Anthrax – En kort, men stor fornøjelse

Med deres måske bedste studiealbum til dato “For All Kings” i ryggen var der lagt op til en folkefest i Pumpehuset, som den man så i Lissabons gader søndag aften. Festen udeblev ikke, men det var en kort fornøjelse.   

Anthrax har med 35 år på bagen, fordelt over 11 studiealbum, et hav af materiale at tage af, og med sangene fra deres nyeste album ”For All Kings” som nogle af de absolut største højdepunkter.

Det er de færreste af de store gamle bands fra 1980’erne som i tiden efter deres gennembrud har formået at levere studiemateriale som lever op til tidligere tiders storhed.

Efter deres kommercielt bedst sælgende album ”Sound of White Noise” fra 1993, er det netop lykkedes Anthrax at overgå sig selv, hvilket satte forventningens glæde højt for undertegnede til aftenens koncert, men som desværre ikke blev indfriet til fulde.

Spilleglæde ud over scenekanten

Da kl. slog 21.40 gik Anthrax på scenen med den super fede intro ”Impaled” og sangen ”You Gotta Believe” fra deres nye album, og det stod hurtigt klart at de var kommet for at levere varen helt ud over scenekanten med Scott Ian, Frank Bello og Joey Belladonna i spidsen som de mest veloplagte.

I modsætning til dem, var der ikke meget udtryk af spilleglæde fra trommeslageren Charlie Benante, og den nye guitarist Jonathan Donais var helt anonym under hele koncerten.

Man stod lidt med fornemmelsen af, at forskellen nok lå i, at Anthrax for de andre var deres hjerteblod (naturligvis også for Charlie Benante), men på den anden side så var Jonathan Donais inden koncerten også mere interesseret i at snakke med et par groupier med en buksestørrelse eller to for lille ude i byhaven.

Efter åbningsakten spillede de endnu en af de nye sange ”Monster at the End”, hvorefter de gik direkte over i de tre klassikere ”Caught in a Mosh”, ”Madhouse” og ”Got the Time”, hvorefter der kom helt gang i den store mosh pit, og hvor taget af Pumpehuset nærmest blev blæst af, og det blev kun bedre af, at de efterfølgende spillede ”Fight ‘Em ‘Til You Can’t” fra albummet ”Worship Music” og det monsterfede antiterror nummer ”Evil Twin” fra det nye album.

Skuffelsen indtraf

Det var på dette tidspunkt, 45 minutter inde i koncerten, at vores fotograf mr. Slater sendte mig en sms med sætlisten, hvori der kun stod seks resterende sange tilbage.

Jeg tænkte, at det ikke kunne passe, at en band som Anthrax med et bagkatalog så stort som bildækkene på de to førnævnte groupier, at de som hovednavn til en pris på kr. 300 for de betalende gæster, kun spiller 75 minutter?

Det viste sig desværre at være virkeligheden, og hvad den korte spilletid skyldtes (som i mine øjne som minimum bør være på 90 minutter), vides ikke, men ikke desto mindre fortsatte de med at spille med den samme entusiasme og gik over i nummeret ”Medusa” fra albummet ”Spreading the Disease”, ”March of the S.O.D. (Stormtroopers of Death cover), ”In the End” fra albummet “Worship Music” og ”Antisocial” fra albummet ”State of Euphoria”.

Anthrax havde publikum i sine fulde hænder under samtlige 75 minutter, hvilket blev afsluttet med det ”svageste” nummer ”Breathing Lightning” fra det nye album og den helt igennem sublime klassiker ”Indians” fra albummet ”Among the Living”, og publikum var under og efter koncerten tydeligvis meget begejstrede.

Udover den magre spilletid, så er det altid en subjektiv vurdering, om hvorvidt sætlisten har været god.

Jeg savnede personligt en klassiker som ”I Am the Law” og flere af de nye sange, hvor fraværet af deres mest kommercielle og et af deres bedste album til dato ”Sound of White Noise” glimrede ved dets fravær.

Sidstnævnte skyldtes formentlig at Joey Belladonna ikke var med på dette album, og at sangene var skrevet til en helt anden vokaltype (John Bush) end hans, men alligevel er det bemærkelsesværdigt at de ikke anvender flere af deres bedste sange gennem deres lange karriere.

I bund og grund er det jo for Anthrax ligesom når man selv tager sin 4-årige datter med ud til noget, hvor det drejer sig om at underholde hende efter hendes behov fremfor ens eget behov, og på samme måde skal Anthrax forsøge at tilfredsstille de fleste af deres fans behov, hvilket aldrig kan lykkedes med alle, men de formåede dette i aften, bare ikke for undertegnede.