Alice Cooper lever stadig

Alice Cooper skulle grueligt meget igennem med både døde babyer og en halshuggelse, men hvad gør det, når man har et så fremragende band i ryggen der sammen med Alice Cooper bare leverede varen helt ud over scenekanten.    

Alice Cooper har gennem sine 74 år oplevet og mødt så meget rædsel (på scenen), at selv oplevelserne for dæmonologerne Ed og Lorraine Warren føles som en dråbe i vandet.

Alices Coopers bagkatalog taler for sig selv, men det er heller ikke nogen hemmelighed, at man igennem mange år har skullet grave dybt, meget dybt, efter de kranieknusende hits der denne aften bar hele showet igennem.

Spektakulært horrorshow

Publikum blev hurtigt forventningsfulde, da Alice Cooper blæste koncerten i gang med det fremragende nummer “Feed My Frankenstein” på en scene der var bygget som et spøgelsesslot med dertil hørende kiste, skelet og fakler etc, og der gik kun 2 minutter førend at en stor Alice Cooper Frankenstein indtog scenen (og igen til nummeret “Teenage Frankenstein”).

Lyden i K.B. Hallen var også god, og Coopers vokal var på plads, uden at han dog overanstrengte sig selv.

Der gik ikke længe førend at 2 vildfarende teenagere kom ind på scenen til nummeret “He’s Back (The Man Behind the Mask)” og begyndte at tage selfies af hinanden, hvorefter at ingen ringere end Jason Voorhees kom efter dem og i hvert fald fik hugget den ene ihjel med sin machete, hvorefter at den anden flygtede.

Til nummeret “Billion Dollar Babies” var der, naturligvis, en stor creepy baby i fangeskab, der slipper fri og går ud på scenen, hvilket blev fulgt op af en død brud valfarende rundt på scenen til aftenens vel nok tungeste nummer “Roses on White Lace”.

Til gengæld kom der liv i den ellers dræbende kedelige sang “Steven”, hvor Alice Cooper indtager scenen med en spændetrøje, og hvor en enke klædt helt i sort med corpse paint og et barn i barnevogn sammen med en bøddel får halshugget Alice Cooper i en guillotine, hvorefter enken render rundt med hans afhuggede hoved på scenen.

Slutteligt fyres koncerten af med en fænomenal udgave af “School’s Out”, hvor Michael Monroe indtager scenen med Alice Cooper, og der kommer kæmpe balloner ud til publikum.

I gravens dybe stille ro

Til gengæld var K.B. Hallen kun halvfyldt, og der var gennem hele aftenen en underlig stilhed blandt publikum, som var de lænket fast i deres kister og ikke kunne røre sig ud af flækken, hvor de kun i ny og næ spjættede, da Alice Cooper stak en pæl igennem deres hjerter med numre som f.eks. “Hey Stoopid”, “Poison” og “School’s Out” etc.

I virkelighed var de måske bare hypnotiseret af Alice Cooper og hans forrygende horrorshow og mange gimmicks.

Personligt savnede jeg en sang som “Lost In America”, men hvad gør det, når Alice Cooper leverer skræmmende gode udgaver af “Feed My Frankenstein”, “No More Mr. Nice Guy”, “Bed of Nails”, “Hey Stoopid”, “I’m Eighteen””Poison”, “Roses on White Lace” samt “School’s Out”.