Ayreon er kunstnernavnet på en af de mere bizarre indslag i progmetallens historie. Hollandske Arjen Anthony Lucassens legendariske stortanlagte konceptmetaloperaer opføres stort set aldrig live, og de fire gange det er sket, deltog han kun selv som gæstemusiker.
Lucassens er i prog verdenen en dybt respekteret Odd Ball, og hans ambitiøse armbevægelser kalder på sympati og goodwill. Det har fået et hav af gæstemusikere til at bidrage på hans albummer, ofte særdeles kendte, såsom Bruce Dickinson, Steve Hackett, James Labrie og Rick Wakemann, samt Marco Hietala, Keith Emerson og Jordan Rudess. Derudover har Lucassen for vane at bruge forskellige vokalister til de respektive karakterer på albummerne.
Lucassen er en fuldstændig kompromisløs herre, som lever progressiviteten fuldt ud i komposition, volumen og handling. Og efter at måtte give dele af pressen medhold i at have gentaget sig selv på de seneste albums, holdt han simpelthen en pause på 4 år, indtil han selv følte, at han have noget nyt at byde på.
Kort og plot
Selveste James Labrie fra Dream Theater har hovedrollen som en bilist, Me, der er kørt galt og nu indlagt bevidstløs. I drømme gennemgår han en masse oplevelser i løbet af tyve dage, som ganske rigtig gættet er omsat til de tyve numre, der udgør det samlede album (fraset indskudte overledninger her og der). Hans tidligere liv som magtfuld og kynisk forretningsmand trænger sig på i hans drømme som hans samvittighed, der antager syv dæmoniske skikkelser, Pride, Passion, Love, Reason, Agony, Rage og Fear, allesammen formidlet af hver deres sanger. Derudover står pårørende ved hospitalssengen og taler uden at vide, om han kan høre noget. Vil han vågne? Vil han få styr på sine dæmoner? Det er så fedt at høre de forskellige karakterer stå ved patientens side og henholdvis tale med hinanden og synge om partneren mon klarer den, “læge: det er vigtigt at han selv VIL leve, ellers er der intet vi kan gøre – er han en fighter?” -pårørende: “ja, det er han” og så videre. Alt i mens han selv registrerer et eller andet i drømmene og gør sig sine tanker, som ingen dog kan høre.
Der er intet fysisk i vejen og patientens fortsatte bevidstløshed er dybt mystisk, og giver anledning til karakterernes undren og diskussioner.
Det store live eksperiment
Indtil september 2015 havde Ayreon aldrig opført sine værker og da der blev opført sølle fire udsolgte koncerter af hans mesterværk “The Human Equation” blev det omdøbt “Theater Of Equation”, og han stod selv pænt på sidelinjen, på nær en lille birolle, mens andre kunstnere – mange af de originale fra albummet fyrede den af. Det tog 2 år at forberede opførelserne og et vanvittigt held for at få de fleste af albummets musikere til at få fri i kalenderen.
Nu er “The Theater Of Equation” så klar til udgivelse den 17.06.2016, og spørgsmålet var så, hvordan det ville lykkes at gengive den nerve, opfindsomhed, skævhed og skørhed og det drama som studiealbummet kunne formidle?
Jamen, det er faktisk lige efter bogen. Opbygget ud fra klassisk operadramaturgi og struktur sættes tonen og stemningen i et intimt setup med sparsommelighed på instrumentering og solosang, duet, lidt monolog og efterhånden som numrene/scenerne skrider frem begynder det at buldre og brage.
Der veksles godt i harmonik, dynamik og instrumentering, således at forskellighed i karakterer og handlingssekvenser skærper lytternes interesse og sanser. Der er lækre solopræstationer, eksempelvis organsolo på “Day 4: Mystery”, som herefter går over i et kvindekor, der i en blanding af kanon og flerstemmighed spørger om den bevidstløse patient mon kan høre dem og om han mon overlever.
Der er det hele; små strengeinstrument intermezzoer, genretypiske motivgentagelser og vanvittige progressive over the top metal passager. Et nummer som “Trauma” er intet mindre end forrygende underholdning og overgangen til den mørke soloinstrumentalpassage giver gåsehud. Stemmerne er virkelig godt sat sammen og sangerne giver sig fuldt ud. De peaker igen og igen og gejler hinanden op til den store songcontest.
“Day Thirteen: Sign” er et utroligt smukt nummer sunget af Marcela Bovio, som synger virkelig smukt, både på studie og live versionen. Labrie er ligeledes flawless. Derudover er der et gennemgående motiv, som passer til både øm panfløjte, violin og hero guitar solo a la Brian May og bruges som dynamisk redskab. Et virkelig flot nummer.
Labries teatralske sidespring
James Labrie fra Dream Theater medvirker som nævnt og er som altid udtryksfuld og bringer noget stjernedrys og kontrast med sin karakteristiske lyse og let nasale klang. Han krænger sin indre Drama Queen helt ud og bruger det fulde register og leverer også nogle gode teatralske og dramatiske monolog agtige sekvenser.
Jeg må dog sige, at han matches af eksempelvis Marcela Bovio og Devon Graves, men alt i alt er han frigjort og føler sig godt til rette, væk fra Petrucci & Rudess regimet. Det er som om Labrie udlever en hemmelig fantasi.
The Astonishing Lucassen
Lucassen kan sit kram. Han er rutineret i denne form for koncept og får alle musikere til at skabe en imponerende synergieffekt. Man kan høre, det er lækkert at være med og synge og spille de forskellige roller, ja, der er bare tænkt over de hele. Afvekslingen af vokale klange er noget Dream Theater skulle have tænkt på med deres omdiskuterede kolos på lerfødder, “The Astonishing”. Forandring fryder, når albummet – eller koncerten – varer et halvt århundrede (Selvom Labrie også gør en god figur på “The Astonishing”). Jeg kunne blive ved lidt endnu men det giver ikke mening at gennemgå hverken numre eller handling minutiøst i dette format, men der er i hvert fald forrykt gennemarbejdet kvalitetsmusik nok til at man som lytter igen og igen kan gå på opdagelse i dette dybt stemnings- og billedskabende univers. Det er egentligt ikke vildt originalt, strukturerne er velkendte i musicals og opera, og metal-og progrock elementerne er ligeledes grundlæggende gentagelser af, hvad man kender på forhånd. Men kombinationen er altså vovet og Ayreon regnes for at være den første der tog springet og i klassisk forstand komponerede fulde metaloperaer med de stenhårde klicheer begge genrer nu engang er udstyret med. Han tør det, gør det og når i mål.
Live udgaven er – hvis man er til den slags abnorme musikmuskler – tæt på at være et mesterværk.
Fakta
The Theater Equation udgives 17.06.2016 via InsideOut Records. Fjerde aften i Rotterdam, 20, September 2015, blev optaget på film, og kan købes om DVD eller Blueray.
Numre:
CD 1
1: Day one: Vigil (live in Rotterdam in September 2015) 00:01:45
2: Day two: Isolation (live in Rotterdam in September 2015) 00:08:12
3: Day three: Pain (live in Rotterdam in September 2015) 00:04:50
4: Day four: Mystery (live in Rotterdam in September 2015) 00:06:05
5: Day five: Voices (live in Rotterdam in September 2015) 00:06:52
6: Reprise Pain 1 (live in Rotterdam in September 2015) 00:00:34
7: Day six: Childhood (live in Rotterdam in September 2015) 00:05:10
8: Day seven: Hope (live in Rotterdam in September 2015) 00:02:22
9: Day eight: School (live in Rotterdam in September 2015) 00:04:27
10: Reprise Childhood (live in Rotterdam in September 2015) 00:01:08
11: Day nine:Playground (live in Rotterdam in September 2015) 00:02:06
12: Day ten: Memories (live in Rotterdam in September 2015) 00:03:52
13: Reprise Pain 2 (live in Rotterdam in September 2015) 00:01:39
14: Day eleven: Love (live in Rotterdam in September 2015) 00:04:07
00:53:09
CD 2
1: Day twelve: Trauma (live in Rotterdam in September 2015) 00:09:41
2: Day thirteen: Sign (live in Rotterdam in September 2015) 00:05:06
3: Day fourteen: Pride (live in Rotterdam in September 2015) 00:04:46
4: Reprise Vigil (live in Rotterdam in September 2015) 00:01:09
5: Day fifteen: Betrayal (live in Rotterdam in September 2015) 00:05:09
6: Reprise School (live in Rotterdam in September 2015) 00:01:24
7: Day sixteen: Loser (live in Rotterdam in September 2015) 00:04:15
8: Day seventeen: Accident? (live in Rotterdam in September 2015) 00:05:16
9: Reprise Pain 3 (live in Rotterdam in September 2015) 00:00:53
10: Day eighteen: Realization (live in Rotterdam in September 2015) 00:03:05
11: Reprise Trauma (live in Rotterdam in September 2015) 00:02:14
12: Day nineteen: Disclosure (live in Rotterdam in September 2015) 00:03:49
13: Day twenty: Confrontation (live in Rotterdam in September 2015) 00:07:27
14: Dream Sequencer System Offline (live in Rotterdam in September 2015) 00:01:15
00:55:29
Sangere:
James Labrie: Me
Marcela Bovio: Wife
Magnus Ekwall: Pride
Irene Jansen: Passion
Heather Findlay: Love
Eric Clayton: Reason
Devon Graves: Agony
Anneke van Giersbergen: Fear
Jermain ‘Wudstik’ van der Bogt: Best Friend
Mike Mills: Rage / Father
Musikere:
Ed Warby: trommer
Johan van Stratum: Bas
Marcel Coenen: guitar
Freek Gielen: guitar
Erik van Ittersum: keyboard
Ruben Wijga: keyboard
Jeroen Goossens: fløjter og træblæsere
Ben Mathot: violin
Maaike Peterse: cello
Plus et kor på 19 sangere
Skriv et svar