Hardcore og Punk indtog odenseansk villavej med smil, fræsende guitarer og omsorgsfuldhed
På en stille villavej i Odense, holder Anger Management Booking til. I en ældre villa, beboet af dedikerede unge, afholdes der i kælderen jævnligt koncerter indenfor hvad nogen vil kalde den mere ekstreme del af musikken. Et friskt og tiltrængt pust til Odenses undergrundsmiljø, særligt nu hvor Spille- og øvelokalestedet Kansas City er lukket. Fredag den 10. november var det tid til AMBs fjerde arrangement. Og hvilket arrangement.
Programmet var tydeligt. En aften med noget af det fineste fra den danske Hardcore og Punkscene. Der var en afslappet stemning, billige øl, billig Jägermeister, der ryges indendørs – dog ikke under selve koncerterne. Det giver god mening, da folk står tæt. Som nævnt, afholdes arrangementet i en kælder mellem gamle høvlebænke fra en nedlagt skole i området, sofaer og merchandiseboder fra de optrædende bands. Scene er der ingen af, så bands’ene står på gulvet og er i øjenhøjde med publikum.
Det er dejligt uhøjtideligt, det er ægte og kaotisk. De perfekte rammer.
En hilsen til 80’erne
Første band var Social Decline. Dannet i 2019, fra København, kom med to fuldlængder i bagagen, deres nyeste er ”Beyond the Gates” fra 2023. Bandet som med deres energiske crossover, fik fyret godt op under publikum. De lagde ud med ”Trenches of Salvation” fra deres nyeste album, og jeg oplevede et band der spillede tight og havde en fed energi. De 11 numre vi fik til koncerten, var godt varierede, og jeg fik mindelser til 80’er bands som D.R.I., Agnostic Front og Crumbsuckers, men også Demolition Hammer kunne høres som inspirationskilde.
Det var mit første møde med bandet, og jeg var meget positivt overrasket.
Bas? Ja tak!
Efter en kort pause, var det tid til københavnske Anti Ritual der kom med deres E.P. ”Green Terrorism” fra 2023 i ryggen. De udgav fuldlængden ”Expel the Leeches” i 2021.
Der blev skruet op for tempoet, og bandet skabte med deres Black/Hardcore, en intens koncert. En koncert hvor vi blev forkælet med 12 numre. Det var 12 numre der emmede af intensitet og nerve. Det var ret heftigt. Deres lyd giver god plads til bassen, hvilket jeg sætter pris på. Som gammel Nuclear Assault og Brutal Truth entusiast, fik Anti Ritual godt fat i min opmærksomhed.
Lån mig din mikrofon – mand!
Nu var det tid til aftenens hovednavn. Smertegrænsens Toldere skulle lukke aftenen. Det århusianske Hardcore-punk band spilder ikke tiden. Man ved hvad man går ind til, når man er til koncert med dem. Hurtigt. Tændt. Præcist. Intenst. Med to udgivelser med en samlet spilletid på ca. 17 minutter, ved man der ikke er nogen former for bullshit.
Bandet er sammensat af gamle kendinge fra det danske metalmiljø, og de har styr på det. Det mærkede man tydeligt i kælderen. Der var en glæde og herlige smil bandet imellem – hvilket blev kanaliseret ud til vi publikummer. Det var så tæt, at man kunne dristes til at tro, at ens evner ud i luftguitar var en del af koncerten. Der blev flittigt delt mikrofon med publikum, der diskede op med energisk og entusiastisk vokalarbejde. Gulvet foran bandet sydede af energi og der blev danset pogo og moshet vildt – med hensynstagen til hinanden. Sådan skal det gøres!
Vi blev trakteret med ca. 20 minutters musik. Heftigt. 21 numre leveret med energi og nerve. For mit vedkommende stak især ”Dumflade selvskade”, ”Ka ik få luft” og ”Mine unger” ud som nærmest regulærere crowdpleasere.
Det var en perfekt afslutning på endnu et godt arrangement fra AMBs side.
Hvordan vurderer man så et undergrundsarrangement afholdt i en villakælder? De tre bands kom og leverede. Bevares, der var forskel på bands’ene – Smertegrænsens Toldere var i min optik, i særklasse.
Publikum var med hele vejen og skabte rigtig god energi. Og de levede til fulde op til AMBs mantra ”All AMB-events are political events. We do not tolerate any kind of racist, sexist, homophobic or transphobic behavior whatsoever”.
Og AMB som arrangør stillede igen et arrangement på benene som bare fungerede. I min optik må det gerne være lettere kaotisk, så længe det bare fungerer. Og det gjorde det. Og så er det dejligt at Odense igen har fået et sted til undergrunden. Et sted til de koncerter og bands som ikke lige spiller på Posten eller Kulturmaskinen. Det tyder på at Odense har manglet noget i denne stil, vurderet på at kælderen i Svendsgade var noget nær fyldt.
Stor tak og ros til AMB for at stable sådanne arrangementer på benene.
Jeg glæder mig allerede til de kommende arrangementer i 2024.