Alanis Morissette i Royal Arena

Den ungdommelige rebelske vrede og frustration fra legenden Alanis Morissette, som vi hørte på hendes berømte album “Jagged Little Pill”, blev med nutidig modenhed kastet ud over scenen torsdag aften i Royal Arena. Hun var ikke kommet for at tjene hurtige penge, for hun pressede sin sjæl og legeme til det yderste for den næsten fyldte sal.

Pre-begejstring

Når man nærmede sig gangarealet til tribunerne, hørte man publikums begejstring, næsten som at der allerede stod en stjerne på scenen og blev tilbedt. Salen sitrede af forventningsfulde gæster som engang i mellem piftede og klappede for at hovedpersonen skulle komme ind på scenen. Det var jo også dén aften hvor vi skulle høre alle numrene fra det legendariske tredje studiealbum “Jagged Little Pill” fra 1995, som indeholder det ene hit efter det andet.

Unødvendig selvfedme

Med et videoshow på 5 minutter uden nogen på scenen, fik vi pulsen ned før scenen blev indtaget, men da stjernen så kom ind og tændte klassikeren “All I Really Want”, fik man pulsen op og havde næsten glemt det amerikaniserede video-candy. Selvom der i dette startnummer ikke var så god lyd, var koncertsalen i ekstase, og den lidt uldne og kantede lyd gav alligevel “All I Really Want” et beskidt udtryk som fik en god bidsk attitude, og attitude er jo dét vi skal have fra Miss Morissette.

Tredje gang er lykkens gang

I rækken af Corona-relaterede aflysninger var dette tredje forsøg, som heldigvis bød på en super veloplagt hovedperson. Med den gode strøm af klassikere fra scenen, havde publikum allerede fra start store øjne og spidse ører, for stjernen på scenen blev bedre og bedre som koncerten skred frem. 

Ballade

I country rock balladen “Mary Jane” havde Alanis Morissette publikum i sin hule hånd. Følsomme toner byggede op til klagende udtryksfulde lange toner, der gik rent ind i sjælen. Akkompagnementet traskede langsomt og sikkert frem i det afslappende tempo som nummeret har. Trommeslageren Victor Indrizzo groovede fint, men trommelyden var måske lige voldsom nok til dette nummer, og det virkede som at det svært for ham at få bløde anslag igennem på grund af lydanlægget.

Smilet frem…?

I min bog var ét af aftenens bedste numre “Smiling” (den sang der bestemt ikke lever op til titlen) fra albummet Such Pretty Forks in the Road fra 1998. Det indadvendte og følsomme nummer bevægede sig hen mod den intense slutning hvor Nick Lashley fik vredet de fedeste tørre toner ud af guitaren. Fra dette var en flydende overgang til sidste nummer i sættet; “You Oughta Know”, som alle i salen nok havde ventet på. Trods stadig lidt ulden lyd, gled sangen rent ind i folks ører til stor begejstring.

Ekstranumre

Det første der blev spillet i encore-afdelingen, var en omgang humoristisk rock-jazz jam/medley som havde nogle sjove overgange fra melodi til melodi. En lille gimmick bestod så i, at musikerne kiggede på hinanden og mens de rystede negativt på hovedet og gik videre med “rigtige” numre. Så fik vi det stemningsfulde “Uninvited” som i den grad ændrede stemning og endte i metallisk lydkaos med Morissette som snurrede rundt om sig selv beskudt af et stroboskobagtigt lys-artilleri fra oven. Hun havde i hvert fald ikke tabt energi i løbet af koncerten, tværtimod. Efter dette peak, kølede det lidt ned med allersidste nummer; “Thank U”. 

Fantastisk, trods lydproblemer

Det er ofte at sangere laver om på de originale fraser man kender fra studieindspilninger for at spare på stemmen. Disse tricks var ikke til stede hos Morissette, og det var befriende at høre en sanger som kunne give os de fraser som vi kender, og så endda med endnu mere kul på. 

Lyden var lidt ubalanceret i bandet, og Alanis havde lidt for diskantet lyd på mikrofonen hvilket var uheldigt da hun i forvejen har en meget skinger stemme. Men nu når det var sådan, oplevede man også nogle gode skarpe kanter i klangen som klædte musikken godt.

Det er ikke kun “Jagged” som man trække fantastiske numre fra, og der kunne sagtens have været plads til endnu et nummer eller to fra andre albums. Ligegyldig selvfedme var desværre introet til denne koncert. Fem minutters visuel dagbog med den smukke kendis kørte på storskærmene uden nogen aktivitet på scenen. Jeg så hellere at disse videoer kørte et minuts tid mens Alanis gik rundt på scenen og hilste på folk og derefter gik i gang, men nej, vi skulle igennem hendes liv først, som var helt unødvendigt i forhold til dét der skete efterfølgende, nemlig at vi havde at gøre med en sanger som med det samme fik velfortjent kredit for de sange hun har lavet i tidens løb, og som kunne høres på publikum med det samme hun trådte ind på scenen.

Trods den ikke helt optimale lyd, kunne man høre hvor god sanger hun er. Nogle af de sværeste fraser blev skudt ud som kanonkugler mod publikum, og der blev ikke brugt auto tune eller andet software til at glatte klangen ud. Det gav et ægte musikalsk udtryk som kom fra et menneske der havde ekstremt meget på hjertet, og som kastede sig ud i alt uden at være bange for at være ude pitch eller lave skingre klange. 

Alanis & Co. blev aldrig kedelige at se på, for de gearede hele tiden hinanden op, og det gav en sceneperformance der bare sparkede røv, og det er ikke hver dag at man får rockvokal på dette niveau. RockZeit ender derfor på 4 stjerner til denne intense koncert i Royal Arena.