Black Income: Noise Pollution

Den 15. januar kommer der et nyt dansk debutudspil fra Mighty Music. Med inspiration fra bl.a. Queens Of The Stone Age, Tool, Alice In Chains og Stone Temple Pilots, går danske Black Income dig i møde på debutalbummet ”Noise Pollution”, og leverer 12 svedige og knasende sprøde rocknumre med stor overbevisning.

Lige på og hårdt

Uden noget stemningsintro, sætter albummet kompromisløst i gang med nummeret ”You can´t overcome”, og der er med det samme manifisteret en tiltalende rockstil, både i lydbilledet og i musikalsk stil. Albummets første par guitarriffs suger dig effektivt ind i Black Incomes univers, og du er med det samme fortryllet af den knasende sprøde lyd og den energiske feeling. Der er ikke noget ud over det sædvanlige i forhold til det moderne rock-katalog, men det er eddermane mig fedt. Allerede i første nummer lægger de et højt kort, som kan få en rock-entusiast til liiige at lytte lidt mere….og lidt mere…

Det 3. nummer ”Lock´n load” starter med fire simple rytmiske anslag på guitaren, hvorefter nummeret slæber sig afsted fra starten på en mega fed måde. Det er meget overskudsagtigt samspil, og det lyder som om at det er et vellykket one take i et øvelokale. Lyden som bliver præsenteret fra første beat, passer perfekt til nummerets, for ikke at tale og resten, af albummets stil, og man har en fornemmelse af at gå i skoven, hvor små pinde knækker under skosålerne. Det er simpelthen bare super sprødt og knasende at høre på!

Det 5. nummer ”my favorite gasoline” har en god vekslen mellem en luftig melodi spillet med fingerspil som bliver besvaret af et riff med saftige powerakkorder. Der er en masse gode dynamiske forskelle i nummeret, og med en god portion interessante formled, må man sige at det er ovre i den lettere progressive rock. Også i slutningen er der overraskelser. Her går nummeret ned i tempo…for at gå helt ….i …stå,…det er bare fedt spillet!

6. nummer har lidt Pearl Jam-sound over sig, men rent kompositionsmæssigt minder det om en rockudgave af Dream Theaters ”Home” på albummet ”Scenes From a Memory”. Når vokalen kommer på, er vi klart i Alice in Chains-stil. Det er sgu fedt blandet sammen, og der opstår en god musikalsk historie i legen med de vidt forskellige typer rockriffs.

10. nummer ”Even Though” er et eksempel på, at en hel ny musikalsk historie pludselig dukker op i mellemspillet. Der er ikke lavet nogen ny instrumentation, men det nye riff der kommer, er bare så tiltalende i rockgenren, at man bare må overgive sig og konstatere, at dette her er rock der virkelig har noget at byde på.

…for ikke at nævne et mesterligt rytmeskift lige før vokalindsatsen i det 11. nummer ”Better Days”. Rytmetricket er gennemgående i nummeret, og sætter et vis præg på det musikalske materiale. Det er sgu blæret!

Black Income forstår også at afslutte med manér; et catchy uptempo-nummer får du kastet mod dig til sidst. Det er ikke raffineret og komplekst, men det er netop kvaliteten, for man husker melodierne, og det virker som en ”rigtig” afslutning. Hæ, de har endda taget metaljakken på, og bevæget sig ud i kulden, for akkompagnementet er tættere på metal end de forgående numre på albummet, men vokalen holder sig stadig i rockstilen. Man ved jo, at det sidste nummer altid skal være noget usædvanligt, før vi er tilfredse, og det her er sgu et glimrende træk for at please det efterhånden kritiske publikum-øre der altid der venter derude…

God sangskrivning og rock på rygraden

Med musikmarkedets overflod af musikgrupper der vælter sig rundt i genremix for at vise hvad de kan, er det befriende at kunne sætte ny musik på der bare er ROCK!

Trommeslageren Lars Olrik (…ikke Lars Ulrich…) spiller med stor rockfeeling, og der er ikke ét beat som lyder ideløst. Man kan høre, at Black Income har vendt og drejet hver eneste tone og hver eneste beat i sangskrivningsprocessen, og der er ikke noget der går ud af rockrammen, når først de har sat gang i et nummer.

Så selvom det er en debutplade, kan man fornemme at det er et band der er tro mod sig selv, og i dén grad er stilbevidste.

Vurdering

I forhold til den stil som Black Income påtager sig, har de ikke noget decideret nyt at byde på. Det er mere som om de hylder deres helte, og ikke selv kommer ud over scenekanten med deres helt egen stil. De er lidt forsigtige med at grave dybere i jorden og finde noget ukendt frem. Men håndværket er i top, og man kan virkelig høre at de har rock på rygraden, og at dette musik er noget de mener alvorligt, hele vejen i gennem albummet.

Med alt det højteknologiske udstyr man kan hive frem i pladestudie i dag, er det fedt at der er et band som går ”the old school way” på en fed måde. Henrik Thrane er en god rocksanger, og stort set alle vokalfraser på albummet lyder totalt rocket. Dog er han lidt ufarlig at høre på i længden, og jeg savner personligt lidt mere af hans egen personlighed, i stedet at han laver rockfrase-helgarderinger for det brede rockpublikums skyld.

Med nogenlunde samme lydbillede hele vejen igennem et album med 12 numre, kan man måske savne nogle hjørner i lydbilledet hvor der sker noget andet end den gængse rockbesætning, men dette betyder ikke at musikken bliver kedelig. Black Income har den force, at de har en rockfeeling som lyder som en spændt elastik der ikke bliver slap på noget tidspunkt…og det er bare godt gået.

Hvis Black Income kan spille dette musik med samme energi live, kan man næsten på forhånd sætte forventningerne op, hvis man eksempelvis skal se dem den på High Voltage i København den 23.1.16 eller Walker i Middelfart den 29.1.16. Det kan kun blive fedt!