Barricade: “Waker”

Det Københavnske sludgemetal band Barricade er ude med et fuldt album, som udgives i morgen fredag. Hvis du er til ondt og hidsigt metal, så skal du slå til.

I første nummer, med den lidt sjove titel  ”Axefinder ”, starter en akustisk guitar en uptempo-melodi, med bløde behagelige toner. Pludselig kommer der mærkelige dissonerende og foruroligende forvrængede toner og forstyrrer idyllen, og så bliver det ondt. Det kan lyde som en kliché, men der er noget anderledes over udtrykket, og det bliver bekræftet når vokalen kommer på. Der er nemlig vekslen mellem en typisk death metal vokal, og så en rap-agtig vokal a la Zack de la Rocha, som vi kender ham bedst i Rage Against the Machine. Det er sgu et ganske interessant og fedt nummer, og helt oplagt at starte et album med.

Det er heller ikke fordi at man har lyst til at slukke, når andet nummer ”Tartarus: The Oath” starter. Der er masser Candelmass og Celtic Frost i akkompagnementet, og masser af Chuck Schuldiner i growl-stilen. Så albummet bliver sgu sat godt i gang.

Der er fede trommefills i ”Forged by Thieves” og en del Metallica-agtige down stroke riffs, som er dejligt hidsige og tunge. Guitarlyden er også klassisk garage-metallisk, og det passer godt til riffstilen som Barricade disker op med. Ottende nummer ”Slave the Fire” har et hel absurd mudrende effektintro. Det lyder som en mellemting mellem en bas og en guitar der bliver kvalt og lader livet, og så går løs igen med fede riffs og skiftende vokaltyper. Det er sgu et ganske gedigent metalnummer, som er lidt anderledes konstrueret.

“The Pale” er tiende og sidste nummer, og det er ét af de federe numre på pladen. Der er gode rytmiske idéer, og det svinger rigtig godt. Nummeret er simpelt, men fedt lavet, og det er den rette stemning at slutte albummet af med.

Vurdering

”Waker” er i helhed anbefalelsesværdigt i sludge-metal-verdenen, og man kan sagtens høre, at Barricade er et band, som sagtens kan fortsætte deres musikstil i fremtiden, og underholde både på vinyl og live.

Dog savner jeg lidt en bedre lyd i helheden, for der er måske lidt for meget demoproduktion over lyden, og albummet kunne godt have været peppet op med en stærkere lydside. Det ville blive effektivt, for der er meget fremdrift i numrene.

Selvom der er en del variation i numrene i forhold til skift i guitar-riffs, minder de lidt for meget om hinanden, og det kan godt blive lidt kedeligt, og selvom der er vekslen mellem to typer vokaler fra Lars Pontoppidan og Jonathan Mulvad-Reinhardt, bliver det noget monotomt. Men der er numre som f.eks. “The Pale”, hvor det fungerer godt i hele nummeret fra start til slut, og det skal de have ros for.

Albummet er klart værd at høre, og den har helt sikkert værdi hvis den bliver sat på et anlæg der kan spille højt, hvor man har lidt metal-festlig hygge med masser af ølflasker der kan klirre i takt med metallen.

…og du får chancen for at hygge dig med en fadøl i hånden på lørdag d. 1. oktober, hvor Barricade lader ondskaben falde over dig til deres release show på Beta 2300 på Amager.