Brutus på Gehenna, Copenhell

Brutus er en underlig fisk i Copenhells sø af metalbands, der mener at højere og voldsommere er bedre. Underlig fordi musikken, trods tyngden, er mere indierock end metal i sit udtryk. Underlig fordi stemningen er tvivl og desparation, i stedet for brovtende selvsikkerhed. Underlig fordi vokalen i den traditionelle trommer/bas/guitar-konstellation varetages af den kvindelige trommeslager. Så underlig at bandet ikke har en profil på metal-archives.com…

‘Underlig’ er ikke altid godt. Det har metalgenren et utal af beviser på, og Copenhell har da også så rigeligt forsøgt sig med underlig metal. Meget har været jammerlig metal.

Enestående

Således ikke med Brutus. Det var en enestående koncert.

Det var der to grunde til. Den ene er Brutus’ undgåelse af alle metallens klicheer og dogmer omkring visuelt udtryk og attitude. Som tidligere Refused-coverband står Brutus i stedet på skuldrene af moderne punk og annekterer kun de dele af metallen, som giver mening i deres univers. De andre Copenhell-bands starter i metal og rager f.eks. folkemusik til sig. Det virker sjældent troværdigt.

Den anden grund er trommeslager og sanger Stefanie Mannaerts. Hun er et kraftværk af følelser, sang og trommearbejde, som suger al opmærksomhed til sig, og som afleverer sine sange, så man virkelig, virkelig tror på hende. Og jeg understreger lige; Det er ikke det usædvanlige i en syngende kvindelig trommeslager, der fik undertegnede til at tabe næse og mund. Det var Stefanie selv, hendes intensitet og musikalske formåen.

Udenfor kategori

Der skal ikke sættes etiket på Brutus’ musik, som har elementer fra både indierocken, emo og screamo og den progressive metal. En etiket vil også være en hån mod et band, der så vellykket skaber deres eget udtryk. Den bedste parallel at drage er vel Defheaven, som udviklede deres musik ved at trække elementer af black metal ind i indierocken.

Allerede fra første strofe krængede Stephanie Mannaerts sin sjæl ud med stor og klagende clean vokal. Nogle kan synge. Nogle kan som Stephanie synge, så sangen rammer én med en understrøm af følelser og giver mindelser om de voldsomste sange fra Sinead O’Connor og Dolores O’Riordan fra The Cranberries.

Ligesom lige nøjagtig de to kvinder kan blive for skingre, når de indtages i større doser, var Brutus efter den første trediedel af koncerten, lige ved at blive for meget og den dominerende vokal for ensformig. Heldigvis gik bandet netop da ned i intensitet, og åbnede for Peter Mulders fremragende bas og Stijn Vanhoegaerdens shoegazede guitararbejde. Det gav også Stephanie Mannaerts mulighed for en velvalgt nedtoning og variation af vokalen til lavmælt sang og hvisken.

Den øgede variation holdt gennem resten af koncerten. Stephanie Mannaerts trommer fik i stigende grad modspil af bas og guitar. Ikke et job for tøsedrenge for Stephanie Mannaerts slår på sine trommer med samme ekstroverte følsomhed, som hun synger. Hun bruger hele sin fysik og krænger også på den måde følelsesregisteret ud. Og så slår hun hårdt som Bonham!

Den smukke koncert

Copenhell gør sig umage for at finde metal med kvindeligt islæt. Det er sympatisk, men desværre en svær opgave, og jævnligt står man med indtrykket af, at bands med kvindelige medlemmer og bookning af kvindelig kunstnere er en pligt, snarere end en kunstnerisk berigelse. Sådan er det ikke i Brutus. Brutus er et helt band, som har gennemgået en udvikling fra coverband til sin egen størrelse – støbt omkring og pisket frem af Stephanie Mannaerts.

Konferencier Sofia Schmidt refererede i introen til Brutus nylige koncert i Vega som smuk og passende til den smukke Gehenna-scene. Hun havde ret. Copenhell fik med Brutus sin første virkelig smukke koncert.

4 stjerner til Brutus.