Black Country Communion i Amager Bio

Fredag aften stod der to briter og to amerikanere på scenen i Amager Bio. Tilsammen er de Black Country Communion, hvor den mest prominente er Glenn Hughes, også kendt som “The Voice of Rock”. Den gamle Deep Purple sanger fortsætter sin hard rock, og fik i 2009 samlet et hold til en såkaldt Super Group, en betegnelse som alle fire medlemmer tilsammen i høj grad levede op til. 

Mens folk ventede spændt på at klokken blev 20, kunne vi nyde blandt andet Queen’s  “Bohemian Rhapsody” og The Doors’ “Riders of the Storm” fra anlægget. Også da lyset slukkede, kom der intro musik, som var i en anden boldgade; Wagners “Valkyrieridt”. Det trak lidt ud, men spændingen skulle jo opbygges til en begejstring, når de fantastiske fire kom på scenen; Glenn Hughes på vokal/bas, Derek Sharinian på keyboards, Jason Bonham på trommer…og ikke mindre end Joe Bonamassa på guitar. 

Black Country Communion har siden 2009 udgivet 5 albums, med sange som er født til at blive spillet live. Aftenens første nummer var “Sway” fra albummet BCC IV fra 2017.

Søn af tromme-gud

Den legendariske Led Zeppelin-trommeslager John Bonham døde desværre i 1980 i en alder af kun 32 år. Trommelegenden har heldigvis efterladt sig en musikalsk søn, som sad bag gryderne i Amager Bio. Selvom Jason havde et sort/hvid billede af sin far på stortrommebagskinnet ud mod publikum, var han ikke lige så fantastisk som sin far, men det var da ganske tæt på, hvilket er en præstation i sig selv.

Nogle kender nok Derek Sherinian fra hans tid i Dream Theater, og jeg synes også, at han brugte nogle tricks som havde reminiscens af DT, både i akkompagnementerne og i solo passager, hvilket jeg ikke kan klage over. 

Musikken bar ikke præg af for meget lir, og heller ikke for meget perfektionisme, heldigvis, for hvis alle spillede metronomisk, havde det musikalske udtryk været lidt fraværende. Eksempelvis var Bonamassa tight i rytmespillet med god krydret guitarlyd, og når han spillede solo lå han før og efter beatet, som gav musikken et magisk touch. 

The Voice of Rock?…den er sgu god nok!

Glenn Hughes var konstant fed at høre på, lige meget hvilket register han sang i. Det gjaldt også de helt høje toner, for han kan lege med vibrato og dynamik i et skyhøjt register. Det er der ikke mange sangere der kan, så han levede op til sit navn “The Voice of Rock”. Jo længere vi kom ind i koncerten, jo mere brillerede han med sin stemme, og i de tre ekstranumre fik folk bekræftet, at han er en vokallegende uden sidestykke. Dertil er han en superfed bassist, og i det hele taget en person som kan skabe nærvær fra scenen.

Encore 

Første ekstranummer var “Collide”, hvor Bonamassa både sang lead og duet med Hughes, og det var en succes. Man tænkte ikke at kvaliteten faldt, for Bonamassa er sgu en god sanger, og det var fint at få en lille variation i vokalen, hvor Hughes ikke var hovedperson.

Til allersidst fik vi Deep Purple klassikeren “Mistreadet”, som blev godt behandlet af de fire musikere. Sangen fik et ekstra boost, da Hughes legede med sin stemme på en måde man ikke støder på hver dag…eller aldrig!

Sangen er helt tilbage fra 1974 på albummet Burn, hvor Hughes var på backing vokal og David Coverdale på lead vokal. Det betød ikke, at nummeret ikke var autentisk fredag aften. Gnisten var der, og sangteknikken fejlede som nævnt ikke noget hos den nu 73 årige forsanger. 

Nummeret var helt oppe i 5. gear i musikalsk udtryk, som blev mere udtryksfuldt end hvad Deep Purple kan klare i dag med Ian Gillan på vokal. Gillan har mistet en del register og power i sin stemme, mens Hughes næsten bliver bedre og bedre med alderen. 

Det overjordiske rock-patos i “Mistreated” var perfekt til at sende folk på weekend. En weekend som var nødvendig for at komme ned i gear efter koncertoplevelsen.  

Fire skarpe musikere, i det skarpe hjørne 

Lige fra start toppede æstetikken i musikalitet og live lyd. Nummer for nummer blev jeg hele tiden bekræftet i hvor højt sangskrivningensniveauet ligger i BCC’s musik, og dertil hvor god balance der blev opnået med sætlisten. 

Der var helt fravær af teknologisk scenografi. Det ville nok også forstyrre publikums fokus på det musikalske. Hele vejen igennem var bandet en helhed, og ikke bare “Glenn Hughes”. Begrebet Super Group kom til sin ret, for der var god fornemmelse for, at alle levede op til det ry som de har fra andre projekter. 

Vi var vidne til en koncert med et overfødighedshorn af saftige hard rock numre fra BCC’s katalog, og dertil det lille tilbageblik til det gamle Deep Purple til slut. Det kunne ikke gøres bedre end dette, og det udløser 5 stjerner herfra RockZeit.