Brodden var blevet sløv hos W.A.S.P

Lørdag sidst på eftermiddagen landede W.A.S.P foran et veloplagt og forventningsfuldt publikum på Copenhell, som helt klart havde set frem til at opleve bandet gå bersærkergang som i fordums tid.

Drive safe and remember to buckle up!

Det blev for mig ikke den store indfrielse jeg havde håbet – måske var forventningerne for høje, for W.A.S.P rangerer bestemt blandt mine absolutte favoritter fra ”dengang”…. Og måske blev det hele bare lidt for sikkert kørt i pit.

Blackie Lawless, og de bandmedlemmer der nu var på et givent tidspunkt, var op igennem 80’erne ”The odd ones out” fandenivoldske og provokerende. De spillede ikke rigtig glam, ikke helt heavy metal, ikke helt sleaze – de var bare W.A.S.P – og det var røvfedt!

Og gutterne kørte da også en iskold ”give no shits” attitude af på scenen og på papiret så det helt rigtigt ud! Godt med læder, spandeks, frynser, solbriller man kan spejle sig i og muligvis lidt sort hårfarve (den står for anmelderens egen konto). Men hvorfor spillede det så ikke for mig?

More is not always more

W.A.S.P leverede et stramt set – 1 times gedigen rock n’ roll med de bedste af de bedste. ”On Your Knees” åbnede showet – lyden var til den lave side, men ret godt stemt af i øvrigt.

Doug Blair på Lead Guitar er en super fed og habil guitarist. Han leverede nogle stramme, teknisk flotte soloer …. Som lige kammede over i længde – jeg er ellers ofte til fals for lækre guitarsoloer, men jeg kom til at stå og kede mig lidt – numrene mistede lidt deres bid. Blandt andet L.O.V.E Machine gik for mig i tomgang henover soloen fra Mr Blair – der gik helt ”Slash med GNR i Parken 2017” i den – måske det er det nye sort? Eller måske er det fordi de aldrende, lidt oppustede, herrer bag mikrofonerne taber vejret undervejs?

Vi fik et enkelt nummer fra 2007 (Heaven’s Hung in Black), et enkelt fra 1992 (Chainsaw Charlie) og ellers var settet primært fra midt 80’erne hvor bandet havde storhedstid. Men faktisk var det nok også det publikum var kommet for at høre. Der blev skrålet med. Og ja! Vi kom heldigvis ikke uden om at høre de 2 største favoritter ”Wild Child” og ”Wanna be Somebody” og de blev da også fremført uden at man rigtig kan sætte en finger på noget, men uden helt at komme ud over scenekanten.

Den lille hidsige hveps er igennem årene blevet til lidt af en brumbasse. Den har sin plads i økosystemet, men stikker ikke rigtigt.