Beth Hart & Joe Bonamassa serverer stærk sort kaffe

Beth Hart og Joe Bonamassa behøver vel ingen introduktion, de er  indiskutabelt to verdenskendte bluesrock navne, og de viste allerede i 2013 på deres Grammy nominerede album “Seesaw” at deres kombinerede kræfter kunne noget særligt. De fortsætter med at vise deres uforfalskede og rå bluesnerve på albummet “Black Coffee” som udkom den 26. Januar. 

Der er tale om en hårdtslående up to date coversamling med blandt andet numre af Edgar Winter, Ray Charles, Etta James, Steve Marriot, Ella Fitzgerald, Peggy Lee, Lucinda Williams, LaVern Baker & more.

Kraftfuld kaffe

Duoen viser allerede fra første nummer at det var en god ide at lave en lille kaffe klub og jeg har sjældent hørt Hart så intens, kraftfuld og, ja næsten aggressiv.
Blues formatet har fået et los i røven og syder og koger af kaffe det er kogt helt ned til en møgbesk omgang beg. Der er afgjort svedt, der er lagt sjæl i projektet og jeg oplever et slutprodukt der virker som en plade, de bare måtte lave.

Goovy tunes

Et godt eksempel er singleudspillet “Give It Everything You Got” som også er en af mine favoritter med en viril og fræk blanding af soulfunk og bluesrock med alt hvad den kan trække af groovy basgange, pumpende og stødende blæserblokke, punch i Harts vokal, trommer der skifter fra steady til rytmisk funkblær, og så en eminent liret guitar solo på over et minut.

Alle numre har en god blanding af soul og blues, og det er mest i den potente produktion og instrumentering at rocken byder sig til, ellers følger kaffeklubbben respektfuldt oplæggene. Den udødelige sangerinde ballade “Why Don’t You Do Right” er et smukt nummer som stadig holder og “Joy” har et svedigt, steady slow poke bluesgroove, så man føler sig henvist til en highwayjoint et tørt, tørt gudsforladt sted midwest. Dog er der enkelte numre, såsom titelnummeret “Black Coffee” og “Lullaby Of The Leaves“ som jeg synes er lidt drøje at komme igennem. Førstnævnte på grund af den ensformige sangstruktur og sidstnævnte fordi det virker som et kompromis, hvor man skulle have en ballade som nummer fire, men aldrig helt fandt det rette. Det lyder lidt ferskt; godt udført, men uden så meget af den typiske Hart nerve.

Næsten perfekt 

Det ændrer dog ikke på det faktum, at duoen og deres dygtige kumpaner er i topform, Bonamassa har et kælent og elegant touch i alle toner; intet unødvendigt lir, der er altid en histore han vil have ud af motiver og melodier. Blæsebælgen med mikrofonen genopdager noget utæmmethed og noget af det, der skabte hendes karriere; hun har nærmest flere stemmer i een – og det er lidt snyd. Men hun bruger organet så sikkert, at det lyder nonchalant nogle gange, hvilket er en kompliment. Til alle blueselskerne er der endnu en gang lavet en stort set perfekt tilbageskuende, men tidssvarende bluesplade der holder liv i den gamle genre uden at lefle for de moderne tider.