Da Brian Wilson døde den 11. juni 2025, var det ikke ligefrem en stor overraskelse. Jeg sank en klump, men det er jo ikke så lang tid siden, at hans børn fik bemyndigelse til at handle på hans vegne, grundet fremadskridende demens… and what have you. At hans krop og skrøbelige sjæl for længst var stort set afblomstret efter mange års psykiske lidelser, vrangforestillinger og misbrug, har været synligt længe – jeg glemmer aldrig hans svækkede fremtoning til den ellers glimrende koncert på Roskilde festival 2005 – og jeg har vel lige siden blot gået og ventet på, at han med shakes og et nervøst smil drog videre til de evige sandstrande.
Alligevel har han formået at producere, om ikke banebrydende musik, så alligevel gode gedigne popnumre de seneste 15-20 år. Den sidste Beach Boys plade “That’s Why God Made The Radio” (2012), vækkede nostalgiske minder om den svundne ubekymrede ungdom med cruising, surfing, bushy blond dudes og California Girls. “No Pier Pressure” (2014) var en opløftende original et-tag-fat med nye kunstnere og lyde, og “Brian Wilson “Reimagines Gershwin” (2013) boblede af kærlighed til hans eget store idol. Det lidt rodede, men charmerende ærlige soundtrack “Long Promised Road”(2021) gav et sidste smukt glimt af en stjerne som stadig havde musik i kroppen, en krop der desværre havde tydeligt tiltagende svært ved at agere redskab for den genstridige muse. Og lad os så ikke glemme “Smile” (2004), hans vellykkede projekt med at skabe “Smile” i den form, han havde ønsket sig mange år.
Alles soundtrack
Selvom Wilson ikke er en relevant og aktuel kunstner som Generation Alfa kender noget som helst til, så vil musikken altid følge med os rundt, om vi vil det eller ej. Wilsons musik står distancen. Den gengiver de glæder og sorger vi alle tumler med, hvad enten vi er 80 eller 8 år. Det opdager man hen ad vejen. Pludselig er den der bare, og så betyder det ikke længere noget, om det er EDM, metal eller fusionsjazz.
Som alle andre helt store musikere har han det udefinerbare særlige; ingen andre kunstnere kan reelt lave lige netop dét, han kreerede; helt særligt sukrede og knitrende glansbilleder tilsat toner af melankoli i jukeboxvenlige udgaver. Musik som i sam- og eftertiden knytter sig til alt fra julefilm til Hawaii skjorter, talende babyer, Forrest Gump, Dollargrin, Mad Men – og American Graffiti med unge Harrison Ford som en rebelsk Bob Falfa. Og fremtidige film og serier vil stadig benytte The Beach Boys’ magiske sangkatalog. Nye generationer vil ad omveje spejle sig i en af fortidens mestre og enkelte af dem vil måske ligefrem få lyst til at gå på opdagelse i The Beach Boys’ katalog.
Det forføriske kor
Wilson var i over 60 år leveringsdygtig i behagesyge tit fjantede popnumre, som på overfladen glinsede af livslyst som solstrejf på overfladen af brændingen. Men man skal aldrig lade sig narre af den umiddelbarhed, som ofte udtrykker sig på overfladen. Så overser man den uventede hajfinne, der cirkler omkring i strandkanten.
Lige under – eller måske i virkeligheden som sum af – de glinsende skarpe korarrangementer finder man den kompromisløse kompleksitet, der afskiller Wilson fra stort set alle dem, som sidenhen har forsøgt at mestre samme kunst.
Det meste kor i rock og pop numre siden The Beach Boys, The Beatles, Spector og Motown kan altså ikke undsige sig en massiv inspiration, dog som regel uden at udmønte sig i samme klasse. Her får jeg nok hug; ABBA, The Eagles og Queen er gode bud, og er da også fra tid til anden blevet placeret på samme hylde af… top men, der afgjort ved ting; men alligevel uden helt at fange Wilson pointe – og det er min pointe. Hvor mange 70’er bands – og deres senere disciple helt frem til nutidens popkunstnere – primært bruger kor til at følge, accentuere og forfine stemningen i det oprindelige sangudkast (som dermed næsten altid vil kunne stå alene), så korrumperer Wilsons kor ofte nummerets oplagte retning. Wilsons kor er viklet helt ind i resten af arrangementet og ofte er det korets harmoniske progressioner som synes at tvinge resten af nummeret til at ændre retning. Det er så organisk i udtrykket, at det er vanskeligt at afgøre, om Wilson hørte koret eller melodierne inde i hovedet først. Og måske vidste han det heller ikke altid selv.
Den svære kunst som lyder nem
Når man blot har en lille ide om, hvor psykisk plaget Wilson har været, hvor svært det var for ham at agere socialt, at nyde succesen og leve som offentligheden oplevede, at en sand Beach Boy skulle leve, så kan man for alvor begynde at sætte pris på splittelsen i musikken. Manden kunne lave honning hooks som ingen anden, men han kunne aldrig rigtigt kreere et lineært simpelt nummer, som kunne spilles ved et lejrbål.
1:1 med Wilson egen krøllede hjerne, så er der så mange harmoniske krumspring, overspringshandlinger og groteske omveje i hans sang strukturer under underneden, at mange coverbands giver op undervejs, medmindre de laver den klassiske medleyløsning, hvor man giver publikum alle omkvædene – som sandelig kan være svære nok at levere bare rimeligt.
For selv hvis man forsimpler arrangementerne, så skal man stadig bare nogenlunde ramme den magiske og umiskendelige totale højde-og-bredde/skarpe-og-bløde lyd af Al, Mike, Brian og Carls samlede stemmer, eller hvem der ellers periodevis supplerede. Der var ingen mellemvej.
Den rigtige sound
Wilson adlød ikke musikkonventionerne selvom han kendte dem som sin egen skjortelomme. Dertil ville og kunne han for meget. Han hørte hele tiden nye melodier. Nye veje. Wilson var hele tiden myriader af skridt foran. Den stakkel.
Jeg tror det bedste de andre Beach Boys medlemmer kunne gøre, var at tage imod og lade sig bruge som instrumenter – altså, rigtig, rigtig dygtige instrumenter; men reelt var Wilson the mastermind bag den grundlæggende lyd og melodik i The Beach Boys.
Jeg er mildest talt støbt ind i firsernes samlede soundtrack fra den hyper unuancerede polycolor ungdomsfilmkultur og har således et ret blødt punkt for sangen “Kokomo” fra den amerikanske film Cocktail fra 1988 med onkel Tom. Den blev et kæmpehit. Men set oppefra er det altså ikke vintage Beach Boys, sangen vil alt for lidt selvom den er godt produceret, komponeret og sunget. Og, ok, den anden vej rundt; man savner også de andre stranddrenges klang i genopførelsen af “Smile”, selvom det er et flot album. Wilsons sound lyder bedst med minimum Al Jardine, efter min mening. Her har vi blød-skarp yderpunkterne af den vidunderligt unikke Beach Boys klang.
Musen og musikken
Tit er det stjernernes lod at leve i en splittelse, som forbedrer os andres dagligdag. For Wilson gik smerten hånd i hånd med glæden. Den trælse, klichefyldte kamp mellem lyset og mørket. Tvisten i Wilsons indre, som frembragte numre som vi kan indtage nemt og ubekymret, hvis vi har det behov; eller vi kan sætte “God Only Knows” på, lukke øjnene, rigtig lytte og med hjælp af nummerets vanvittige opbygning og uforglemmelige harmonik og korarrangementer lade os glide ind i afkrogene af Wilsons sind; hans tragikomiske liv med musen som katalysator for andres glæde, men samtidig en one way ticket til en berømmelse som han ikke kunne finde ud af være i. Følger man den lytte sti, så træder Wilsons genialitet og numrenes melankoli og kompleksitet frem i sprækkerne mellem alle dur akkorderne og redder os fra at se ham som et musikalsk lallet ringvrag, og i stedet en solkonge der skabte musik fra den mørke side af månen.
Når man taler om Ozzy Osbourne som mørkets fyrste, stod den mindst lige så plagede stjerne, musikeren Wilson som lysets fyrste. But with a price. Hvis bare han fra start havde haft en Sharon til at babysitte ham, så var han her måske stadig.
God only knows.