Black Thursday på Stengade med Co-headliner MØL og Numenorean

Stengade meldte alt udsolgt til torsdagens koncerter i black metallens navn. Og det var tydeligt da vi ankom at Stengade forventede en helt proppet sal, for da vi gik i garderoben på 1. sal fandt vi ud af at merchboden også var flyttet en etage op, så hele salen nedenunder kunne udnyttes maksimalt når canadiske Numenorean co-headlinede med danske MØL godt supportet af koncept-musikerne i portugisiske Gaerea.

Gaerea – portugisisk concept-art/ Black Metal

Bandet står klar på scenen med ryggen til publikum 5 minutter før annonceret spilletid, men alligevel er salen halvt fyldt da en strengeintro starter, forsangeren vender sig og brøler “COOOOOPENHAAAAGEN” idet der skydes to søjler af røg af i det lavloftede rum. Jeg når forsigtigt at tænke “Jeg håber Stengade har slukket for brandalarmen”, inden jeg rammes af blåt stroboskoplys og en tæt mur af lyd og aggressiv vokal.

Introen har melodiske passager, som er ganske lækre og et fint pusterum i det ellers meget aggressive og mørke lydunivers. Deres musik har generelt en meget god bund og nogle lækre temposkift, på enkelte numre går de helt dybt og tungt og meget sludge, hvilket giver dem et samlet lydbillede som er meget anderledes end de fleste andre Black Metal bands – og jeg kan virkelig godt lide det.

Alle bandmedlemmer er klædt i en sort tætsiddende dragt og bærer masker med et nærmest okkult tegn der ligesom bandnavnet er opfundet af bandet selv og går igen på mikrofonstativet. Forsangeren bærer tilmed handsker og bevæger sig på en meget speciel måde, som virker meget effektfuldt i tågen og lyset – nærmest organisk… hurtige ryk … som en sølvfisk. Ifølge bandet selv, forsøger de med deres visuelle udtryk at gøre sig ligestillede med lytteren så de optræder uden navn og uden ansigter.

Portugisiske Gaerea blev dannet i 2016 og udover deres selvbetitlede EP, har bandet udgivet koncept albummet “Unsettling Whispers”.

“Everyone dreams of becoming a celebrity, a dictator to others, a model for others to follow. And that is all part of the sickening way we tend to live.” – Gaerea

Support bandet får hele 40 minutter på scenen og de får maksimalt ud af deres tid. De har tydeligvis kun et gear – og det er fuld skrue – salen blev i løbet af settet fyldt op og stemningen er ikke til at tage fejl af. Absolut et band der er værd at holde øje med.

Numenorean – Et unikt og ekcentrisk miks af black, shoegaze, death og progressiv metal

Efter en ganske fremragende og stemningssættende opvarmning står jeg lidt og tripper; for mig er Numenorean aftenens hovednavn og et band jeg har set virkelig meget frem til at høre live, siden jeg opdage dem for ganske nyligt.

Den canadiske sekstet tæller ikke mindre end 3 guitarister og en bassist – så vi går ikke ned på strenge denne torsdag. Jeg var faktisk ikke klar over at bandet havde hele 3 guitarister, jeg har bare hjemme konstateret at jeg synes de har en meget fyldig lækker lyd.

Settet åbner med den ultra lækre intro “Nocebo” fra bandets seneste og blot andet album “Adore” (hvilket i min optik ikke indeholder et eneste nummer som ikke er genialt og fremragende”.

Som jeg gennem koncerten observerer salen, kan jeg konstatere at der er 2 måder at høre Numenorean på: enten den ekstroverte måde med masser af kasten med hovedet i takt til musikken, eller den introverte måde stående helt stille med lukke øjne. Jeg er en del af det ekstroverte publikum, det er for mig helt umuligt at blive helt inde inde min krop når bandet brager derud og brøler “Horizon” og “Regret” ud over mig. En af de ting der virkelig tiltaler mig ved Numenorean er variationen i den skrigende vokal, men det er så også både forsanger, 2 guitarister og bassist der får brølet ud. Og der både dybe brøl, lyse skrig og smertensskrig der går gennem marv og ben og lyder som kommer det direkte fra Dantes inderste cirkel af helvede…. og alligevel er det bare smukt.

Nummeret “Adore” er en klar publikums favorit og udvikler sig overraskende til en sing-along sang – så er der dømt stå-pels.

Numenoreans musik tager publikum med på en musikalsk rutsjebanetur af blandet skrig, blastbeats, skæve guitar skalaer, skæve takter, temposkift, akustiske passager og hvad man ellers lige kan komme på – en heksekedel af lyd, som alligevel formår at holde en rød tråd igennem et nummer – det bliver aldrig rodet eller kedeligt.

Virkelig fed fed fed koncert hvor man kun kan føle at det hele sluttede lidt for tidligt.

“The pain of life’s journey does not relent. It beats against the soul’s shores until the spirit is eroded.” – Numenorean

MØL – Dansk Shoegaze-fusion

Ovenpå Numenoreans indtrængende dødsskrig føler jeg mig næsten mættet og blæst helt over ende på den gode måde. Jeg tager derfor plads bagerst i salen på en høj rød sofa – yderligere et nyt tiltag på Stengade – inden aftenens anden headliner (og muligvis den reelle grund til at aftenen er udsolgt) danske MØL.

Bandet starter på sekundet på det annoncerede tidspunkt 22:40 og det første jeg kan konstatere er, at nogen har skubbet til volume knappen – hold da magle, så blev det højt. Jeg er muligvis en gammel krage, men jeg formår simpelthen ikke at nyde musik der er så højt at mine små hår i næsen står i modvind.

MØL kører ud over scenekanten med 100.000 BPM med en rigtig god bund – der er lækker rumklang på vokalen. Og som det første band på scenen har MØL en ekstrovert tilgang hvor forsanger Kim Sternkopf rent faktisk er i kontakt med publikum, og siger et par bevingede ord imellem numrene. Han står på en kasse på scenekanten, helt oppe under loftet (der er nu heller ikke så højt på Stengade) synlig for hele sit publikum, fægter med mikrofonstativet og bruger al den plads der er på scenen (og loftet) – en meget anderledes udadvendt energi end tidligere bands (Det skal lige nævnes at faktisk synes den introverte tilgang passer glimrende til de 2 tidligere bands, så jeg led ingen afsavn).

Musikken trækker lidt på old school elementer der leder tankerne hen mod Judas Priest på nummeret “Glorious Skies”.

MØL gør også heftig brug af stroboskop lys og jeg tænker at aftenens line-up samlet betragtet, så burde koncerten nærmest have kommet med en epilepsi-varsel. I modsætning til Numenorean (som af nogen anmeldere er blevet kaldt MØLzilla) virker MØLs musik rodet for mig. Jeg mangler en eller anden form for rød tråd igennem et numre.

I løbet af MØL koncerten drysser flere folk mod udgangen, det kan selvfølgelig være et udtryk for at det koncerten ligger en torsdag og flere skal op på arbejde, eller også at man er mættet ovenpå 2 fremragende koncerter forud for MØL…. men for mit vedkommende er det et udtryk for at det denne aften var Numenorean der tog stikket hjem.