Billy Idol gav koncert i Berlin d. 19. juli. Rockzeit er sejere end alle de andre, så vi havde selvfølgelig en reporter på stedet. Vi beklager, at reportagen er lettere forsinket. Det skyldes varme, dvaskhed, og ikke mindst reporterens trang til at glemme koncerten.
Scene 1 – Billy Idols omklædningsrum
[Manager kommer ind af døren]
Manager: OK, Billy, så er der kun 5 minutter til du skal på scenen.
Billy Idol: Arj, altså, jeg gider ikke i aften. Kan jeg ikke bare ligge her og spille mere Playstation?
Manager: Hold så op, Billy. Vi har talt om det her. Gå nu bare ud og spil de samme gamle sange, som du har spillet i 35 år.
Billy Idol: Det er det jeg mener. Jeg gider ikke – heller ikke de nye. Og prøv at se på Steve, det fede læs. [peger på sin guitarist, Steve Stevens, der sidder og småsover i en lænestol]. Han gider dårligt nok komme hårlak i håret længere. Han ligner en, der har været i bad uden at tørre sig ordentligt.
Manager: Gør det nu bare. Og husk at lade som om du elsker publikum her i Berlin [løfter hånden for at stoppe en indvending fra Billy]. De ved godt, at det er løgn, men det hører med.
Billy Idol [hæver øjenbrynene]: Berlin?
Manager: Ja. Berlin. Zitadelle hedder stedet, og om halvanden time har du fri igen. Kom så – ellers får du ingen penge.
Billy Idol [rejser sig demonstrativ besværet]: Ok, så. Vågn op, Steve! Du skal ud og spille på noget, der hedder Zita-delle. Det lyder som din hjemmebane, Tykke.
Scene 2 – kommentatorboksen i Zitadelle
Godaften, mine damer og herrer, og velkommen til en steghed koncertaften her i Zitadelle. Temperaturen i den gamle fæstningsgård er over 30 grader, og luften er elektrisk af forventning til aftenens koncert med Billy Idol. Pæne, midaldrende ægtepar blander sig med overtatoverede rockabilly-chicks og teddyboys og alle ind i mellem. Alle har de glædet sig til et gensyn og genhør med 80’ernes sejeste superstjerne og hans perlerække af poprock-klassikere.
Og NU, NU, NU går manden selv ud til 1. omgang … ‘Shock To The System’ fra den ret svage ’93-plade ‘Cyberpunk’. Ja, ja, et sted skal Billy jo starte, og han prøver tydeligvis her fra starten at sætte sig i scene som stadig at være en slem dreng. Ikke at det virker så oprigtigt …
Billy glider uden videre over i 2. omgang og sætter i med klassikeren ‘Dancing With Myself’. Et stærkt udspil, og publikum reagerer som forventet med jubel. Men hvad er det? Lyden er jo på niveau med en gemen byfest. Vi må håbe, der rettes op på ovre i ringhjørnet, for dette kan hverken hovedpersonen selv eller publikum spises af med.
[…]
Vi er nu fremme ved 5. omgang – Doors-coveret ‘LA Woman’ – en sang der med sine breaks og stemning altid har passet godt til Billys stemme og øvrige repertoire.
Ja, det gør den da også i aften, men desværre er der hverken nu eller i de foregående omgange tegn på, at Billy kommer til at spille en sejr hjem i aften. Lyden er stadig af en kvalitet, som ingen så store musikere kan stille sig tilfredse med, men man mærker desværre tydeligt, at Billy er uengageret og kører på rutinen. For at føje spot til skade er han i aften omgivet af et backingband, der spiller med samme gennemslagskraft som et middelmådigt coverband. Selv Steve Stevens, der ellers altid har været en guitarist ‘on fire’, står ude til siden og virker lidt slatten.
Billy skal virkelig dybt ned i posen med tricks og vende kampen nu, hvis den skal vindes.
[…]
Vi går nu ind i 9. omgang og igen forlader Billy Idol og nu også band scenen – denne gang for at overlade den til Steve Stevens, der hiver en 12-strenget guitar frem. Nye tricks blev ganske vist efterspurgt uden levering i 6., 7. og 8. omgang, og måske er det nu? Men hvad sker der … Stevens sætter i med en spanskinspireret guitarsolo! Nej, nej, nej, det er da helt galt!
Det hjælper hverken ham selv eller os, at Billy nu kommer tilbage og vrøvler en indstuderet taksigelse til Steve Stevens for at have gjort ‘my life so damn great’. Heller ikke at han snøvler samme budskab til publikum, inden han sætter i med den glimrende ‘Don’t Need A Gun’, der i lighed med de andre numre afleveres i en flad udgave af band og hovedperson.
Selv med tanke på de klassikere Billy stadig har tilbage i sit arsenal, kan han ikke redde det her …
[…]
Efter et credo i 12. og 13. omgang bestående af den underkendte ‘Blue Highway’ og signatursangen ‘Rebel Yell’ er vi nu ved ekstranumrene. Som jeg forudsagde, skete der intet ekstraordinært under de omgange, og kun fordi Billy rituelt har takket af for i aften, ved man, at vi nu er i ekstranumre. Han og band har undervejs forladt scenen så mange gange, at man nærmest har vænnet sig til det.
Og her kommer den så! ‘White Wedding’. Men når man nu er bagud på point i forvejen, hvorfor så holde paraderne oppe og spille første vers i akustisk udgave? Stop det! Heldigvis bliver der da råbt på infight fra coach i ringhjørnet, og ‘White Wedding’ startes forfra – nu i den rigtige, elektriske udgave.
Covernummeret ‘Mony Mony’ lukker og slukker 15. omgang. En sønderslået Billy Idol og band forlader vinkende scenen, og mon ikke godt de ved, at denne kamp går de ikke sejrende ud af?
Her i kommentatorboksen afventer vi nu blot dommernes afgørelse, som desværre næppe er svær at gætte.
Scene 3 – pladsen foran scenen efter koncerten
[Reporter og følgesvend debatterer aftenens koncert]
Reporter: Uha-uha, jeg skal skrive om den her koncert! Jeg har det som Larry Holmes, da han boksede mod Ali i 1980, og Ali var blevet et ringvrag. Holmes græd helt bogstaveligt over at være nødt til at tæske løs på sit forsvarløse idol.
Følgesvend: Jamen, Billy har stadig stemmen, og han ser knaldgodt ud!
Reporter: Det har han, og det gør han, men jeg beder alligevel redaktøren om også at finde et billede fra Billys velmagtsdage (Red. Det gjorde jeg ikke, for han holder sig jo vitterligt godt af en mand på 62t). Manden gider jo tydeligvis ikke mere. Det der var en Billy Idol coverband-koncert. Han skulle nok bare stoppe før det bliver for pinligt.
Følgesvend: Okay, det virkede godt nok mest som om, han havde tankerne andre steder.
Reporter: Apropos … lad os hellere glemme den koncert i en fart. Kom, jeg giver pils.