Bonamassas forløsende bluesrock triumf

Bluesrockeren Joe Bonamassa udgiver sit 13. soloalbum “Redemption” den 21. september, og her folder han sig ud i et musikalsk ambitiøst favntag med livets op- og nedture, hvilket byder på store og små oplevelser, allesammen med en kunstners sjæl, indlevelse og nerve.

I pressematerialet omtales, hvorledes den transformation, han i sit private liv aktuelt gennemgår, gengives på det ny album. Her går vi ikke i detaljer, men der er både smerte, lærdom og accept af livets forkrøblede spindetråde.

Albummet sættes særdeles svedigt i gang med den groovy “Evil Mama”, fyldt med sprøde funky trut med hornene og lækre kvindelige korstemme til at udglatte rytmegruppens greasy og brummende tunge fremdrift. God start.

De store, brede blå penselstrøg

Det bliver ret tydeligt, at Bonamassa har tænkt sig at dække de fleste forgreninger af blues rocken; han er inspireret og det kan høres, og han mestrer at få de mange forskellige følelser til at synge ud af guitarstrengene og udtrykke sig i bandets sammenspil, lige fra den straight Blues Brothers agtige lokomotiviske “King Bee Shakedown“, til den let skizoide “ Molly O’ ” med Zeppelins “Kashmir” som grundskelet i versene og en god gang lilla melankoli i omkvædene. Han lyder godt i vokalen og af og til minder han om Paul Rodgers der imiterer … Paul Rodgers, med masser af blueskartofler, fløde og røget bacon på toppen. Titelnummeret “Redemption” er retningsgivende for albummets samlede format og vidner om, at Bonamassa denne gang har ønsket at bruge alle sine blå musikmuskler, og at han virkeligt har noget på hjertet. Man er aldrig i tvivl om, at bluesen er ekvilibristens mentale Ground Zero, men han bevæger sig på titelnummeret ud i periferien, med stille intime passager, storladen gospelagtig kor og ikke mindst blues hardrockens buldrende landskab, når han igen (og måske uoriginalt, men dog stilfuldt) kalkerer Zeppelins “Kashmir”. Sikke et nummer, fyldt med spændende formled, han spænder buen til max, men får, så at sige, sendt pilen afsted lige inden, buen knækker.

Rutinearbejde på blå stue

Ved at være ambitiøs og ønske at dække en masse blues retninger, så er der således også stilarter, som i sig selv er uambitiøse – det er deres natur – og når Bonamassa trækker i det helt ordinært blå arbejdstøj, så taber jeg lidt koncentration, eksempelvis med “Just ‘Cos You Can Don’t Mean You Should” og “I’ve Got Some Mind Over What Matters”, hvor han mere eller mindre spiller det der står i bogen. De er fine nok, men lidt fyldagtige – omvendt gør de ingen skade. Og at ‘Selfinflicted Wounds’ er en meget personlig erkendelsenssang er et faktum; den er flot og højtidelig og den kalder på de store armbevægelser, men jeg tænker ikke, at han disker op med musiskalske elementer der helt understøtter over 6 minutters bluesrock.

Masser af overskud og masser på hjertet

Så er det til gengæld godt set at vaske tavlen ren lige efter “Selfinflicted Wounds” med “Pick Up The Pieces” og hælde spas og helt uhøjtidelig bodega-blues udover os i stedet; så bliver det hele ikke så tungt og alvorligt. Lækkert bar piano a la Tom Waits og her stråler Bonamassa som jeg forventer, han gør. Stort overblik i den lille sang. Og den helt uimodståeligt flotte ballade “Stronger Now In Broken Places” skærer alt unødigt musikfedt af og helt ind til benet – helt ind til smerten. I øvrigt en titel, der siger alt om den proces, den gode everyday-Joe er gået igennem. Det er KUN hans vokal og guitar, der langsomt og stille glider ud af højttalerne (arhhj, lidt stryger til sidst, men den lyder mest som et vindust/spøgelsesånde). Puha, det er flot, måske ikke vildt meget blues, men flot er det.

Sidste nummer “Love Is A Battle”, fører os så tilbage til dér, hvor det hele begynder, nemlig med den simple 12-takters blues, med den blå mands klichéfyldte, men eviggyldige hjerte/smerteklagen. Ja, kærlighed har altid givet anledning til musikalsk melankoli, og Joe Bonamassa gør det i særklasse. Trods små skønhedsfejl, gror dette album konstant, og jeg kan kun anbefale, at man tropper op den 29. september i Operahuset i København, og lytter til hvad dette musiske overskudsmenneske har på hjertet.