Avatarium: Hurricanes And Halos

Den legendariske Candlemass-skaber Leif Edling og guitaristen Marcus Jidell skabte i 2012 bandet Avatarium, som igen er pladeaktuelle. Edling er ikke længere med i bandet, men man kan stadig mærke hans musikalske fingeraftryk rent stilmæssigt på dette tredje fulde album ”Hurricanes And Halos”, som byder på en blanding af doom metal, rock, rock´n roll, blues og orientalske tone og rytmer. Alt dette kan du høre på fredag den 26. maj hvor albummet har release.

Svensk Soft Doom

Avatarium kalder selv deres stil Heavy, Dark and Poetic, og stilen er af anmeldere blevet kaldt soft-doom, og vokalen er da også blød, leveret af forsangerinden Jennie-Ann Smith. Den er hverken for hård eller for blød, og det er noget af en balancegang, og det lykkes i høj grad, for Avatarium har lavet 8 numre der alle er kompositioner som nok er blevet skamlyttet før de er sat på albummet.

Første nummer “Into The Fire – Into The Storm” starter med et old school riff a la Black Sabbath med lidt rock´n roll over sig, og der kommer lidt Candlemass-touch også. Jennie-Ann Smith kommer på, og hun synger lidt Deep Purple-agtige melodier, og der er også masser af orgeltoner fra tangentmanden Rickard Nilsson som bekræfter Purple-stilen. Man må sige at der er megen inspiration fra de gamle gode bands i den lidt mørke rock og ur-metal, og det svinger også datidigt, for det er ikke stramt og tight på den moderne måde, som mange bands i dag stiler imod.

Der er orientalsk inspiration i tredje nummer ”Road To Jerusalem”, der med tonesammensætning og rytmik peger mod syd, og stemningen beskriver meget godt en vej til Jerusalem, og jeg forestiller mig at det er en rocket udgave af en slags israelsk spillemandsmusik. Nummeret skifter halvvejs til et mere vestligt rock-groove, men der er stadig nogle slagtøjslyde som hører til i det varme syd.

Pop Tune

I ”Medusa Child” er der lidt halvfjerdser-pop i nogle vokalpassager, men det fungerer sgu godt som kontrast til de omkringliggende doom-riffs. Halvvejs i det 9 minutter lange nummer, kommer den poppede melodi igen, men et nyt instrumental-afsnit fortsætter i et andet metrisk spor i baggrunden og kommer mere i fokus, og der opstår en sindssyg fed collageeffekt. Instrumentalpassagen kan opfattes som en 4½ minutter lang slutning . Ved første gennemlytning, virkede nummeret lidt irriterende, men jeg må sige at ”Medusas Child” er noget af det fedeste og mest unikke jeg længe har hørt i rock/metal genren.

Sjette nummer “When Breath Turns To Air” er en doom-blues-sjæler (ja, det kan man sgu godt kalde den). Det er virkelig musik der trænger helt ind i sindet, og er ét af albummets stærke numre. Der er æstetiske akkordprogressioner som løfter stemningen på de helt rigtige tidspunkter.

Det korteste nummer på albummet kommer til sidst, og er et instrumentalnummer der har et let perkussionbeat som understøtter en insisterende filmmusik-agtig melodi der skærer igennem med lidt svævende lydeffekter omkring.

Candlemass light

Selvom Leif Edling ikke længere er med i Avatarium, kan man mærke ånden fra Candlemass, og vi har fået en hybrid af Black Sabbath, Deep Purple og Candlemass som byder på overraskende overgange mellem de forskellige stilarter.

Det er næsten rock-café-agtigt divertimento-musik, der sagtens køre i baggrunden med lidt lys og mørke idet musikalske udtryk, lavet på en lidt publikum venlig måde. Vokalen er et meget vigtigt element i musikken, og der er ikke nogle eksperimentelle krumspring som forstyrrer udtrykket, for det bliver holdt meget præcist, og det er med til at fortælle en musikalsk historie der virker meget ægte. Doom-genren har altid kunnet give os musik der lyder som one take-tracks, hvor man ikke ser for sig, at der er nogen der har siddet og skruet på knapper, men at det bare lyder som et rent uspoleret udtryk direkte fra musikanterne til publikum.

Guitaristen (og faktisk forsangerindens mand) Marcus Jidell, har den fedeste feeling på hver eneste tone der kommer ud af hans, tilsyneladende vintage analoge guitarudstyr. Jidell har bevaret noget af Edlings DNA i Avatariums musik, og det er jo i dén grad noget man som doom-fan kan bruge til noget. Bandet har fået lavet en produktion der får instrumentlydene til at smelte sammen til én enhed, og det giver masser af liv i musikken igennem hele albummet.