BON JOVI – SØNDERBORG 2019

THIS HOUSE IS NOT FOR SALE, ER NAVNET PÅ BON JOVI’S NUVÆRENDE TOUR. EN TOUR RUNDT OM KLODEN, I ET RENT NOSTALGISK COMEBACK. NOSTALGIEN OG SCENESHOWET SKABER FESTEN, SAMT ET FANTASTISK VELSPILLENDE/SYNGENDE BAND.

AF BRIAN JENSEN

– And that’s all I have to say about that! Rock/pop legenderne fra staterne, indtog Sønderborg 11. juni 2019. I godt og vel to timer blev publikum ført tilbage til de gode gamle hits, som banede vejen frem for Jon Bon Jovi og hans band i 80’erne, men nostalgien kunne dog ikke trække koncertoplevelsen op til fuld tilfredshed! Hele seancen virkede iscenesat og lettere overfladisk. Trods denne udmelding, vil jeg dog give stor applaus for det imponerende visuelle sceneshow, og hans velspillende band af gamle kammerater. Men der manglede simpelthen noget helt fundamentalt, såsom ydmyghed og troværdighed i udtrykket. Kort fortalt; jeg savnede Richie Sambora!

PUBLIKUM SKABTE FESTEN

Jeg har lyst til at klappe teamet på ryggen, som står for de visuelle effekter under hele koncerten. Særligt var introduktionen på storskærmen fornøjelig, og opfordrede publikum til at tage billeder til Instagram med hashtagget #bonjovimemories. Til stor fornøjelse for mange, kunne man se sig selv på storskærmen, hvilket fik sceneskiftet til at føles mindre langtrukken.
Da bandet endelig indtræder på scenen, kommer de faktisk rigtig godt fra start med titelnummeret fra deres seneste album, og navnet på denne tour. Sangen lå godt til kære Bon Jovi’s vokal, og det skabte hurtigt begejstring blandt publikum. Selv – havde jeg placeret mig lige foran i Golden Circle, for at få den fulde oplevelse. Det blev hurtigt klart for mig, at publikum overdøvede forsangerens vokal, som ved mange tilfælde ikke slog tilstrækkeligt til. Desværre! Men stemningen og de mange livsglade mennesker omkring mig, gjorde oplevelsen fantastisk. Blandet folkefærd hang i hinandens arme, og skrålede særligt med på klassikere såsom; ’You Give Love A Bad Name’, ’Keep The Faith’ og ’In These Arms’. Fra tid til anden, fløj en fadøl gennem luften og landede, til stor morskab for alle andre, på tilfældige dedikerede fans. Men den helt store #jegdrikkermigihegnetogfortryderintet stemning, var aldrig at se. Faktisk var meget af publikum samtidigt lidt stive i betrækket, og der skulle ret meget til for at imponere visse individer. Vi danskere kan desværre være et ret koldt folkefærd.

SPONTANITET

Jeg elsker når bands inkorporerer en spontan jam i sættet, med mulighed for at musikanterne kan give en lille solo. Det eneste jeg så af dette, var hundrede procent indøvet. Midt i nummeret ’Lay Your Hands On Me’, vælger Jon Bon Jovi at bevæge sig helt ud til publikum. Han får sågar hjælp fra en heldig fan, til at holde sig oprejst på indhegningen til Golden Circle. Pludseligt bliver der prædiket om Gud og hans barmhjertighed ud til de 25.000 mennesker på pladsen. Sangen var god – men stuntet med at sprede et religiøst budskab midt under en rockkoncert – er NO GO! Det er i hvert fald ikke min kop øl!

LIVING ON A PRUHEST

For at skabe mig et overordnet lydbillede, bevægede jeg mig ud ad Golden Circle under showets sidste fem sange, og placerede mig lidt længere væk fra scenen. Her gik det særligt op for mig, at Jon Bon Jovi ikke har den vokalmæssige kapacitet, som han engang havde. Nede i cirklen overdøvede folket ham, men herude på pladsen var det tydeligt, at de høje toner kneb. Særligt under slutnummeret ’Living On A Prayer’, gik det helt galt! Til trods for dette, vakte guitar-riffet alligevel en nostalgisk følelse frem, og på intet tidspunkt blev der buet blandt publikum.

FINAL VERDICT

Da bandet går af scenen efter sidste ekstranummer, står jeg tilbage med blandede følelser. For det første var showet hverken personligt eller intimt tilrettelagt, og det var tydeligt at årene har sat sig på forsangerens vokal. Resten af bandet leverede optimalt, lyden var god, sceneshowet fantastisk – men dér manglede noget, for at give mig den der woaw-følelse. Jeg har linket til en video, som pointerer én af de store mangler; her sidder Richie Sambora og Jon Bon Jovi og leverer to knivskarpe akustiske versioner af ’Living On A Prayer’ og ’Wanted Dead Or Alive’ tilbage i 1989. Havde Bon Jovi fremstået mere som et band, frem for et produkt, ligesom opvarmningsbandet Def Leppard formåede, havde min sluttelige vurdering også lagt i den højere ende. Men trods al denne negativitet i pressen vil jeg dog pointere at JEG hyggede mig gevaldigt, og elskede at blive ført tilbage til en æra af storslåede kærligheds-sange og fede guitarsoloer!
– And that’s all I have to say about that!