Arctic Monkeys

Arctic Monkeys havde den ære at være den sidste aftens absolutte hovednavn, hvilket i den grad forpligter, og må give nervøse trækninger, da Nick Caves koncert i torsdags stadig lå som en mørkesort skygge over Mango scenen.

De unge britiske håb fra Arctic Monkeys har siden 2002 og på tværs af seks albummer været gennem en musikalsk dannelsesrejse og er efterhånden blevet til en samling modne sofistikerede rockkomponister der med den helt aktuelle “Tranquility Base Hotel & Casino” for alvor har lagt det meste af ungdommens rebelskhed og liderlighed bag sig. Albummet er et køligt metropolsk crooner indierock album, og Arctic Monkeys har i musikalsk billedsprog byttet ølflasken ud med en svinedyr tredobbelt Tallisker.

Hipster-pimpen Turners hypnotiserede publikum

Publikum fik lørdag aften en del numre fra deres ny plade, herunder  titelnummeret, “She Looks Like Fun”, og “Batohone”, som alle i et virvar af musikalsk iørefaldende, men retningssvage melodistrukturer virker som en hypnotisk labyrint der konstant viser tilbage til udgangspunktet; Alex Turners magiske udtryk. Han har med tiden tillagt sig noget Morrissey/Bowie-esque klang og attitude, men formåede stadig at diske op med hovski snovski ungdomsflabethed når de leverede træfsikre numre som “The View From The Afternoon”, “Do I Wanna Know?” og “Knee Socks”. Der var i øvrigt ikke stor tvivl om, at stort set alle publikummer havde pladen “AM” stående på deres fysiske eller digitale reol, for især på dennes numre gyngede hele synagogen.

Jeg må indrømme, at jeg på grund af et ekstremt ærgerligt overlab mellem Dead Cross og Artic Monkeys først dumpede ind i festen lidt under halvvejs, og det var ret fascinerende at konstatere, at Artic Monkeys i den grad havde skabt forbindelse til publikum. Og det er på trods af, at Alex Turners ikke just er en sand party charmetrold, men med sin overlegne blærerøvs hipsterpimp-attitude, skabte han alligevel en scenepersona som i den grad drager. Folk var ellevilde og glade i låget og alle sang med som var det Shu-Bi-Dua på plænen i deres velmagtsdage.

Ud af Caves skygge

Hen mod slutningen af koncerten opstod den fuldendte bro mellem nyt og gammel, og deres udtryk faldt fuldstændigt i hak. Under ekstranumrene og især  “R U Mine?” fik de for alvor mejet publikum ned. Man må anerkende dem for at været blevet til det de er i dag og kun de største band kan få så væsensforskellige numre til at fremstå som et helt og troværdigt billede, og ikke en rodet gang Haribo Mix.

Nick Caves skygge var næsten væk. Næsten.