Boss Keloid: Herb Your Enthusiasm

Man kan bestemt ikke høre, at Boss Keloid er fra Wigan, dels fordi deres lydunivers bærer præg af inspiration fra især sludge og doom scenen fra USA plus elementer fra den nordiske dødsmetalscene, og dels fordi ingen formentlig ved hvad Wigan repræsenter overhovedet.

Boss Keloid udemærker sig ved at føre det tunge og grove sludge/stoner/doom ind i en mere tilgængelig ramme og klone det med lidt blødere hardrock/metal som Clutch og proto-grungebands som eksempelvis The Melvins, uden at det mister synderlig tyngde og nerve. Som så mange andre nutidige bands står de på skuldrene af deres egne personlige giganter, og kunsten er således at udvinde det væsentlige og fremdriftgivende fra fordums bands og blande det med noget personligt og nyskabende.

Hippie-doom?

Der gøres absolut et mere end godt forsøg på Boss Keloids andet udspil “Herb Your Enthusiasm”. Det er alvor, det her, med et lille bitte skælmsk glimt i øjet, hælder Boss Keloid iskoldt mørke ud af højttalerne trods deres højest upassende corny ordspil, ikke mindst albumtitlen, men også titler som “Escapegoat” og “Highatus”, der gør ellers virkelig overbevisende numre en klar bjørnetjeneste.
Men de har sammenstrikket et unikt, fritlevende og gennemarbejdet kludetæppe, som passer perfekt i størrelsen. Jeg tror faktisk ikke, at jeg på siddende stol kan pege på et band med identisk sound, en sound der måske kan beskrives som selvsikkert, progressivt og lettere nochalant hippie-doom. Tja…

Midt i Boss Keloids knastørre, afsvedne og lidt monotone og tranceagtige sludge/doom lydunivers, bevæger melodierne og guitarmotiverne sig rundt i et progressivt virvar af polyrytmiske strukturer, der i særdeleshed holder denne lytters balancenerve beskæftiget og i godt humør, men som i høj grad også ulmer af musikalsk urkraft.

Der er noget olmt og hedensk over deres udtryk og den dybe, rungende, men rimeligt rene dommedagsvokalklang fra Alex Hurst, frembringer association til en art melodisk nordisk folke- og dødsmetal, hvilket gør Boss Keloid til et metal band, der i forhold til innovation og særegenhed, befinder sig en del over den typiske metal-band metervare.
Jeg får i øvrigt billeder af fældede kæmpetræer der ruller vilkårlig og dødsensfarligt ned af bjergskråninger et eller andet koldt og goldt sted oppe nordpå.

Den vigtige rejse

Der er noget at komme efter i alle numre, men numre som “Axis of Green”, “Elegant Odyssey” og “Harlem Stuggle” skiller sig lidt ud som de mere originale og gennemarbejdede af slagsen, hvor bandets hang til krøllede, gumpetunge og befriende Rasmus-Modsat-agtige riff og guitarmotiver står klarest. Jon Davis fra doom metal bandet Conan fra Liverpool slipper ligeledes veloplagt fra hans vokale bidrag på “Chabal” og “Lung Mountain”.

Der hvor de mister pusten, er, når de midt i opfindsomheden begynder at reproducere netop denne opfindsomhed uden at spørge sig selv, hvor vi reelt skal hen og om der faktisk findes yderligere veje man kan går. Nogle gange går de lidt i stå foran spejlet og dyrker deres innovative jeg.
Jeg savner lidt, at de tilfører mere harmonisk og melodisk variation og at man enkelte gange starter i andre tonearter end de to-tre valgte, da deres innovation mere går på de rytmiske elementer. Jeg synes godt, at man af så uortodoks et band som Boss Keloid kan “kræve”, at de går all in, når det gælder brud på konventioner og uskrevne regler. De proklamerer da også  netop i deres pressemeddelse, at de har kreeret et “album that embodies originality, invention and unstoppable creative urges”.

I så fald er Boss Keloid nået en hel del mere end halvvejs, om end de dog ikke helt har fundet hjem.
Men det er selvfølgelig også rejsen der er det interessante.