Björk på Primavera Sound 2018

Bjørk dykkede helt ned i kønssymbolikker og femininitet. Hun prædikede til sit kor og forførte de kvindelig publikumrepræsentanter, der et øjeblik helt glemte halvdelen af jordens befolkning.

Før Bjørk gik på scenen lød der sære knitrende lyde fra højttalerne som var det forvrængede syntetiske vingeslag fra robot insekter der var boostes godt op. En manifest agtigt tekst bad os om at tage os sammen og værne om naturen som vi alle med vores livsstil er ved at smadre til ukendelighed.

Kvinde, kend din naturlige krop

Herefter lagde Bjørk i tekst, lyd og især sceneshow ikke skjul på, at femininiteten (læs: ikke feminismen, kun indirekte) er kuren mod den dystopiske maskuliniserede maskinverdens grusomme favntag på moder jord. Vi skal tilbage til naturen, tilbage til de gode, organiske dyder, tilbage til den store globale livmoder. Overalt på scenen smeltede kvindens kønsåbning og forvrængede skamlæber og -hår sammen med blomster, buskads og græsklædte kurvede bakker, mens Bjørk – godt gemt væk i sære gevandter og med en maske forestillende en grotesk hybrid mellem et flagermusehoved og, igen, adskillige sæt twistede skamlæber – kussede rundt og forførte hendes unge publikumsøstre, som stod og vuggede hypnotiserede og forelskede i Bjørk og hendes skizofrene inderlige/hudløse og blide/aggressive tone udtryk. Bjørk er altid i et eller andet opgør – og ofte mest med sig selv

Visuelt og musikalsk udstyrsstykke

Koncerten var om noget et visuelt og musikalsk udstyrsstykke. Hun kan sit shit, og et virvar af motiver og sære sangstrukturer viklede sig ind i hinanden som er økologisk kludetæppe. Ingen andre har det udtryk. Det var skrøbeligt og kraftfuldt på samme tid, der var gode skift mellem drum’n’base agtige trommesamples og numre helt uden beat. Det skabte en fragmenteret og nervøs stemning som kombineret med Bjørks klagende vokal og harpens dråbelignende lyde, lød som naturen, der sørgmodigt og endeløst fældede sine tårer.

Overordnet set fungerede alt eminent godt; fantastisk unikt lydbillede og hun brugte mange af de nye numre fra “Utopia”(2017) på at fastholde den feminine vibe. Det er en plade hvor hun angiveligt gør op med et brud med sin eksmand, og der er masser af frustration, indre kamp og identitetskrise som kvinde indlejret. Personligt var jeg gladest for “Human Behavior”, som bare Er er godt skævt troldeskovs-hit.

Ikke sur, men ked af det

Bjørk var ikke sur; hun var ikke den stereotype vagina dentata, men snarere en kvindelig personificering af en sørgmodig og snart opgivende natur der fra sin moderlige offervinkel og tilgivende kærlighed insisterede på at række ud til vores fortabte sjæle, og derved appellere til det gode, organiske kvindelige, i os alle.

Da jeg har lidt svært ved at gå helt med på hendes slet skjult lukkede tøsefest (just hit me!), stod jeg imidlertid ret fortabt med min maskuline øldrikkende krop og kunne ikke helt mærke moderkussen skabe bundklang i min sjæl. Og mit bud – ud fra en løbende observering af folkehavet under koncerten – er, at jeg ikke var den eneste person med mandlige kønsdele der havde den oplevelse.