Festivaler byder jo på sol, luft og masser af gåen rundt, og dertil kommer den obligatoriske mængde øl. Man bliver så træt. Intet er derfor bedre end et musikprogram der tilgodeser de forskellige tilstande sindet og kroppen gennemgår.
The Breeders – No big Deal
The Breeders blev dannet i 1989 af det tidligere Pixie medlem bassisten Kim Deal og hun har i den grad taget den utæmmede brutale støj med sig til sit eget indie band. På andendagen på Primavera var det anarkistisk og dybt skrabet, til tider komisk simpelt, men lige efter infantile melodisekvenser fulgte konstant guitarskrald og hylen. Jo punk er stadig en effektiv publikumlussing og Breeders delte gavmildt ud. Og enkelte numre sad også som de skulle. Det blev bare aldrig lussinger der sang længe efter The Breedes var færdige og man savnede lidt en klarere agenda. Der manglede ligesom en rod til at holde det hele groundet. Det var faktislidtnoget rod.
The Nationals
Amerikanske The Nationals spillede sig stille og roligt varme med deres enkle indie rock, som vækkede minder fra en svunden firsertid. Som mørket sænkede sig over Primavera, steg den sjælfulde fællesskabsstemning opad og opad.
The Nationals spillede deres ret simple blå let støjende melodier med en befriende afslappethed og numrene gik på en måde direkte ind i kroppen på publikum og forsvandt samtidig ud i nattehimlens intethed.
Det er ganske sikkert bevidst at lilletrommens lyd var meget dominerende og stortrommen reduceret til et spagt stød – på den måde minimeres det bastante pulsslag og gør nummeret mere sart og søgende, og understøtter den melankolske drømmende stemning. Her på redaktionen var vi dog ikke enige om hvorvidt stortrommen var lige lovligt nedtonet eller ej.
Hvorom alting er, sad The Nationals indie performance stadig i kroppen længe efter, som en rar, afslappet og lidt drømmende fornemmelse.
Father John Misty
Father John Misty deler vandene, og er beskyldt for at være en maskeret trussetyv fremfor en reel musiker med noget på hjertet. Gad vide om det ikke er i orden at være begge dele? I hvert fald fik han samlet publikum, såvel kvinde som mand, når han, som en art surfercrooner præst, forkyndte sine enkle og velskrevede poetiske sing-and-songwriter poprock numre med et folk twist.
Der var ikke en koncert der får over i historien, men numrenes durbaserede harmonik, og rockpræstens rolige men dedikerede gemyt skabte en udramatisk og behagelig stemning så man fik sænket skuldrene. Man var i godt selskab.
Thundercat
Måske den skarpeste lyd man kunne opleve på Primaveras anden dag var fra funk-jazz-rock- crossoverthrash-manden Stephen Lee Bruner, a.k.a Thundercat, som havde taget musikalske ligemænd med på tour, og som med stor overbevisning fyrede deres act af lige før midnat på Ray-Ban scenen. Hver musiker behærskede deres instrument til den store guldmedalje, og de havde dertil også sans for at lytte til de andre og få det hele til at smelte sammen til een enhed.
Trommerne var absurd tighte og man kunne mærke små lækre stød i brystet på hvert anslag. Klavesoli var der også del af, og det blev aldrig kedeligt, tværtimod så man frem til at der igen skulle trykkes hårdt, hurtigt og groovy på de sorte og hvide klodser.
Publikum kunne ikke lade være med at groove med til de stramme rytmer, og der var masser bevægelse når man kiggede ud over crowden der stod foran den temmelig store Ray-Ban scene. Folk var godt fyldt op med energi da Thundercat sluttede, og det var som om at man var et tæppe der var blevet banket med rytmer og toner, og man var ganske overbevist om at musikerne havde været i hvert hjørne af musikken.
Charlotte Gainsborough
Den ultradygtige og kontroversielle franskkvinde Charlotte Gainsborough fik med sin hypnotiske pigekammerpop og sin glasklare petit vokal aet redaktionens udsendte i søvn. Hun kan jo virkelig noget med sit sangkatalog og der ligger altid et eller andet dæmonisk under de renskurede topmelodier. Men man HAVDE jo lige sat sig ned på en tilstødende græsbakke, for ligesom at tage bestik af situationen (hvile apostlens heste), og herefter liiige at lægge sig ned… og pludselig trængte hendes hyldeblomst agtige toner ind i kroppen og man blev så træt. Så træt.
Var man lullet hen i drømmeland af Gainsborough, blev man tilgengæld vækket noget så eftertrykkeligt igen da Ty Segall and The Freedom Band buldrede over bakken ved Apple scenen. For RockZeits udsendte var det en perfekt afslutning på endnu en supervellykket dag på Primavera Sound, og vi glæder os allerede til at tage hul på tredje og sidste dag af den spanske musikfestival.