Fra ‘Rollelisten fra the Cosby Show’ får vi det måske mest forfriskende bud på, hvad danskhed anno 2014 er, set igennem Atomfax mærkværdige grænse- og stemningssøgende 3D musikbriller.
Man kan kalde dem for alternativ indiepop, deres tekster er kaldt for minimalistiske og nonsenspoetiske, de rammer til dels samme sound som Ræv Hund Bjørn og Maskinvåd, men navnet Atomfax er efter flere gennemlytninger egentlig meget godt ramt.
Det er præcist så hånd- og begribelig som deres genreskizofrene lydcollager, deres rytmeskift, deres brug af dynamik og ikke mindst sangeren Andreas Hjertholms stemme, som læner sig utroligt tæt op af – absolut ingen som jeg finder i min relativt veludbyggede, men dog oldschool, pladesamling (måske en lidt flagrende version af en gabende Bryan Ferry).
Det tager lidt tilvænning før man kan høre, hvad han siger, bagefter må man spørge sig selv, hvad vil de mon med deres mange musikalske åbne spørgsmål?
Mens man tænker over DET, findes der ikke nogen bedre baggrundsmusik end Atomfax.
For stemning er der masser af, masser af indre billeder på nethinden fra en både sammensat og dekonstrueret hverdag, et liv anno 2014, som vi kan relatere til, med alt det samfundsmæssige, politiske, kulturelle, globale kaos, vi bliver mødt med, hver gang, vi stikker hovedet ud af vores comfortzoner.
Atomfax er bestemt ingen comfortzone. I starten.
Men de besidder meget af det, der har brændt som en ild, inde i en rockkamæleon som David Bowie i 50 år.
Man ved, at det er møgbesværligt til at begynde med, men også, at der er noget at hente, noget du har glemt, du savnede.
Atomfax henvender sig til alle os, som tit glemmer, at vi har en krop.
Skriv et svar