Alice Cooper kæmpede bravt på Copenhell

Trods svære arbejdsbetingelser leverede Alice Cooper den perfekte opvarmning til Iron Maiden.

På en noget utaknemmelig spilletid kl. 18, måtte shockrock-legenden præsentere sit horrorshow, med både begrænset scenografi og forkortet sætliste – alt sammen i bragende sollys.

Alice Cooper er efterhånden blevet 78 år gammel, og det føltes næsten respektløst at placere ham så tidligt på programmet.

Hans koncerter lever i høj grad på det teatralske horrorshow, som for alvor kommer til sin ret efter mørkets frembrud.

Omvendt kan det selvfølgelig være, at han efterhånden foretrækker at være i seng før midnat – hvem ved?

Knap så spektakulært horrorshow

I det skarpe sollys lagde Alice Cooper ud med de mindre iørefaldende numre “Hello Hooray”, “Who Do You Think We Are” og “Spark in the Dark”.

Herefter steg begejstringen dog mærkbart blandt publikum, da han fandt de velkendte klassikere frem.

Numre som “No More Mr. Nice Guy”, “House of Fire”, “I’m Eighteen”, “Feed My Frankenstein”, “Dirty Diamonds”, “Hey Stoopid”, “Poison”, “Brutal Planet”, “Only Women Bleed” og naturligvis “School’s Out” blev taget godt imod af de fremmødte.

Da Alice Cooper gæstede K.B. Hallen for fire år siden, var scenen bygget op som et komplet spøgelsesslot med kister, skeletter, fakler og andre makabre detaljer.

Dengang gjorde både Jason Voorhees og en gigantisk, creepy baby, deres entré på scenen.

Sådan blev det ikke denne aften.

Til gengæld dukkede den enorme Frankenstein-skabning op igen under “Feed My Frankenstein”, og naturligvis var bødlen også på plads, da Alice Cooper endnu engang blev halshugget i guillotinen.

Koncerten kulminerede med “School’s Out”, hvor kæmpeballoner endnu en gang blev sendt ud over publikum. Denne gang dog efterfulgt af en coverversion af Nirvanas “Smells Like Teen Spirit”.

At spille et Nirvana-cover ved en Alice Cooper-koncert virkede en smule malplaceret, set i forhold til hans eget musikalske bagkatalog og udtryk. Publikum lod dog til at tage godt imod det, men personligt føltes det en anelse påtaget og lettere kikset.

Sceneshowet var fortsat underholdende, men på grund af både restriktionerne og det tidlige spilletidspunkt, nåede det aldrig de spektakulære højder, man normalt forbinder med en Alice Cooper-koncert.

Det var en skam.

Til gengæld virkede Alice Cooper på ingen måde som en mand, der har behov for at ligge i graven efter klokken 24.

Tværtimod er det beundringsværdigt, hvordan han fortsat formår at synge, performe og underholde på højt niveau trods sin fremskredne alder.

Al ære og respekt til Alice Cooper.