Siden Bandet Scum skiftede fra grindcore til melodisk dødsmetal og i 1992 omdøbte sig Amon Amarth, har de indhyllet deres ekstremt effektive og veludført blackmetal i mytologiske klæder, især nordiske. De har siden da bevaret deres vikingfascination og holder således fast i et stødt voksende publikum.
Deres nyeste album fra foråret 2016 har fået en god modtagelse og det var oplagt at der ville blive spillet lidt af det nye, og lidt af det næsten-gamle, det helt gamle rørte de ikke ved.
Så det gjaldt om at spænde vikingehjelmen. Som Einherjer, bragt til Valhalla af Valkyrierne stod vi alle på den knastørre varme Idasslette, klar til kamp. Amon Amart stod for musikken, stemningen og kulissen.
Vikingerne kommer
Med deres faste storladne intro gik de over i “The Pursuit of Vikings”, og så var Amon Amarth skibet ude på plyndringstogt. Herefter var det tid til vikinge tons med “As Loke Fails”, som har et iørefaldende guitartapping motiv som et gennemgående islæt, lige ved (lyd)siden af Johan Heggs veloplagte lidt karikerede Thors-brølen (snakker han også såd’n ved aftensmadsbordet?) Hegg har den helt rette støbning og nordiske bjørnerøst, og i pauserne holdt han fint hof, ikke kun på svensk, hvor det primært blev til “Tack Så mycket!”, men også på engelsk, hvor han hyldede vejret musikken og, nå ja, øllen. Og danskerne fik han også kælet lidt for ved at sige, at Danmark som bekendt havde de rigtige vikinger! Dette var et passende intro til “Death In fire”, der nærmest var Black Metal i sin simplicitet.
Kul på!
Når et band er så gammelt, kan det jo gå bege veje, men Amon Amarth havde så lige valgt ikke at spilde deres egen eller publikums tid. De var mega velspillende, masser lækkert og hørbart guitarlir, herunder duet guitarsoloer og onde store sorte smældende dobbeltgryder. “Deciever og the gods” var der edder-sparkemig speedthrash kul på med lidt Metallicamotiver. En Mørk Monolog introducerede “Father of War”, som blev båret frem af lyrisk guitar og piskende dobbelttrommer. Amon Amarth spillede effektivt og stramt, men det forblev mørkt og ikke poleret. Inden man følte at det blev ensformigt, var vi så nået til Amon Amarths “We will Rock You”-afsnit, og det gik direkt ind hos einherjerne, der skrålede og viste horn.
Hegg fik fint markeret deres nyklassiker “Raise Your Horns”, ved hans rituelle ølhyldest, “Beer is the body’s friend!” Herefter fik einherjerne lov at mumlenynne atonalt under fuldskægget!
Alt var godt og endnu een gang sejrede metallen over den lidt formsvage torsdagsrock.
Skriv et svar