Black metal supergruppen Orm

Fra den mørkeste mørke dimension, er et nyt dansk band opstået. De hedder Orm, og de er klar med deres skræmmende navnløse debutalbum. Til dem som har hørt for meget lækkert velproduceret metal, kan man her i positiv forstand, få ødelagt hukommelsen af disse. Dette metaludspil er upoleret og skrabet, og du kan få fornøjelsen af at konstatere det selv fredag den 24. marts, hvor albummet har release.

Orm er angiveligt en supergruppe, bestående af medlemmer fra andre danske metalbands. Vi har tidligere omtalt nummeret ”Serpent Mother” her på RockZeit, som lovede om et band, som ikke ligefrem søger kommercielt råderum for at tilfredsstille et stort publikum. Næh, dette her er metal der er meget langt fra power metal og Nu-metal.

Glimrende debut

Nu har Orm altså endeligt lavet et helt album, og med fem lange numre. “Blood of your Blood” er det første nummer, og det starter lige på og hårdt, uden nogen form for varsel. Til dem som kender det danske band Solbrud, kan jeg afsløre at vokalstilen er lidt hen imod denne timbre, og aggressionen i musikken er også i den boldgade. Tonematerialet uhyre simpelt, men effektivt og stemningsfuldt. Der er en del skift i nummeret, og det giver mening at få forskellige stemninger, for nummeret varer alligevel 7 minutter og 18 sekunder. Bassen har en vigtig rolle til sidst i nummeret, hvor der kommer et langsomt og ondt riff, som ulmer af vrede. Vokalen ligger nervøst henover, og får det hele til at være creepy og 100 % feel bad.

Ekkoer fra fortiden

Med titlen ”Ancient Echoes”, er mine ører personligt meget rettet mod højtalerne, og den fede titel skuffer heller ikke, for det er godt nok fedt det her. Det er også dejligt primitivt og ærligt, for det er udtrykket der er i højsædet. ”Ancient Echoes” afsluttes i et femte gear, modsat hvor det startede. Meget frækt.
I det tredje nummer får vi et drys punk ned over metallen, og det tonser afsted lige fra start, og hvis du tager en tur med ørebøffer med høj volumen, kan du efterfølgende joine det sted de synger om; ”Temple of the Deaf”. Der bliver taget brug af enkeltstrengs-riff, og det lyder som noget fra Possessed´s black metal mesterværk ”Seven Churches” fra 1985, og det kan mine ører godt lide…men puh… nummeret er hård kost. Det varer 8 min og 30 sekunder…
”Apotheosis” er et nummer som har speed metal i blodet, og kører hurtigt i én retning…men sjovt nok ved 6:22, falder nummeret abrupt ned på jorden, og der kommer en meget stille og langsom guitarmelodi. Den melodi er helt vild skrabet spillet, at det er nok et one take, men det er sgu fedt at det bare lyder som det lyder. Det bliver til tostemmighed imellem to guitarer, og en kvindestemme svæver henover det langsomme akkompagnement…tja, der er faktisk en del Mercyful Fate/Candlemass over det….meen, så eksploderer det i det ondeste speed-punk-metal-black-helvede, og så er det slut på det 10 minutter lange nummer. Av for den.

Fed afslutning på et album

”A Tree Ablaze/Yggdrasil Brænder” er det sidste, og Orm har gemt de aller ondeste skrig og de aller hurtigste rytmer til dette nummer. Shit. Det er virkelig ondskab der vil noget, og selvom der er dommedag  eller ragnarok over alle numrene, kan man godt fornemme at dette er the end. To minutter før nummeret slutter, falder det abrupt fra noget af en metalstorm, til den blødeste akustiske guitar, og nummeret beholder en blød instrumentation mens det stille ebber ud i intetheden.

Ikke high tech, men bare fedt!

Det er ikke ligefrem en produktion der lugter af high tech, og det er selvfølgelig meningen. Det er et band der virkelig kan lave banale riffs som bare rykker, og som er nidkære over for deres stil. Som nævnt, minder musikken lidt om Solbrun, og det er da også Lasse Ballade som har produceret albummet. Lasse Ballade står også bag bands som Halshug og Slægt. Coverart er skabt af kunstneren Paolo Girardi, der er kendt for at lave covers for bands som Inquistion, Bell Witch og Black Breath.
I fleste tilfælde er numrene relativt korte i black metal-genren, men Orm har valgt at fokusere på fede overgange mellem de simple riffs, så ét nummer kan fortsætte i lang tid. Trommerytmerne er måske lidt for uvedkommende, og har lidt karakter af noget der bare vælter og bliver til en lydmur som akkompagnement til de toneangivende instrumenter.

Den tekniske præstation blandt musikerne, er heller ikke det vildeste. Næsten enhver metalmusiker kan spille disse numre rent teknisk, men det er jo det personlige præg som det drejer sig om her. Det lyder næsten som et band som har holdt sig for ørerne når nogen har spillet lækkert produceret heavy metal og progressivt metal, for der er ikke én takt på denne plade der er i den boldgade.

Hvis man vil høre helvedets eller snarere Hels port blive åbnet, kan man opleve Orm live ved deres releasekoncert 24. marts på Loppen på Christiania.