Brujeria – Pocho Aztlán

Brujeria stinker af ægte tordnende destruktiv vrede og had rettet mod den hvide amerikanske befolknings forfølgelse, kriminalisering, udnyttelse og diskrimination af den mexicanske diaspora. Brujeria hævner sig med deres musik.

Brujeria betegnes som et ekstrem metal band med hang til sange om satanisme, stoffer og kriminalitet og teksterne er hentet fra medlemmers egne erfaringer i mere eller mindre pyntet grad. -De blev dannet i 1989 i Los Angeles og har hovedsageligt bestået af meksikansk-amerikanske medlemmer. Albummet, som er det første i 16 år, åbner ballet (eller rettere dance macabre) med titelnummeret “Pocho Aztlán”, der har en ubehagvækkende lydkollage som intro. Collagen synes at repræsentere en rite, en ceremoni, måske noget okkult, hentet fra oldmeksikansk folklore med trommer, enstemmigt kor, skingre pibefløjter og en messende ceremoni mester/præst. Vi er ikke i tvivl om, at dette er et rammesættende greb der markerer noget ægte spirituelt mexikansk, noget oprindeligt, hvor alle vestlige reminiscenser/al ondskab er skrællet helt væk. Meningen er at pointere, hvor lidt Brujeria bryder sig om det hvide amerikanske overgreb på den mexicanske diaspora. Efter collagen buldrer det løs og Brujeria kigger sig aldrig tilbage.

Brujeria Kills

Der er noget ‘From Dusk to Dawn’/’Get the Gringo’/’Machete Kills’-stemning over det her; drugs, sex, våben (og grænsebetjent-headhunting). Lyden er nådesløs fra start til slut; Den meksikanske vokal flår al produktionsmæssig vellyd midtover. Storbrøler Juan Brujos vrede går rent ind, det konstante meksikanske sprog betoner det fremmedartede udtryk, men for spansk talende må den virke endnu mere vedkommende. Smart, sådan skiller vi fårene fra bukkene.

Trods det faktum, at der brøles og growles i størstedelen af tiden, så er der tale om virkelig godt konstruerede vokale melodier, både rytmisk og i kombination med bandets hektiske og uafbrudte musikvold, hvor trommer, bas og guitarer skramler og brager om kap. Og flere medlemmer bidrager til vokalarbejdet, uden den store higen efter at være tight og behersket, hvilket giver fuldt skrald på kaospedalen.

Der er en dybt naturlig afstumpethet over bandets musikalske tilgang; det er vold på alle niveauer og instrumenteringens iboende monotone harmonik føles som ubønhørlig prygl. Samtidig formår Brujeria alligevel at gøre numrene afvekslende og der er indlejret interessante sære motiver eller fremmedagtige lyde, så klamheden og mareridtstemningen holdes forbilledligt intakt albummet igennem. Eksempelvis i “Bruja” med den bizarre opbrudte start og det gennemgående og enerverende instrumentale sekundfaldsmotiv, og ikke mindst i  “Angel de la Frontera”, hvor et djævelsk tritonus kor skaber et uhyggeligt mellemstykke.

Brujeria über Alles

Brujeria kontrollerer deres shit, om man kan lide det eller ej. De kan fortælle den der hadfyldte minoritetshistorie så man gyser. De spiller og synger for den skuffede spansktalende befolkning, dem der blev forført af det, de troede var det forjættede land, “Wasted Promised Land”, eller på spansk, slet og ret “Pocho Aztlán”. Som yderligere betoning af deres antiamerikanske attitude og afsky for det i deres øjne fascistoide, totalitære hvide regime, har de også en spansksproget coverversion af Dead Kennedy’s “California über Alles”, omdøbt til “California über Atzlan”. Med originalt tekstindhold in mente, er aktualiteten og ironien i Brujerias optik ikke til at komme uden om:

“Big Bro on white horse is near”, “You will jog for the master race, and always wear the happy face” samt “Now it is 1984, Knock-knock at your front door, It’s the suede/denim secret police, They have come for your uncool niece”

Andre perler fra albummet er de latterligt brutale og uhyre stemningsfulde “Profecia Del Anticristo” og “Angel De La Frontera”.  Min perosnlige favorit “Debilator” kan oversættes til noget a la udtrætning udpine for energi og man føler også virkelig, at denne tunge møgkøter af et nummer, med besværede temposkift undervejs og knastørre riff, virkelig kæmper for at nå til vejs ende.

Når albummet er færdig får man en lille fornemmelse af den ultimative angst, gruopvækkende smerte og dødsbevidsthed, som Brad Pitt må opleve, når han bliver pånarret den der modbydelige fiktive mekaniske halssnare, en såkaldt Bolito, i Ridley Scott filmen “The Councelor”. Scarry stuff, dem Brujeria.

Det er et uhyre fedt album, men samtidig er det vanskeligt at gennemføre en gennemlytning i et hug. Trods numrenes korte varighed føles det til tider som en lang affære, netop da den voldsomme brutale og monotone væg af lydligt affald kræver meget af lytteren.