Asphodelia: Welcome Apocalypse

Asphodelia udgiver den 20. april deres første fulde album, der har en type titel som er gængs i metallens verden; ”Welcome Apocalypse”. Bandet blev dannet i 2016, hvor EP´en ”Vengeance” udkom, og nu kan vi så høre hvordan italienerne klarer sig på et fuldt album med 12 numre.

Fra en græsk blomstermark

Italienerne har altid været fascineret af grækerne, og det gælder også Asphodelia…som er navnet på en blomst der har historie i den græske mytolog. Asphodel-enge er i mytologien en blomstermark, hvor dem der har levet et liv, som hverken gode eller onde, bliver sendt for at leve efterlivet. Selv betegner bandet sig som dark symphonic metal, og det passer da temmelig godt, men det er lidt i den bløde ende af metallen.

“Welcome Apocalypse” starter ud med titelnummeret. En hurtig omgang computerlyde blusser op, og der kommer hurtig et guitarriff på. Det er relative banale riffs der ligger til grund for den kvindelige forsanger, men det fungerer ok det hele. Det er iørefaldende melankolsk heavy metal der glider gnidningsfrit af sted, uden at postulere noget det ikke er. Vi er ikke ovre i den mest voldsomme ende af metallen, for sangerinden Samuela Fuiani har lidt pop-ro i stemmen, og hun er mere melankolsk end aggressiv i sit udtryk.

Heroes

Det femte nummer “Heroes” er heldigvis ikke et cover af Bowies udødelige klassiker, men derimod et ganske vellykket iørefaldende metalnummer som har god bredde i klangen, hvor der er spædet op med keyboard midi-kor og computermanipuleret lyde.

Det ottende nummer ”Dust” er ganske catchy og stemningsfuldt, men det er bare alt, alt for langt. Der er en lidt irriterende mandlig backing vokal på, og den kommer altså rigtig mange gange. Melodimaterialet lægger op til en sang der varer maksimalt 4 minutter, men den kører i hele 6 minutter og 26 sekunder. Enten skal man cutte i sådan et nummer, eller helt droppe at have det med på pladen.

Puh, der er mange numre…

Ved ottende nummer synes jeg, at Asphodelia har vist nok af deres stil, og de begynder at gentage sig selv, og da numrene er ret ens, er det ikke nødvendigt at blive ved. Men vi skal helt til tolvte nummer som hedder ”Flowers of Evil”, før vi får en ende på dette album. Dette er et fint nok afslutningsnummer, som er ekstra mol-melankolsk, og det havde vi da også regnet med.

…og for det ikke skal være løgn, er der sgu 13 numre, for vi bliver beriget med et ekstranummer; U2 covernummeret ”With or Without You”, som da lyder fint og alternativt nok.

Håndværk frem for originalitet

Man kan ikke kalde albummet for tung heavy, for det er meget pænt i udtrykket, og selv riffs der er langsomme og bombastiske, kommer ikke helt ud i æteren. Det virker som om at der er en kompresser der ikke har tilladt et ordentligt saftigt anslag i guitarstrengene. Der er faktisk en del gode riffs på pladen, og man kunne godt ønske sig at de blev leveret med mere kraft. Valget har nok at gøre med at den kvindelige vokal, som skal matche akkompagnementet. Samuela Fuiani har lidt Amy Lee i sig, og det gør Asphodelias musik lidt Evanescance-agtig, både i guitarriffs og i vokalen, og der er lidt Subsignal-inspiration i de elektroniske lyde. Så alt i alt er det lidt pænt dark metal.

Kvaliteten ved albummet, er den ro og den røde tråd der i er alle numrene. De har god sans for harmonik og melodik, og det er en hyggelig omgang metal som er venligsindet og æstetisk.

”Welcome Apocalypse” er ikke så originalt i kompositionen, og det er lidt ufarlig i metaludtrykket, men albummet har gedigent håndværk på mange områder, og Asphodelia har da fået skabt 12 numre med gode melodier og gode stemninger som udløser 3 stjerner fra RockZeit.