Nogle dage er man bare heldigere end andre, og i fredags gik RockZeit hjem med den store købmandskurv.
Fredag …? Her!
Lige fået løn …? Her!
Arbejdernes kampdag …? Her!
Punk på Beta …? Banko! Og det er fanme hele pladen fuld!
For i fredags betrådte Grade 2 en af Københavns bedste scener. Tre lads fra Isle of Wright, der faldt i gryden med punk som 15-årige – altså den gammeldaws slags med 3 rasende akkorder. Den slags traditionalister er der ellers ikke mange af længere.
Gang i den
Grade 2 smed LP’en Talk About It på gaden i starten af april, og lagde ud med førstesinglen ’Standing In The Downpour’. Ikke pladens bedste nummer, men mindre kunne sagtens gøre det, for bankovindere af i aldre og køn havde proppet Beta til bristepunktet og var topklar til pogo.
”Allright, Copenhagen, it’s Friday night, and we’ve got one hour. Make it count!”. København tog imod opråbet fra bassist Sid Ryan, og så blev der ellers sat i gang med resten af de 18 numre, som Grade 2 formåede at klemme ind i den time.
Selvfølgelig fyldte numre fra den nye, mere rockede end punkede ”Talk About It” mest, men vi kom godt rundt i kataloget allerede fra start, og publikum behøvede ingen opvarmning. Piger og drenge, unge og gamle, nogle i læder og nogle i poorcore genbrugstøj hoppede med i et eller andet omfang. En smilende Sid Ryan kendte da også godt svaret, da han midtvejs spurgte ”Do you wanna dance?” og satte gang i et cover af Ramones-klassikeren, der selv er et cover af en Bobby Freeman-sang.
New shit
Punk har ry for at være sjusket spillet og afleveret live. Ok, det er da hændt ind i mellem, men Grade 2 er altså new shit og overlader intet til tilfældet. Det var superskarpt musikalsk håndværk trods det hæsblæsende tempo. Og alle tricksene med fællessang og forsikringer om, at det har været den bedste aften, faldt timet og tilrettelagt fra scenekanten. Det virkede, for publikum hoppede bare endnu højere.
Og så ved Grade 2 også godt, at de bedste punknumre egentlig er gode popsange tilsat hyperaktivitet. Ramones, Buzzcocks, Sex Pistols og så videre har en plads i kanonen, fordi de er ferme sangsnedkere. Grade 2 udnyttede alle forbilledernes trumfer i en perlerække af medrivende punknumre: ’Graveyard Island’ er ren Stiff Little Fingers. Jacob Hulls trommer på ’Cut Throat’ er planket fra Green Days trommeslager, Tré Cool og så videre og så videre.
På samme måde lærte Grade 2 for et par år siden som support for Dropkick Murphys, at et fodboldkor er det bedste, man har. Så vi blev sendt hjem med en trio af hooliganpunk i ’Only Ones I Trust’, ’Hanging Onto You’ og ’Under The Streetlight’.
Men især på ét punkt skilte Grade 2 sig ud: I gamle dage var en rigtig punker usund og vranten. Det gider de sgu ikke i Grade 2. De har rent tøj på uden huller. Guitarist Jack Chatfield tager tydeligvis sin daglige armbøjninger. Sid Ryans bisser er lige så hvide og komplette som Shane McGowans var fraværende. Og så drak Grade 2 vand mens de spillede – ikke guldøl.
Tværtimod var det et storsmilende band, der velvilligt stillede op til fotosessions og selfies med begejstrede (kvindelige!) publikummer. Det er også punk.
