Alcest i Lille Vega

For en uges tid siden leverede franske blackgaze pionererne i Alcest en mørk og sanselig live-rendering fra start til slut af deres album Écaille de lune ! Feinsmecker metal.

Da aftenen er en jubilæums koncert af albummet der udkom i 2010 (…. hovedregning 2023 – 10 – corona =10) holder set-listen og rækkefølgen på numrene ikke de store overraskelser.

Alcest lægger således fra land med “Ecailles de lune, Pt 1”, skarpt efterfulgt af “Ecaille de lune, Pt 2”. Neiges første strofer drukner fuldstændigt på første nummer, og selvom den klare vokal også er fin, sart og sprød på albummet, så udskiller den sig dog. Det er en lidt ærgerlig start på koncerten, da “Ecailles de lune, Pt 1” eller er et helt sublimt nummer – guitarernes passager hypnotiserer og tryllebinder publikum. Temposkiftet mod slutningen af nummeret fuldender lyrikken i nummeret.

Det mørkeste hav

På “Percées de lumiére” er lyden blevet tunet ind og vi hører Nieges særegnet blackmetal skrig løbe ned af rygraden. Alcests kompositioner emmer af følelser, fortvivlelse og samtidig håb. Kontrasterne i musikken, både i vokalens vekslen mellem fin klar sang og hjerteskærende skrig, men også guitarernes temposkift og soundscapes skaber en vekslende følelse af at drukne i koldt, mørkt hav og bryde igennem havoverfladen i et gisp efter befriende luft.

Efter nummeret henvender Niege sig for første gang til publikum. Han træder væk fra mikrofonen og tager et skridt frem mod massen og det er her forbindelsen til publikum skabes. Det er her hans blik er nærværende. Under fremførelsen af numrene er hans blik fjernt, han stirrer tungsindigt ud over det mørke publikum-ocean – vuggende frem og tilbage som bølger under månens lys.

Selvom frontmand Niege evne-mæssigt godt kan bemande alle poster på scenen selv, så har han alligevel overladt den lyse klare vokal til guitarist Pierre “Zero” Corson, som siden 2010 har været en del af live-line uppet – og det er en vokal han mestrer ganske glimrende – den er så lys og fin og fungerer gennemgående mere som et instrument end en traditionel backing vokal.

Alcest startede tilbage i 2000 som et post-black-metal en-mandsprojekt af den franske multikunstner Niege (Stéphane Paut), som dog for en meget kort periode blev til en trio. Men allerede i 2001 forlod de to senest tilkomne bandlemmer atter Niege alene. Alcest fortsatte som et en-mandsprojekt helt frem til 2009, hvor trommeslageren Winterhalter hægtede sig på projektet. De to skabte en banebrydende “ny” lyd indenfor post metal / shoegaze – også kaldet blackgaze – og i 2010 udgav det første studiealbum under denne konstellation: “Écailles De lune”.

Lyd og lys forenes i bandets historiefortælling

Havet er et tilbagevendende tema på albummet både i tekst, introer og bagtæppe. Imellem flere af numrene fyldes tomrummet ud af lyden af bølgebrus. Det er ikke lyden alene der udgør historiefortællingen, det gør scenelyset også. Det er sjældent jeg specifikt bider mærke i lyset, men blandt andet under “Solar Song” skifter lyset for første gang til varmt gult, som en solopgang ved havet.

Trommeslager Winterhalter forlader scenen, hvilket varsler albummets 6. og sidste nummer “Sur l’océan couleur de fer” (På det jern-farvede hav) som er en musikalsk fortolkning af et digt af samme navn af den franske digter Paul-Jean Toulet. Et vanvittigt smukt og stille nummer, hvor Nieges fine klare vokal akkompagneres af guitar og bas alene. 8 minutters sublim historiefortælling! Lyden er heldigvis perfekt afstemt så de smukke guitarpassager og vokalen trænger fint igennem. Lyset på scenen dæmpes helt ned.

Den eneste kritik man kan komme med af albumet Écaille De lune, er at det er for kort! 6 numre (hvilket i øvrigt er mere reglen end undtagelsen op Alcests albums) – 41 minutters på samme tid smuk og brutal tristesse. Men aftenen i Vega er heldigvis ikke slut.

Bandet kommer tilbage på scenen til store klapsalver og starter på en række numre fra deres øvrige udgivelser.  Publikum klapper taktfast med på hele introen til “Souvenirs d’un autre monde” fra debutalbummet af samme navn. Vi får også favoritten “Sapphire”. Det nyeste nummer denne aften er “Protection”, som var den første single på 2019 albummet “Spiritual Instinct”, et album Loudwire satte på deres top 50 over bedste metal udgivelser i 2019.

Under store protester fra publikum slutter Alcest aftenen af med 2 ekstranumre “Autre Temps” og “Délivrance”.

Las hormigas en Francia caminan con elegancia ….

Der findes en sydamerikansk talemåde der siger “las hormigas en Francia caminan con elegancia”, som kan oversættes til “I Frankrig går myrerne med elegance” …. og Alcest er i alt hvad de gør, indbegrebet af elegance! Deres kompositioner, vokaler, scenefremtræden og eksekvering har denne aften på Lille Vega været uovertruffen elegant.

Det er altid lidt specielt at gå til en specifik album koncert. Jeg synes det giver noget på totaloplevelsen at høre numrene på et album fremført i den rækkefølge de er sammensæt og tænkt på albummet, for det er sjældent tilfældigheder der råder her, men man kan også stå uforløst tilbage fordi set-listen muligvis ikke har plads til alle ens favoritter. Men det må musikalsk svare til det Carsten Jensen kalder rejsens uudtømmelighed….  og som Niege selv siger i sin afsluttende replik til publikum: “You just have to com back to see us next time”