Anthrax-thrash-fest i Arenaen

Ved metal-maratonen mandag aften i Arenaen, fik vi ærkeamerikansk thrash metal fra de altid bemærkelsesværdige Anthrax. Der var stor energi på scenen, og de var eminente til at få folk med i deres rivende riffs og muskuløse maskingeværsrytmer.

666…

…The Number of the Beast, blev spillet fra højttalerne…uden Anthrax, men med et farverigt bagtæppe som indbød til at glæde sig til miltbrand-orgiet. Det lod i hvert fald til at næsten alle var kommet, for der så helt fuldt ud i salen. Publikum skulle agiteres inden bandet kom på scenen, men det var måske lidt billige point at spille et helt Maiden-nummer til en så kort koncert med de 7 numre som Anthrax havde med til os, men det var festligt nok. Efter ”Number…” lød en sirene, og de fem kom på scenen, og klassikeren ”Caught in a Mosh” gik i gang. Det var mildest talt en livlig performance helt fra start, og Joey Belladonna og strengevriderne hoppede rundt på scenen som om de stadig var 20 år, mens trommemesteren Charlie Benante lagde super skarpe rytmer som bund i humør-metallen.

Tid til punk

Et ganske fedt punk-metal nummer som Anthrax til hver en tid roligt kan tage op af live-godteposen, er ”Got the Time”. Den hektiske basfigur der kører alene i starten af nummeret, havde stor fremdrift, og præcis samme lyd som på indspilningen. Det musikalske drive var i top, og nummeret bremsede ikke for nogen med dets væddeløbstempo, tilsat en headbangende sceneoptræden fra alle. Scott Ian var simpelthen bare for sej at se på, og også lidt morsom, og lidt morsomme er jo dét, Anthrax gerne vil være. Med de 4 bands man skulle igennem, var det da også fint nok, at det ikke handlede om death and gore hele aftenen.

I got one question for you;

Do you fucking like thrash metal?!!…råbte Belladonna, og det simple spørgsmål kunne alle svare på med halsbrækkende ork-stemmer. Så derfor blev der åbnet for sluserne med ”Fight ‘Em ‘Til You Can’t”, som var en glimrende liveudgave. Belladonna sang generelt godt, men han gik mere op i at få en feststemning frem, end virkelig at fokusere på fraserne, så det var i løbet af koncerten ikke hele tiden, at vokalen havde god klang og æstetik.

Stammedans

Med 6 temmelig hurtige og fræsende numre bag sig i sættet, skal man også tjekke ud på samme facon, mindst, og vi fik den altid værdige sang som lægger op til metalstammedans; ”Indians”, som med publikums tiljubel kørte i højtempo fra scenen med stor spilleglæde fra metalkvintetten. Belladonna havde svært ved et par fraser, men de vigtigste høje toner var faktisk vellykkede, og sangen havde bredde i sin krop, og den fungerede i høj grad også på rytmesiden.

For at få den helt store afslutning ud af sangen, blev der bremset op en gang i mellem med tamrulninger og guitarhyl, for så at fyre omkvædet af flere gange af før det omsider sluttede, og det var måske lige voldsomt nok at putte sådan et langt tordenskrald ind i så kort en koncert.

Party-thrash

Den musikalske energi var på et ret højt niveau, og lyden var ok, og Anthrax havde stor vilje til at holde folks ører og øjne klistret til scenen. Deres metier er helt klart at vælte humørmetal ud af højttalerne, men det bliver lidt for sprælsk i længden, og jeg synes at trække på smilebåndet i stedet for, at jeg følte noget i hjertet på grund af at have hørt noget udtryksfuldt musik.

Jeg hørte gerne skiftevis alvorlige numre og speed numre side om side til en variation, som kunne dreje lidt væk fra party-metallen, og her tænker jeg eksempelvis et nummer som ”Medusa” fra albummet ”Spreading the Disease”, eller nogle af de mere melankolske numre fra det glimrende seneste album ”For all Kings”.

Det er altid svært at være opvarmningsband, og Anthrax trykkede godt på speederen for at kunne få presset en god thrash-fest ind i Arenaen på kort tid. Det lykkes fint nok, og koncerten fortjener 3,5 festlige stjerner herfra RockZeit.