Bob Dylan i Royal Arena

Få musikere har som Bob Dylan formået at skille vandene i musikkens store og dybe ocean. Enten var man begejstret for hans måde at optræde på eller også var man stødt, fortørnet eller træt, allerede inden han begyndte på sin haverive-poesi, der skurer mod himlen og skaber røre i vandene.

De hellige haller

Da vi trådte ind i Royal Arenas store sal, havde jeg lidt svært ved at vurdere, om vi var trådt ind i en endnu uopdaget katedral eller et fortabt tempel – et hemmeligt sted på jorden.

Salen var sortdæmpet og overalt stod rækker af stole, hvor publikum næsten ærbødigt var begyndt at sætte sig. Alle i retning mod en lille, næsten intim sceneopsætning, der tilnærmelsesvis havde udtryk som et hyggeligt øvelokale – men som måske i virkeligheden var en pæn indpakning for en prædikestol, med spotlys og studielamper, der alle pegede mod midten af scenerummet.
Og jeg opdagede flere af dansk rocks og kulturens kendte koryfæer, som hilste ærbødigt på hinanden, mens de ilede til deres tildelte sæder.

Og imens publikum stadig stod i lange køer for at komme ind til koncerten, mens de næsten i panik, pakkede deres telefoner ned i funktionsbegrænsende poser, slog klokken 20.00, og frem tonede Mesteren selv med sit band og begyndte seancen…
-Ingen intro, ingen velkomst eller anden venlighed, blot nogle meget skæve toner, inden musikken fik langsomme og ret så usikre ben at gå på…

Siddende i salens mørke, løb tankerne rundt i hovedet på mig, for her sad vi og skulle nyde en af musikkens allerstørste levende legender og så lød det rent faktisk mest som en strandet hval, der forsøgte at trække det sidste ilt ud af de tunge og raspede åndedrag og jeg begyndte at få helt ondt.

For var dette virkeligt Bob Dylans sidste krampetrækninger?
Hvor et væld af skingre, forvitrede og falske toner blev smidt ud over scenerummet, efterladende publikum relativt tavst – og måske forundrede..?

Var vi til andagt hos en vaskeægte rockgud? – eller musikkens store dæmon?
– og udover nærmest andægtig tavshed, var der så andre ritualer vis skulle udføre?

Det tog ca. 40 min. ubehagelige tankespind, førend stemningen pludseligt ændrede sig markant.

En bid af himlen?

Lyset på scenerummet skiftede til et mere gyldent fokus på flyglet og med eet kunne vi både høre
-og forstå – Bob Dylans eminente lyriske evner, så meget tydeligere, som hans irrede stemmebånd nu kunne servere den i sangen ”When I Paint My Masterpiece”

Hertil spillede man så en hel sekvens af mere bluesrockede sange fra det nu 5 år gamle titelalbum,
ledsaget af en vis energi og tydelig begejstring, samt den på én gang fantastiske, men også pisseirriterende mundharpe!
-Og her virkede til at vi endelig fik den der lille mulighed for at se lysglimtet igennem den åbne flig i himlens dør. Og publikum reagerede da også prompte med klare, varme jubelråb og højlydt applaus.

Men som den kompromisløse og excentriske kunstner, Bob Dylan dog stadig er, blev vi ikke præsenteret for nogle af de hundredevis af sange, som flertallet af publikum var kommet for at høre:

Hovedvægten var lagt på tourtitlens bud: ”Rough and Rowdy Ways”, og så suppleret med lidt varianter af hans religiøse albums, som for lige at minde os om, at det altså var os, der var til hans andagt – på hans præmisser.

Prøvelserne

Og selvom mundharpen faktisk løftede stemningen i sine både blusede og dvælende momenter, sad jeg stadig med den her mærkværdige smag man får, efter at have smagt oblater.
-der var noget på tungen, men mest af alt, smagte det faktisk mest af noget støvet og udslidt ingenting…

Det var dog ikke kun den gode Mester Bob, der i mine ører virkede noget slidt og udspillet. Man skulle nemlig tro, at så erfarne lydfolk, kunne foretage justeringer der sikrede at lyden var blot nogenlunde ligeligt fordelt i rummet… men ak – I stedet måtte vi slås med forstyrrende forsinkelser, ekko og rumklang, som jo mudrede jo lydbilledet endnu mere til!

Og så var der jo spørgsmålet: Virkede det med at lukke mobilerne ned?  – Ja, på sin vis, der var tydeligt større nærvær og andægtighed, mens man hviskede sammen undervejs.
-Enkelte svenskertyper og provinsgæster var dog alligevel blevet lidt for begejstrede for alterøllen og blev pænt og stille eskorteret ud af tjenende ånder, ligesom der også var en nærmest pilgrimsagtig vandren til toiletterne -og tilbage igen…

Og med ét var det slut -Et hastigt nik og så var de alle væk fra scenen igen….
– i efterdønningerne af koncerten, blev jeg ikke selv klogere af at spørge lidt rundt blandt publikum: Grundlæggende var der en vis vægt på utilfredshed: Over lyden, over Bob Dylans valg af musik og stemmen.

En enkelt fan udtrykte det således:
– ”Da jeg kom, troede jeg sgu, at jeg skulle opleve ”Musikkens Moses”, men i stedet fik vi fanme en støvet Metusalem, som skulle være blevet på loftet..”
– Og således forvredne og forvirrede, spadserede de andægtigt mod deres hjemtransport.

Åbenbaringen

Bob Dylan får derfor 3 stjerner – både for sine status som en nulevende legende, med et nærmest bibelsk repertoire, men også fordi der dog var lysglimt af hans fordums storhed midt i en ellers lidt for excentrisk og kompromisløs messe, derude på Amager…