Aztek: Perfect Imbalance

Så er der nyt fra Cementbyen

I 2016 anmeldte jeg Dream Catcher, debutskiven fra Aalborgensiske Aztek, og det album var jeg da i dén grad begejstret for, så jeg var klar med lyttelapper og skriveblok, da Perfect Imbalance, som er titlen på det seneste udspil  ramte gaden.

Det første udspil fra Aztek var en ret rå og kontant udgivelse, hvilket i det her tilfælde vil sige varieret guitarrock med klare progressive undertoner.

I pressematerialet indikerer bandet, at det nye album markerer et stilskifte henimod et mere indieagtigt udtryk. Aztek har sågar samarbejdet med et højttaler firma, for at få netop den sound på Perfect Imbalance, som bandet ønskede.

Hvad er der så i vente?

Jeg får sgu nogen gange lidt nervøse tics ved øjnene og tomgang i øresneglen, når jeg hører Indie Rock, da det ind i mellem bliver lige rigelig indadvendt og navlebeskuende for min smag, så da jeg læste pressemateriale, tænkte jeg, hvad satan mon de nu har fundet på?, og er det mon et fornuftigt skridt?

Perfect Imbalance sætter fra land med Falling Behind, der er en lille moody sag på klaver. Den fungerer nærmest som intro til albummet, og den glider over i første singleudspil Same Stranger, der er en flot arrangeret, stort anlagt sag med super sang fra Benjamin Vestergaard, nogle godt indlagte kor, samt en sprød guitar. Det kan godt være Aztek ikke selv kan se sammenligningen, men nummeret ville faktisk passe fint ind på en af Kip Wingers soloskiver, og det er altså ment som en ros.

Jeg vil ikke lave en nummer for nummer gennemgang af den nye nye Aztek-udgivelse, men bare konstatere, at albummet har en høj musikalsk standard, hvor alle 5 medlemmer af bandet får demonstreret, at de kan deres kram, og den dér samarbejdsaftale med et højtalerfirma sidder da lige i skabet, for produktionsmæssigt er Perfect Imbalance en soleklar fornøjelse. Jeg tror, det i moderne sprogbrug kaldes en organisk lyd, hvad fanden det så end betydet.

Stilmæssigt er vi ganske rigtigt i Indierock land, dog i den blødere og mere ambiente del af skalaen, der kan også høres en del Steven Wilson inspiration i projektet. Prøv bare at lytte til Poetic Justice/Placebo for at høre min pointe.

Perfect Imbalance er i Ok Balance.

Nå, alt i alt og efter  flere gennemlytninger kan jeg glæde mig over, at de ikke blev til ret mange tics eller ret meget tomgang.

Aztek har igen fået skruet en kiks sammen, der er i ok balance, og den fremstår tro mod sit udgangspunkt.

Hvis jeg skal dryppe lidt Malurt i bægeret, så savner jeg altså lidt af den rå vildskab fra Azteks første udgivelse.

Jeg mangler et par sange, som ripper lidt op i det meget homogene lydbillede, en heavy guitar her, og en brutal rytmesektion der, ville lige have sat prikken over I’et i min faktabaserede rockbog.

Når det så er sagt, så er Perfect Imbalance en glimrende udgivelse, som helt sikkert vil finde vejen til mit anlæg fremover. Den egner sig fint til de stunder, hvor man bare trænger til behagelig og kompetent udført vellyd.

Til slut skal det lige nævnes, at Aztek lige nu er på landevejen for at promovere den nye skive. Blandt andet er der releaseparty i Aarhus på Stakladen lørdag d. 15. September, hvor bandet helt sikkert giver de nye sange luft under vingerne.

Så kom frisk, musik skal også opleves live.