Beth Hart i Amager Bio

Det er ikke slut før den store dame synger…

Men… fysisk stor kan man ikke kalde sangerinden Beth Hart. Som en slank smidig slange snor hun sig ind på scenen i Amager Bio, og så synger hun. Og det er stort. Så hvad hun ikke har i fysisk fremtoning har hun i hvert fald i stemmepragt og udtryk, Desværre havde vi ikke fototilladelse, da det krævede vores fotograf underskrev en kontrakt. Så det fysiske må man forstille sig. Dog føltes det en anelse overfladisk, da hun ivrigt hilste på publikum med heavy metal håndtegn og attitude. Klædt i sorte stramme skindbukser, sort ærmeløs T-shirt. Og hendes lidt hårde fremtoning holdt sig i hvert fald de første numre “For my friends” og “Bang Bang”.

Men da hun havde fornemmet, at det talstærke publikum så absolut var med hende, slappede hun lidt af, og der gik ikke lang tid, før vi fik den ene historie efter den anden om hendes noget turbulente tilværelse, og hendes begejstring for bandet. Og det var et fint tilpasset band til Beth. Med kun Jon Nicols på guitar, Tom Lilly på bas og Bill Ransom på trommer, havde hun et tæt godt band der gav hende masser af plads til hendes stemme og sine meget, meget stærke vokale præstationer. Hun lander præcist i pitch. Hendes rytmik er på en gang stram, men også jazzet. Og nu smiler hun stort til både band og publikum. Undlader ikke at fortælle os at hun er lykkelig for det band, som hun efterhånden har spillet med rigtig længe. 

Og jeg forstår hende godt. På alle måder var bandet tilstede for hende. Og det var publikum også. Desværre synes jeg igen, at starten af koncerten var præget af at stortrommen var mikset rigelig højt i front mixet. Men… man kunne høre hvad bassen spillede og hvordan den lå og skubbede på beat’et, som Bill Ransom så kunne flyde med på med sit præcise soul rockede spil. Og i tillæg til det må man fremhæve Jon Nicols guitar arbejde. Han er ikke, og skal heller ikke være nogen stor ekvilibrist, men i Jon har Beth en guitarist, der det ene øjeblik får sin guitar til at lyde som et Hammond orgel med hurtig Leslie speaker, og kort efter country Twang guitar, for derefter at bide skeer med Beths hardcore vocal med en fræsende heavy guitar sound. Og når man så tillægger Beths eget piano akkompagnement på piano fra “Good as it gets”, “Try a little harder” m.fl. så har man et godt alsidigt band, med en god alsidig kunstner og sangskriver.

Det piano blev virkelig også behandlet med respekt og dynamik. Beth kan ubesværet finde rundt på klaverets mange tangenter. Hun er et piano talent. Fra gospel sound til let jazzede harmoniseringer hører vi en singer/songwriter der forstår, at skrue lytte værdige numre sammen, med et tekst udgangspunkt fra hendes eget turbulente liv med stofmisbrug, overgreb og meget andet, som hun ikke har fortjent at opleve.

Tydeligt var det, at hun delte sin begejstring for den beslutning hun havde taget, om at tage på tur trods hun på et tidspunkt befandt sig i en noget tung depressiv tilstand. Det var Scott, hendes husbond, der sendte hende i rotation omkring jorden. “Du skal tage af sted, blive glad for din musik, og komme glad hjem til mig igen. Og jeg ved det bliver sådan”. Og med den kommentar, sendte hun en hilsen hjem til sin mand i USA. Lige så stor begejstring hun udtrykte ved at stå på scenen, lige så stor begejstring udtrykte hun for Danmark og Amager Bio. “Denmark saved my ass, when nobody else wanted me. And I thank you so, so much”. Og en tak til Amager Bio’s aircondition, skulle vi da have her i den varme sommeraften. Omsorgsfuldt spurgte hun ud til publikums velbefindende i den lumre varme der trods aircondition alligevel var i rummet. Manglede vi vand, var alt okay, o.s.v.?

Og så er hun modig. Det er ikke mange der tør tage lyden ned i en næsten akustisk lyd, efter en håndfuld hårdt pumpede “real rock” numre. Men det tør Beth godt. Med sig selv siddende lidt i baggrunden på en lille trommestol, lod hun bandet sidde i fronten i et fint akustisk forløb (så akustik det nu kan blive når det er en rock koncert). Efter hun havde siddet alene ved pianoet med “As long I have a song”, som hun skrev som 22 årig. Hun sidder godt nok lidt i baggrunden, men vi får lov at komme tæt på pigen, kvinden og kunstneren Beth. I det fine akustiske forløb, lod hun virkelig Bill Ransom strække ud, på alt mulig forskellig perkussion. “And you know what…You won´t believe it, but Bill is in fact a well known Jazz professor, teaching in a university in The US. How about that!!???” Og bedømt på de vildt indviklede perkussion forløb Bill fremførte, var der ingen tvivl om at Bill vidste lige nøjagtig hvor 1 og 3, samt 2 og 4 slagene lå, og alt der i mellem. Beths barnlige begejstring over Bills talent, fornægtede sig så absolut ikke. Hele tiden, pegede hun storsmilende på ham.

Jo, Beth var rigtig glad. Både for band og publikum. Så glad, at hun uden for sætlisten gav os “LA – song”, velvidende at Bill faktisk aldrig havde spillet den med hende. Men det var ikke noget problem for Bill, hvilket kun gjorde den glade og smilende Beth endnu mere glad.

“Im 53, I have survived, and i got everything I need, and first of all: Im alive…”

Men så var det også forbi. Den store kvinde stemme havde sunget, og sunget rigtig godt. Og man kan ikke andet end at holde af hende….

Det bliver til 4,5 stjerner herfra RockZeit.