid på den første “rigtige” aften på Copenhell. Dog har jeg svært ved at forestille mig, at jeg en dag ville opleve dem som nogen der kunne få over 4 stjerner til en koncert, men de får til gengæld også 4 stjerner  for deres gig på Hades-scenen.