Bogstavleg med den blå vogn

The Blue Van er for mig sådan er band, der synes at have været her i lang tid og vist nok har klaret sig godt i det store udland, hvor deres numre er blevet brugt i reklamer og til tv serier. De udgiver regelmæssigt albums, får gode anmeldelser og lyder helstøbte og velsmurte, har højt humør, højt til loftet, og de kender alt til at skrue lettilgængelige konsumrock numre sammen. No bullshit der. 

Næse for selvpromovering

Men de forsvinder alligevel tit lidt ud af min bevidsthed. Sådan er det vel med mange bands og hvis ikke de markedsføres massivt eller selv sørger for at lave noget spektakel af og til, så skal der ikke meget til, før ens døgnfluehukommelse må give op, når der skal nævnes de to-tre største hits. Men Blue Van klarer sig nok endda; De har efterhånden en ok bred og trofast fanskare, og hvis man er ny i trafikken og vælger at tage en tur men den blå vogn for første gang, så er “The Letters” et pretty awesome ride.

Albummet består af ti waterproof og flawless singler som gennem 1½ år har været lanceret som radiovenlige enkeltudgivelser, der først nu er samlet i album. Som en logisk konsekvens af en musikkonsumtidsånd der på paradoksal vis kræver, at artisterne kan fastholde et længerevarende momentum, leverer The Blue Van således deres form for spektakel i form af enkeltudgivelse, slutteligt samlet i én. Ovenikøbet op til jul. Og uden ratslør. Smart.

Gode køreegenskaber

The Blue Van har eksisteret som band, siden medlemmerne var young punks med hang til old school rock med elguitar og surferorgel. Man kan i den grad høre, at de kender hinanden, det svinger virkelig godt, Steffen Westmark synger med masser af bøf i mikrofonen, er helt på hjemmebane og leverer fraserne med tilpas kant og knas midt i den behagelige bløde klang; manden behersker at synge med uartig pænhed og pæn uartighed. Bandet bobler med musikalske ideer, men går ikke efter at opfinde den dybe tallerken hver gang de skal stable et par akkorder oven på hinanden. Den blå vogn har automatgear, cruise control, servostyring, GPS og så kan den dæleme også køre stærkt uden at slingre. Den når således ekstremt hurtigt i mål, da der ikke er mere at køre for. Hvert enkelt nummer er kort og med den nøje afmålte pop/rock tyngde er der heller ikke basis for mere. Det ville være konstrueret og unødvendigt.

Næse for den gode melodi
Alle numre er nemlig formfuldendte og virkelig stensikre poprock numre, hvor bandet tilsyneladende har kælet for hvert element, ikke kun i øveren, men så sandelig også i studiet. Der er primært tale om højglanspoleret feel good retrorock, og nogle af numrene bærer præg af den blå vogns kærlighed til stonerock og både “Lonely For Your Love” og “More” får mig til at tænke på svenske Graveyard, blot med glanspapir og sløjfe. Retrorock er fortsat på mode. Ganske vist træder deres hang til fuzz guitar og syreorgel således godt frem, men under overfladen mestrer den blå vogn mest af alt Maroon 5s  og U2’s sans for at pakke pop ind i guitarknas; faktisk minder flere af sangene mig om den ny U2 periode, hvor de går efter sikre radio numre propfyldte med drive og masser af signaturfraser/figurer. Et nummer som “More” har det samme potente drive som U2’s “Elevation” (alt det her er en kompliment).

På nogle af numrene, såsom det Texas-lydende “Running With The Moon” (det lyder da lidt som ”Here comes The Summer Sun”, ikke?) – slår det poppede til gengæld mest igennem, og jeg nyder den stilistiske variation.
Hele ideen med at udgive singler resulterer som sideeffekt i, at albummet har en følelse af spontanitet, variation og musikalske elastik der sikrer, at over all indtrykket ikke bliver stiliseret og fortænkt. Bevares, det ER  unægtelig et kort album, som  er hurtigt overstået, men det er helt cool, så når man ikke at blive træt i hovedet – så tak for det, som sagt tror jeg ikke, at sangene med deres popstruktur alligevel kan bære et svulstigt prestige format.

Albummets korte længde gør samtidig, at man bagefter sidder og savner liiige at genhøre den og den bid fra det og det nummer. Som en anden bi der er fløjet ind i øret og ikke kan komme ud, summer numrenes figurer rundt i hovedet. En glad bi, vel at mærke, som ikke har mistet sin brod. Og det gode ved at have en god og glad sang i hovedet er, at man automatisk bliver god og glad i hovedet.

Jeg skal til slut lige beklage alle bil-metaforerne visse steder, det var for svært at lade være.