Black Country Communion – BCC IV

Det er bestemt ikke alle sammensatte stjernebesætninger, der bliver så succesfulde, som man håbede, og ofte må medlemmerne af sådan en konstellation lide den tort at blive afvist eller udskældt af en forening af blandede fans, der nærmest opfører sig som ultraskeptiske sammenbragte børn overfor deres nye papforældre. Black Country Communion er imidlertid en af den type kollaborationer, som har ramt bulls eye og viser på deres fjerde album “BCC IV”, at de er kommet for at blive.

Stenhård enhed

Med et navn taget fra et britisk industri kvarter, hvor sanger og bassist Glenn Hughes (Deep Purple, Trapeze) samt trommeslageren Jason Bonham (Led Zeppelin, Foreigner) kommer fra, indikerer de, at stilen ikke er elegant, højpandet avantgarderock; snarere taler vi om hårdtarbejdende minearbejdere, som har smidt hakken og byttet den ud med guitar med knas. Ærligt og rough, hugget i sten. Og sådan lyder det også. Ofte, i hvert fald. For, jo, det er knasende sejt hardrock/bluesrock, men dog udført af nogle musikere, som er så skarpe, og æstetisk velfunderede på hver deres plads, at numrene, trods genrens naturlige rå udtryk, udføres med højglans og millimeterpræcision.

Anstødsstenen for at danne bandet var Hughes’ og guitarhelt Joe Bonamassas fælles optræden i 2009 under King of the Blues arrangementet i Los Angeles. Producerkongen Kevin Shirley (Led Zeppelin, Iron Maiden, Aerosmith, Journey, The Black Crowes) så at det var godt og lagde to og to alfahanner sammen og fik BCC. De fire alfahanner har da også indrømmet, at Shirley i høj grad fungerer som teambuilder, coach, musikalsk indpisker –  og femte medlem. Shirley ser desuden tit en hanekamp i sin vorden og får glattet ud, før kamphanerne er klar over, hvad de var på vej ud i.  

Charme, selvtillid og hentehår

“BCC IV” er bandets første album siden “Afterglow” fra 2013. På Joe Bonamassa initiativ begyndte BCC deres fjerde album i 2016:“I just felt the time was right for Black Country Communion to go back into the studio and write and record a new album. When I contacted Glenn, Derek and Jason, they immediately agreed to give it shot. The timing was right.”

Lad mig blot sige, at det her er en ret fed plade, som lyder ekstremt frisk og aktuelt, trods de til tider oldkeltiske virkemidler, og på trods af at, Glenn Hughes kan præstere 66 flotte år på bagsmækken. Jeg er enig i deres pressemeddelelse, som anfører, at de i fælles front får skabt noget der er større end blot summen af dem til sammen. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at de fire store ego er tilfredse med deres udkomme,

We had around 4 months to write this album, and I think the results speak for themselves,(…) the new album shows BCC with a much harder, riffier and bigger and bolder sound.  If you’re looking for a folk album, this ain’t the one. (…)I wanted the new album to physically shake your soul. It’s a wake-up call.”

Glenn Hughes – The Voice of Rock

Selvom det i høj grad er et fælles udtryk, som gennemsyrer pladen, er det faktisk primært Glenn Hughes og Joe Bonamassa, som er ansvarlig for musik og tekst, og det lyder som om, de har fundet en fast form, der virker dirkefrit. Albummet er en vellydsbuffet og et sandt rock ‘n’ roll bonanza, og bandet dækker stort set alle stilarter op til i hvert fald midt 90’erne, hvilket egentligt ikke gør så meget, da der de seneste 20 år, stort set ikke er præsteret andet end beat opkog på gamle stilarter og retninger inden for hardrock.

De kan så meget

De får brudt døren godt og grundigt ind med deres rambuknummer “Collide”. En perfekt åbner, som definerer hvad man skal høre den næste time. Det er godt nok en røvtung sag med et udtryk og en elegance som et pansernæsehorn. Typisk tunge stonerblues rock strukturer med bas og guitar som spiller samme ostinat over harmonikken, Hughes som krænger sin skurrende sjæl ud. Og overalt i lydbilledet disker Bonham op med sit anarkistiske trommespil. Hans kreativitet folder sig virkelig ud, og hvis man er letsindig nok til at give ham plads nok, så stjæler han billedet. Hele tiden rytmisk uventede slagserier og markeringer, som på overfladen – med titlen in mente – synes at være på kollisionskurs med resten af musikken, men reelt tilfører ny energi, kraft – og musikalitet. Og Derek Sherinian på tangenter lægger nogle atypiske stryger arrangementer, som bryder med det meget macho udtryk og nærmest laver en underlig dragende og lidt scarry stemning. Til sammen skaber de det her sammensatte og urolige rocknummer. De får også snuset til progressiv rock og har numre der er relativt lange og har mange forskellige formled og dynamiske udsving. “The Last Song For My Resting Place” er en sådan patosfyldt gigant, og den spirituelle, autentiske og patosfyldte stemning markeres med angloamerikanske folkemusikalske elementer, herunder kelitisk lydbilleder og og et melankolsk drive. Selvfølgelig løfter nummeret sig og bliver til tider lidt for pompøst og sentimentalt – det er en form for hyldest til bandlederen på Titanic, som så at sige spillede alle ud i bådene, uden selv at klare skærerne. på “Sway” får vi lidt af den frækhed, som “The Last Song For My Resting Place” i den grad manglede; Det er klart at en ide om at bruge rytmen fra “Smooth Criminal” af Michael Jackson må komme fra Bonham og det gør nummeret moderne og sprælsk og virilt. Det er ret mindblowing at høre den rytme i det her tørre rockformat, men det skaber lidt røre i vandet, og det skal BCC have kredit for at turde.

Glenn Hughes mange stemmer

Efter nogle hard rock standard items, “The Cove” og “The Crow”, som fungerer godt – og alle viser deres muskler – håber man på lidt blødhed og mere indadvendt stemning, og den har de heldigvis luret. “På Wanderlust” holder de sig lidt i ro og baserer versene på få, men gode riff ideer og en del hængende akkorder, samt mange smukke klaverpassager. Nu har jeg hørt pladen en del gange, og jeg bliver altid glad, når jeg hører det nummer. Afgjort et af de bedste. Ligeledes stikker “Awake” positivt ud blandt en blandet pose rockbolcher, som alle er gode. Glenn Hughes har afgjort sin egen stemme, og den er blevet mere piratgusten med årene; men den er så sammensat, at ligheder med andre store sangere ofte trænger dig på, og på “Awake” strømmer næsten en blanding af Cornell, Anthony Keidis og Ian Gillian ud af højttalerne. Igen, Bonhams musikalitet skaber intensitet og han leverer en hektisk men på samme tid elegant trommerytme der lyder som… galopperende hvepse(!?)  – og Sherinian får vækket Jon Lord til live med blæret 70’er organ. Det er bare et fedt nummer. Der er over-the-top knald på dette nummer, og hold op, hvor kan Glenn Hughes synge. Det er som om han kan alle krinkelkroge, alle måder at bruge sin stemme på og på den måde kan opbygge dynamikken uden at han synes at løbe tør for luft eller spændvidde. Og til sidst i nummeret trænger Hughes mere brutale soul klang frem, så han endnu en gang skifter stilistisk karakter. Ikke så sært han kaldes The Voice of Rock.

Min anke er lidt, at de ikke formår at bevæge sig radikalt ud af deres komfortzoner, fred være med det; numrene fungerer og de er kreative og opfindsomme. Men et band med så store navne burde kunne give slip og lave lidt mere ravage i stilarterne og vende vrangen ud på konventionerne. Det gør de altså aldrig – det hele bliver kammeraterirock til drengene. Og de har da heller ikke påstået, at de ville skabe ny banebrydende kunst. Det er vanvittig flot lavet, det sidder i kassen og de imponerer konstant med det håndværksmæssige. Og Bonamassa kan altså synge, grine og græde med sin guitar, som ingen andre. Melodierne er gode og iørefaldende, og det er selvfølgelig også ok. Men er det godt nok? Hm, jeg havde håbet en smule mere, og derfor får albummet “kun” fire en halv stjerner.