Bjørn Fjæstad træder på sit debutalbum ud af Baals skygge og dybt ind i sin egen

Nu har jeg jo altid været vild med Baal. Primært på grund af Bjørn Fjæstad, og vild med Fjæstad primært på grund af Baal. Derfor var jeg lidt nervøs, da han i sin tid begyndte at lege med musicals, teater og Rytteriet.

Det store spring

At Bjørn Fjæstads mangekantede talent naturligvis berettiger til alle mulige kunstneriske eskapader, er så en anden sag; og disse musikalske udforskende krumspring har så udgjort et samlet springbræt til det, han efter sigende har drømt om i årevis; at lave sin egen plade.

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente, inden jeg satte dette album på, men alene på grund af Fjæstad Baal-baggrund, kunne jeg ikke styre min nysgerrighed, og var derfor indstillet på at tage hvad der måtte komme. Og der kom så ikke noget rock. Ingenlunde.

På ”Du kender intet til mig” har Fjæstad kigget sig selv i spejlet, kigget indad og herefter kigget efter geniale legekammerater og musikalske fødselshjælpere, herunder navnkundige Maria Key og Henrik Balling fra Rytteriet, plus de musikalske alt-mulig-mænd René Damsbæk og Søren Bigum, som har bidraget til, at det store spring måske ikke har været så ensomt og skræmmende alligevel.

Fjæstad i centrum

Så langt har han nemlig ikke skulle springe. Jeg aner i hvert fald, at Fjæstad via Rytteriets særegne univers har fået et roadmap til at danne den bagvedliggende struktur på hans debut. Faktisk minder grundklangen i høj grad om de ting, Fjæstad har lavet udenfor Baal, men denne gang, heldigvis, med ham selv i centrum. Når jeg lytter til musikken, ser jeg for mig Lotte Andersen og Mark Linn svæve ophængt rundt i luften, iklædt harlekinfarvet skrud, mens Balling spiller keys ved siden af Keys stoneface. I midten synger Fjæstad ultra-close-up-nærværende lige i flæsket på mig og mener hvert eneste ord.

Og hvad er det så for nogle ord? Det er såmænd primært hjerte og smerte i et ekstremt banalt og uindpakket VVS John sprog, men som i finurlig ærlighed og sarkasme alligevel lander et sted mellem Leonard Cohens “I’m Your Man” og Dan Turell & Halfdan E’s brutalt glemte “Pas På Pengene” og ” Glad i Åbningstiden”.

Fjæstads Hammer

Men, men , men, midt i ordbanaliteterne ligger her og der nogle overraskende pointer på lur. Pointer som hamrer musikkens smukke billeder i stumper og stykker, eksempelvis i nummeret “Rastepladsen”:

“(…) Sender en sms, Og skriver at du er ok, Men blir forsinket, For du er nu et andet sted

(…) Du sætter nøglen i, Men bilen den vil ikke starte, Og mørket sænker sig

Over stilheden som kommer snart, Imens bilerne de suser, Forbi dit tomme blik og åbne dør

Jeg sidder her og drikker, Og venter på en sms fra dig”

Eller på “Jeg er fri”, med den befriende egocentriske følelse af at slå op og have det sommerfugle-i-maven-mig-godt med det;

“Kan du se det, Kan du se det, I det her lys er jeg helt perfekt

Mit blik er skarptfikseret, På en ny og bedre dag

(…)

Jeg er fri, Jeg er fri, Helt alene på en vej

(…)

Om du forstår det, Om du forstår det, Det ved jeg ikke noget om

Men jeg ønsker os, Det bedste, hver for sig”

Cohen brødre?

Det kan næsten ikke siges bedre, kan det? Det skulle i så fald komme fra Leonard Cohens egen pen; og når vi nu er ved den buddhistiske canadier, så kan Fjæstad – hans musikalske DNA og talent in mente – simpelthen ikke blot ved et kunstnerisk sammentræf have komponeret “Du kender intet til mig” uden at det fra start har skulle være en hyldest til Cohen.

Fjæstads intonation, monotone lavmælte vokal, nummerets slow tempo og dybe bløde leje, i kombination med en tekst der blotter fortællerens inderste smertefulde sårbarhed over for den han elsker betingelsesløst, den som slet ikke ved hvor dybt kærligheden er slået ned i ham, den som slet ikke kender til ham; alt sammen må udspringe af en fascination for Cohens poesi og ærlighed:

“Når du beder mig om at falde ned, For ikke at falde hårdt, Så falder jeg for dig, (…) Du kender intet til mig, baby, Men jeg er her jo lige her, Du kender intet til mig, baby, Men i dine hænder er jeg ler, Er jeg ler”

I’m Your Ma-an!

Sådan er det baal

Fjæstad skal have stående ovationer for det mod, det kræver at give sig i kast med det her projekt; klicheer, banaliteter og nøgen ærlighed er et farligt mix i et land, som stadig er mest vant til sårbare tekster leveret på et andet og fremmegørende sprog. Han har fuldstændigt lukket Baal inde i en lille kasse uden åndehuller, så der hverken slipper noget ud og ind, for Fjæstad havde lige sine egne indre dæmoner, som han skulle forholde sig til.

Som Fjæstad siger på albummet, sådan er det bare. Skæg og snot for sig, Baal og Fjæstads soloalbum er to vidt forskellige ting, kun stemmen er den samme. Den er til gengæld ligeså god som altid, dog uden at ramme loftet med de øverste toner; det hele foregår nede i et maverumlende leje. Jeg må tilstå, at jeg savner de progressive rock elementer fra Baal som ind i helvede, det er jo slet ikke rock det her, der er jo intet knas på guitaren. Alligevel må jeg indrømme, at jeg efter en god stak nødvendige gennemlytninger har lært at holde rigtigt meget af denne modne mands poetiske digte, som på godt og ondt pakkes ind i et sælsomt, lettere monotont messende og musikalske post-poppet drømmelandskab. Halleluja.