Amyl And The Sniffers – Comfort To Me

Hvis du mangler en dame til at råbe og vrisse af dig, så lad mig præsentere dig for Amy Taylor. Hun er forsanger i Amyl and The Sniffers, og hun er sur. Måske er det fordi RockZeit ikke fik anmeldt gruppens debut-LP fra 2019. Måske er det fordi, vi ikke skrev om den koncert, vi overværede på Primavera Sound i Barcelona en tidlig nattetime samme år. Der er såmænd grunde nok til at Amy skulle stikke redaktionen dumflade og snerre, at vi er “a bunch of fucking cunts!“.

Fuld skrue

Her på RockZeit er vi en flok tøsedrenge, så vi undskylder og overkompenserer ved ikke blot at anmelde Amyl and The Sniffers spritnye langspiller, Comfort To Me, men ved også at stikke den selvbetitlede debutplade 4,5 forsinkede stjerner og forklare hvorfor.

Amyl and The Sniffers spiller punk. Punk fra Australien, der lyder som om, det er fra Los Angeles eller Detroit. Fuld skrue, trommer, bas og guitar fra det øjeblik de kommer ud af startboksen, som de tydeligvis har delt med Stooges og Circle Jerks. Der har de sikkert stået og snerret lidt af hinanden, for ligesom med forbillederne katapulterer aggressionen og den latente voldsparathed Amyl And The Sniffers sange frem.

Med lidt mindre attitude var det bare blevet en karikatur, men Amyl and The Sniffers har melodierne med sig. Ligesom The  Ramones, der især spøger på “Comfort To Me”, forstår de at skrue en god sang sammen og aflevere den med så meget skarphed og så få dikkedarer, at netop de gode sange står tilbage i hukommelsen, når nålen siger duk-duk-duk inde ved midterlabelen.

Østkystpunk

Debuten og “Comfort To Me” er ikke særlig forskellige, og det er vi meget taknemmelige for. Debuten har den rå ligefremhed, som debuters kreative overtryk resulterer i, men den har også et mere ensidigt udtryk skåret ud af amerikansk østkystpunk. Sangene bliver afleveret fra underdog’ens synspunkt, og forklarer meget ligefremt, at hvis nogen kommer i vejen for Amy Taylor og hendes raske svende, så er det eddermame værst for dem selv. Meget betegnende hedder én af slagsangene “G.F.Y” – “go fuck yourself” hvis du skulle være i tvivl.

På “Comfort To Me” er det budskab så blevet opgraderet til “Don’t Need A Cunt (Like You To Love Me)”. Bandet har opnået mere selvtillid og gider ikke slås med alle. Det er nemmere og mere elegant at end at se på dem, som ikke er værdige til at hænge ud i Amyl & Co’s univers. Musikken har ikke har fået tilføjet mange nye facetter og heldigvis heller ingen egentlige raffinementer, men der prøves nu alligevel kræfter med Ramones uptempo coolness i “Freaks To The Front” og Buzzcocks forvirrede speedpop i “No More Tears”.

Hvis ‘uptempo’ og ‘speedpop’ lyder hæsblæsende, så er det helt rigtigt forstået. Debutpladen trykker 11 numre af på 29 minutter, hvoraf de 4 minutter og 30 sekunder bruges på “Some Mutts (Can’t Be Muzzled”). På Comfort To Me skal der som sagt prøves flere ting af, og så må det jo tage den tid, det tager. Så den fordeler sine 13 numre over 35 minutter.

#MeToo

Med en vred, kvindelig forsanger ville det selvfølgelig være oplagt også at gribe fat i tidens #MeToo-tendenser og besynge feminismen og forbande ham den klamme stodder, der altid gnubbede sig op af Amy Taylor, da hun stod i Metroen på vej til arbejde før hun blev rockstjerne. Det gider Amyl And The Sniffers bare ikke. Det er folk i al almindelighed, åndsvage kærester og tilværelsen som udskud, der får det glatte lag.

For at sætte streg under udskudsidentiteten dyrker Amyl And The Sniffers et slacket trailertrash-image, der ikke ville vække opsigt i 80erne. Knallerthår, lidt for korte og stramme T-shirts i trælse farver og grundigt afklippede Levis, som det vist kun er anmelderen – RockZeits oldermand – der nogensinde har iført sig i fulde alvor.

Og er det alvor for Amyl And The Sniffers? Er de virkelig fattige, australske arbejderklasser med dårlig smag og blå mærker efter sidste slagsmål på den lokale? Når musikken virker er det vel egentlig lige meget, men jeg tror faktisk på dem. Tag bare sangen “Security” hvor det hedder:

Security will you let me in your pub/I’m not looking for trouble/I’m looking for love/I’m not looking for harm/I’m looking for love.

Well, hvis man er nødt til at overbevise udsmideren om, at man nok skal lade være med at slå, når man kommer ind, så er man sgu et problembarn … Den situation er der garanteret ingen i pladeselskabernes konceptafdeling, der har fantasi til at forestille sig, endsige skrive en sang om.

Punx not dead!

Så vi elsker Amyl And The Sniffers. Deres første plade fra 2019 var et lille vidunder i et hav af slap indierock og får som sagt 4,5 stjerner.

“Comfort To Me”, der udkom forleden, er ikke mindre vidunderlig, men har lige en hugtand mindre og indkasserer 4 store stjerner. Punx not dead!