Alice in Chains kom tilbage til Copenhell

Kæden er ikke stærkere end det svageste led, men alle led i kæden var stærke, da Alice in Chains for anden gang dukkede op på Copenhell. Mellem de mange metalbands, var det befriende at høre rock fra et topprofessionelt band, som stillede op med en fantastisk feeling lige fra start.

For to år siden stod Alice in Chains også på Helvíti og spillede for et yderst tilfreds publikum. Fredag aften gentog de successen, med en kæderække af fede numre. Guitar og bas var usandsynligt tørre i lyden, og hvert et nummer slæbte sig afsted, som en træt vagabond der trækker sine ejendele i en gammel trækvogn på en tør grussti. Kvartetten startede koncerten med et nummer fra Seattlerockens fødsel, ”Bleed the Freak” fra 1990, og med rimelig god lyd og overbevisende musikalitet lige fra start, var man allerede i Seattle rent mentalt. Derfra kørte det bare på skinner derudad, og det ene nummer var bedre end det andet, for det er virkeligt et band der har hjertet med når de skriver sange.

Ind til benet

I min bog er ”Them Bones” ét af de fedeste numre, der nogensinde er skrevet, og jeg ville være et mentalt fattigt menneske, hvis Alice in Chains ikke havde spillet det. Men de ved godt hvor godt det er, og vi fik da også nummeret ret hurtigt i sættet, og Copenhellmenneskerne reagerede også yderst positivt, da det unikke karakteristiske 7/8-dels-riff startede op. Nummeret blev spillet langsommere end studieindspilningen, og jeg var ved at miste balancen, da jeg havde et andet tempo inde hovedet. Holy shit hvor var det loose og tight på samme tid. Det var simpelthen genialt!

William Du Val er simpelthen så scenevant, og han havde ikke et spor af nervøsitet at vise. Det ligger bare ikke i ham at være nervøs, og det var som om at han gik rundt i sin egen dagligstue en søndag eftermiddag, med en lunken kop kaffe i hånden.

Det vil vi godt!

Klassikeren ”Would” var også én af sættets perler, og rytmen fra Sean Kinney sad så fast som et rustent søm i frisk træ, og bas og guitar rungede ud over hele Amager. Det er et godt up-temponummer, og selvom deres musik ikke ligefrem er dansemusik, kunne publikum svinge kroppen lidt.

Dén du kender…

Alice havde et nyt nummer på programmet fra deres kommende album. Et nummer vi altså ikke kendte, men som hed ”The One You Know”. Det lød ikke til at de var løbet tør for god sangskrivning, for det var sgu lige så fedt som alt det andet de havde pakket i kufferten, før deres vej til Copenhell. DuVal og Centrell havde lange partier med vokalduet, og klangen var bare råfed, og man må sige at nummeret var en ret god reklame for deres kommende album.

Endnu en gang en succes

Det er lidt tricky at anmelde Alice in Chains, fordi de er sgu lidt mærkelige, specielt på Copenhell, De jo lidt South of Hell, og ikke evil på nogen måde. Det er også et band som er mega stenet, og for dem der har set power metal, er det måske et chok, lige pludselig at skulle falde i tempo, og være med på det slow beat.

På den anden side, er det nogen der er i deres helt egen verden. Det er også sjældent at et band kan spille vekslen mellem to kedelige akkorder, hvor man så stadig kan tænke at det rent faktisk er kunst! Hvordan fanden gør de? Det er svært at dechifrere, men faktum er, at de gør det. Endda så let som ingenting.

Det var egentlig svært at sætte en finger på Alice in Chains, men jeg synes at de manglede noget spontan energi på scenen, som kunne trække det fede, men ultra stenede univers en lille smule op. Selvom jeg syntes at alle numrene var top niveau, blev det alligevel lidt for søvndyssende.

Men man må da bare have respekt for at nogle mennesker er født til at skrive sange og performe, og det kan jeg i dén grad viderefortælle, at Alice in Chains kan. Det udløser 4,5 stjerner fra RockZeit.