Billy F Gibbons på Helvíti, Copenhell

”Pas på, Mester kommer”, kunne os lærlinge tit sige, her ude på B&W Refshaleøen, når vi så den flødefarvede kedeldragt komme gående gennem værkstedet. Og Billy kunne for den sags skyld lige så godt have kommet ud fra en af de store skibs bygge haller, her på samme sted. 

Billy F Gibbons, legendarisk guitarist med ZZ Top. Om Billy har vidst at B&W´s mestre altid gik klædt i de flødefarvede kedeldragter, det skulle man næsten tro, for ud bag scenen kom denne ældre langskæggede høje mand, med cowboy hat og solbriller i klædt, netop en flødefarvet kedeldragt med olie pletter. Og han er vel også en slags mester. I hvert fald i den seje tykke Texas blues, som han har præsenteret for os i over halvtreds år. 

Men denne gang blev vi ikke nervøse, og gemte os, vi guitar lærlinge. Billy så nemlig flink ud. Og det gjorde de øvrige to også, som var resten af den trio som udgjorde Billys band. John Douglas på trommer, smilende og vinkende Austin Hanks på…, ja hvad var det egentlig han spillede på? En guitar med seks strenge, hvor han stort set hele tiden kun spillede på den dybe E streng. Den guitar må have været snøret igennem en oktav box, fordi det der kom ud af det var almindelig regulær bas lyd. Jeg stod flere gange og ledte efter hvornår han egentlig rørte de andre strenge.

Jeg så det ikke på noget tidspunkt. Han kunne stort set lige så godt have haft en regulær bas guitar. Jeg ved så ikke om man kan få en bass i den skarpe dueblå farve som både Billy og Austins guitar havde. Og jeg var imponeret over at Billy selv kunne finde rundt på guitar halsen, som ligeledes var skarp dueblå, og uden nogen former for markeringer for hvilket sted på guitaren der spilles på. Men det kunne han altså. Måske fordi, hvis der var noget han havde, så var det tid nok. Næsten alle hans riff´s gik sin rolige gang, med en rar blød hånd tremolo. Ikke noget stress. Fed tone, trods den grimme farve på guitaren. Og endelig igen, ”real amps” på scenen. Tre stykker. Magnatone til hver. Top amp, og speaker kabinets med fire gange tolv tommers speaker i. Ja… jeg ved jeg lyder gammeldags, men der er altså noget særligt over speakers der flytter luft, fra et signal fra fire eller seks gamle rør, og en kraftig transformator. Den varme kan digital guitar amp simulatorer boxene ikke lave.

Hvad jeg til gengæld ikke forstår er at Billy vælger det samme trio format, som han jo med stor succes har med ZZ Top. Nuvel, han spillede materiale fra sine solo plader hvoraf den sidste Hardware udkom i 2021. Men halvdelen af sætlisten bestod af ZZ Top hits, med crowd pleaseren ”Sharp Dressed Man”.  Jeg havde håbet på at han havde fundet på noget lidt mere nyskabende, med en mere afvekslende sound. Det vi så her, kunne ret beset lige så godt have været ZZ Top selv. Så hvad er meningen Mester? Det her er jo bare de gamle tegninger vi skal bygge efter? 

Billy kunne heldigvis styre sin guitar og sin dejlige rå vokal, så man må vel tilgive ham. Charmerende og fuldstændig afslappet drev han på rigtig Texas manér gennem en sump blues and boggie atmosfære, hvor man ud over den Copenhellske brændende sol, sagtens kunne fornemme de støvede veje og store vidder i det sydlige hede Amerika. Man magter simpelthen ikke at stresse i sådan en atmosfære. Men vi løftede da hænderne og klappede to og fire når mester ville have det.

Desværre gik det mindre godt for John Douglas på trommer, når Billy lagde op til et sejt medium slow shuffle tempo med alle fire i gulvet på bass drum, og shuffle beat på snare drum, samt swing på high hat. Det kunne stakkels John ikke rigtig holde sammen på. Flere gange tabte han pulsen, når han forsøgte med et drum fill. Det kneb med at lande rigtigt når han kom retur til det der skulle være et svedigt sejt shuffle beat. Billy lod sig dog ikke forstyrre af det. Men hvorfor vælger han en trommeslager, som faktisk ikke har helt styr på ”The Real Blues”? Heldigvis var front of house mix ikke domineret af trommer. Lyden var ganske godt tilpasset, og hjalp på fin måde den skrøbelige trio form, til at fylde fint over det hele. 

Alt i alt ville jeg fandeme gerne have haft sådan en mester, mens jeg var lærling på Øen. Steady, sikker, rolig, i rigtig god kontakt med alle lærlingene, velspillende, trods det var de gamle ”tegninger” han spillede efter. Jeg glemte næsten helt at jeg skulle skynde mig over til ”Fishbone” på Pandæmonium scenen. Tilbage til virkeligheden.

Fire ud af fem stjerner til Gibbons herfra RockZeit.