Black Swamp Water – Fjern Torden fra den mørke sump

Black Swamp Water lyder på deres ny album “Distant Thunder” som en gammel rusten Pickuptruck, som lige er trukket op af Mississippi River. Mens alskens vandplanter, øldåser, mudder, plastikemballage, støvler og døde dyr glider ned af karrosseriet, koldstarter lortet og lyder mere ærkeamerikansk end Bon Jovi. Hvordan de gør det, ved jeg ikke, men jeg har en fest.

Mange navne hives frem i pressematerialet for at negle den tone, Black Water Swamp er gået efter, og alle, herunder Black Sabbath og Lynyrd Skynyrd er ganske korrekt i større eller mindre omfang. For mig ligger albummet sig tættest op af en tænkt hybrid mellem Nickelback og Metallicas “Load”. Så er det sagt. Der er den dér slaskede, svedige tunge bluesy alfonsmetal, Som Hetfield & Co prøvede at ramme på den plade, og dér hvor det harmoniske og melodiske trækker i retning af mainstream og behagesyge, ja der ser jeg Chad Kroegers for mig.

Pragtfuld iscenesættelse

Er du færdig mand, hvor får de bare sat albummet godt i gang med en eminent stemningsfuld instrumental åbner, “Badlands”. Flot strengespil på guitar, som i enhver tone gengiver de trykkende, fugtige og varme sumpområder i sydstaterne, hvor alskens udyr i alle størrelser holder øje med dig. Med torden i baggrund er du advaret, og hvis du har set amerikanske krimier med mord, voldtægt, smugleri og lyssky, anløbne og livsfarlige personager – som gemmer sig fra ordensmagten i rustne motorhomes ude i vildmarken eller sumpområderne – ja så støtter intronummeret alene op om denne pirrende fortælling.

Næste nummer “Bitter Harvest” gør absolut intet for at ændre på dette. Med indledende mandolin strengespil – og dermed associationer til vildmarksklassikeren “Deliverance” (1972, med bla. Burt Reynolds og Jon Voigt) – glider nummeret over i svedig, tung og brutal bluesrock, hvor mandolinen frækt nok integreres i den heavyagtige sound. Det fungerer fint og holder stemningen i live. Der er noget ubehageligt sygt over dét her, og Bjørn Bølling Nyholm virker som en presset og tirret mand, trængt op i et hjørne, som man på ingen måde skal provokere. Jeg skal nok lade være.

Agressioner og frustration

Der er i det hele taget en masse aggressioner på denne plade og jeg oplever det som bandets karakteristik af visse fortabte sydstatssjæle, der ikke kan håndtere, hvordan den moderne globalisering uundgåeligt sniger sig ind på gamle dyder, traditioner og den lokale levevis, og i afmagt griber til leveregler som every man for himself.

Næste nummer “Live your Darkness” er i starten en slow hardrock ballade a la Bon Jovi og Nickelback, som udvikler sig til et eksplosivt up-tempo nummer, som en gnist der sætter ild til en trailerpark. Teksten udtrykker indestængte aggressioner i et miljø med aggressioner og vold, hvor overlevelsesstrategien så er at udleve aggressionerne:

“Feel it Burning inside you, Feel it eating you up (…) Now  corruption is spreading, All the violonce and hate, What you see all around you, Hell on earth will not wait, But its not too late…

All there is left to do, All that it takes to get through, Live Your Darkness”

Less Is More

Mange vil nok hævde, at dette er den forkerte livsstrategi og andre vil igen hævde, at teksten glimrende beskriver den tendens af utryghed, afmagt og aggressioner som ulmer i vor tids globale landsby. Mange vil nok mene, at denne anmelder skal gå videre, så det gør jeg. Den klichefyldte hardrock blues boogie hyldes med “Rebellion”, med en dybt flabet og hurtigt spillet guitartema som indledning. Flabet fordi, det næsten er for klichéfyldt, og flabet fordi det i øvrigt ligeså klichéfyldt genbruges i resten af nummeret. Der er fart over nummeret, som gør titlen ære, men herligt med en rolig midterpassage i halvt tema, hvor sumpstemningen bringes frem i forgrunden igen, hvorefter det langsomme tempo bevares i en melodisk vintage hardrock solo, indtil der igen veksles mellem tempi frem til slutningen.

Pointen med en så lang beskrivelse af et forholdsvis banalt nummer er, at bandet qua store ører formår at vride lidt ekstra musikalitet ud af et ret simpelt oplæg. Det er en styrke som fortsætter på albummet, eksempelvis på “The End”, der, som jeg tolker det, er en tragisk fortælling om en mand der har myrdet en anden mand, men ikke angrer og ikke vil modtage syndsforladelse af præsten og dermed går alene ind i sin død, velvidende, at han ikke kommer i himlen, “I die, no meaning there will be”. Teksten og Nyholms indlevelse og udtryk bærer nummeret højt oppe over sumpsivene/ødemarkens højgræs, da selve nummeret i struktur og harmonik egentlig ikke kan så meget. Men tilsammen er det ret fedt.

Ottende nummer “On My Own” er en af mine uventede favoritter, en standard slow hardrocker, men her udviser bandet igen evne til at bygge et nummer op helt slavisk uden at intensiteten ryger. Det er så svært at gå på den gennemtraskede sti og alligevel få sit eget udtryk sat i scene; som at tegne efter tal og til sidst alligevel blive overrasket over motivet. Det er de små marginaler, der gør det.

Slash Is More

“Defiance” er også en virkelig god hard rock ballade, men på en måde synes jeg det kniber for Nyholm her og der, som om der kræves lidt for meget en en tyndslidt stemme, der ikke har fået hvile (var de ved at løbe tør for tid i studiet?). Under alle omstændigheder er der ting i nummeret, som er virkelig lækre, ting man vil høre igen og, så… går de jo all in på Guns’N’Roses midtvejs, hvor Slash åbenbart kom forbi i studiet og greb guitaren fra enten Jan Geert eller Martin Lykke Hansen (fik I hans autograf?). Hold da magle en fed Guns solo. Lyder som noget der er skåret væk fra “Don’t You Cry”. Men det passer godt ind i nummeret… men sært, er det godt nok.

De to guitarister lyder i øvrigt på hele pladen som et væsen. De må have spillet sammen i en evighed. Guitarrollerne smyger sig ind over hinanden, organisk og helt, og man kan ikke ændre en tone uden at det forringer kvaliteten. De bruger guitarerne som musikalsk redskab og ikke fallossymbol, så musikkens historie er numero uno. Samtidig ved de hele tiden, hvornår de skal gå til grænsen og hvornår den liiige skal overskrides lidt, og det er sådan noget der lige gør det lidt ekstra interessant for os andre.

Metallicas “Load” periode melder sig til gengæld på banen på “Rise”, med et hammerfedt riff, højintenst vers og breakdowns som i høj grad minder om “2×4” eller “King Nothing” (og hov, Nyholm får da også lige bræget “the hero of the day”).

Sidste hæsblæsende nummer “Down For Good” holder energien oppe i et hæsblæsende tempo og har et forfriskende sunset strip agtigt omkvæd (“You’re Going Down For good…“) til at skabe lidt farve i det ellers grågrumsede og støjende sydsats-lydunivers.  Fede saftige trommer, der er smæk of skillingen og det eneste jeg kunne tænke mig med sådan et afslutningsbrag er… at de faktisk lige vendte tilbage til introens akustiske guitarspil som en slags vignet, der holder formatet og tonen sammen. Eller måske et tordenbrag ude i det fjerne?

Der er en del referencer i musik til mange store stjerne – også en lille solohyldest til Mark Knofler lir i sultans…på “Live Your Darkness”. Det lille nik til Knoflers bluesy folkrock er bare med til at skabe en stilistisk ramme, som bandet føler sig umanerligt godt hjemme i uden at det bliver dødsyg namedropping, for det er slet ikke det, de gør. black Swamp Water har hele tiden været fed og det fortsætter også på denne plade.

Mere farve…?

Jeg er glad for Bjørn Bølling Nyholm, men kunne godt tænke mig, at han forsøger at træne/udfordre sin nuværende klanglige spændvidde og går nye veje melodisk, så numrene får endnu mere idiomatisk islæt, der hænger endnu mere ved i lytterens ører og måske en dag virkelig giver det store radio hit – et af dem, man tror, man har hørt før. Man kan godt fornemme, at melodikken går lidt i cirkler og han måske står alene med vokalens opbygning. Derudover savner jeg med deres bluesy sydstats kontekst at de – i det små – introducerer lidt klaver i lydbilledet og andre sekundære instrumenter. Det ville give mere farve til det mudderbrune format og udvide den følelsespalet, som rigtig god musik skal være.