BITE THE BULLET kan være hvad som helst

“Bite the bullet” betyder at udholde en smertefuld eller på anden måde ubehagelig og uundgåelig situation, og udtrykket er første gang registreret i Rudyard Kiplings roman fra 1891 “The Light that Failed”.

Men der er ingen smerte, intet ubehageligt i Bite The Bullets nye udspil “Can Be Anything”. Det er noget af det nemmeste radio musik der findes. Det er godt, det er faktisk meget godt, det er godt uden at have vildt meget bid eller bullet – og det er normalt en selvmodsigelse i min bog. Bite The Bullet er kaldt for fuzzrockere og for et retro rock band, og det giver da også en indikation af, hvor vi er henne. Og fuzz effekten er en integreret del af deres lyd. Men jeg synes på en måde at det er et band, hvis sound på samme tid er både svær og let at karakterisere, i og med at der er elementer af glamrock, indie, surfrock, syrerock, Electronica, disco og synthpop… måske handler det ‘bare’ om, at de netop er moderne popsmede der bygger videre på det, de synes er fedt. Som de kalder deres album, det “Can Be Anything”. De udfylder i hvert fald ikke nogen klassisk rockskabelon på den nye plade, det er drengene for uregerlige, idesomme, udskejende og pyntesyge til; Bite The Bullet er snarere et popband, som udvinder essens af diverse letbenede og finurlige genrer og strømninger og hælder det på nye flasker som deres egen antidepressiv medicin. 

Hellere komprimeret end kompliceret  

Og de behagesyge fuzzlovers er gået efter en strammere hooklinebåret sangstruktur end på “Wheels” fra 2015. Hver sang har et stærkt drive og genkendelighed over sig, og trioens hang og trang til at klemme sjove melodier og temaer ind mellem akkordklodserne skaber en befriende letbenet hoppende mavefornemmelse, som matcher forårets snarlige komme(please!). Og alle numrene er båret af en lyst  til at fortælle små sjove historier med et stærkt greb om hitskabelonen, og den fodrappe dynamik i numrene er måske i virkeligheden det der sørger for, at den lidt ufarlige poprock hele tiden viser et nyt ansigt, der får smilet frem hos undertegnede. Og helt seriøst, Thomas Storgaard Christiansen har jo en klang af en anden verden, en lethed og lys varme – et godt opkog af mange store stemmer på én gang, ingen nævnt, ingen glemt. Hans stemmer er en afgørende signatur for bandet, uden ham ville lyden bevæge sig mere over mod det lettere banale.

Jeg tror jeg kan lide alle numrene for deres charmerende smoothness og spunk, og Bite The Bullet disker hele tiden op med en ny sjov lyd. “Sweet Honey” med et slow og døsigt beat og især dets Giants Sisters lyde flugter perfekt med albummets Amigarock-agtige dur sound. “Dance With Another” har også sin egen karakter, det er fyldt med humor; det lyder som Kaisers Chief der møder Austin Powers i en spillehal fra 80’erne. Og et nummer som “Hold me Now” er en virkelig flot 70’er pastiche, om de vil det eller ej, og hvis det viste sig at være et Roy Orbison cover, ja, så ville det ikke overraske synderligt. Så elegant og effektivt samtidig.

Personligt synes jeg, at “Wheels” havde mere soul og dybde, flere numre med mol. Det ny album er endvidere ekstremt kompresset og komprimeret i et ekstremt trimmet og glat radioformat. Men “Can Be Anything” fungerer i sin ramme mindst lige så godt som den forrige og fænger hurtigere – og det er nok dét Bite The Bullets er gået efter denne gang – og det er lykkedes. Og efter nogle gennemlytninger, kan man godt ane mere og mere alvor underneden, og stille og roligt mærkes mere og mere bid.

Jamen, jamen.

bitethebulletmusic.com