Burning Velvet – Listen – wannabe americana

Burning Velvet har lavet en ny plade og vil så gerne lyde som om, den er fra Sydstaterne. Det er den ikke. Den er fra SydFyn.

Der går en historie om en Mærsk-medarbejder, der engang blev skammet ud af den gamle selv for et stykke utilfredsstillende arbejde, men som fægtede stolt for sig med et: ”Jamen, Hr. Møller, jeg har gjort mit bedste”. Til det responderede Hr. Møller køligt: ”Hvad hjælper det, når evnerne ikke rækker?”.

Helt så kontant anmelder vi ikke på Rockzeit, men det er dog betegnende, at Nicolai Wøldike Schmith alias Burning Velvets nye plade, ”Listen”, bringer historien fra erhvervslivets ubamhjertige korridorer frem i frontallappen.

Burning Velvet har kastet sig over en rå, underspillet americana, hvor sang og instrumenter kun berøres ganske blidt og stilheden mellem tonerne betyder lige så meget som tonerne selv. Hvor simpelt det end lyder, er det en svær genre at bide skeer med. Det tyste er nemlig en skånselsløs udstiller af enhver form for uformåenhed, og det bliver Burning Velvet offer for.

Bevares, der er lyspunkter, som førstesinglen ‘Fragile‘, der er et fint stykke sangskriverhåndværk, hvor pladens fundament af guitar/slideguitar/trommer/bas suppleres med elektronisk schwung, og hvor Burning Velvets lavmælte og let rustne stemme ikke tvinges ud over sin ydeevne. En håndfuld mere af dem, og ‘Listen’ var landet på et gedigent ‘godkendt’.

Desværre ligger niveauet på resten af pladen under ‘Fragile’. ‘Time Is Going My Way‘ er en ligegyldighed af en melodi og plages af en søgt lyrik som ”Your brain is like a slot machine/keeping what it’s got/until the next jackpot”. ‘War Child‘ er så velment, som den slags sange er, men igen er den svære balance mellem det banalt velmenende og det berørende poetiske ikke en balance Burning Velvet formår at holde.

Der er ingen tvivl om, at Buning Velvets kærlighed til americanaen og især denne tilbageholdende udgave er ægte, og Burning Velvet prøver så hårdt. Hvor svært det er at levere en autentisk udgave af den, afsløres dels i lukkeren ‘Zeroes And Ones‘ og andensinglen ‘Waiting For My Train‘. Den første er netop en tilbageholdende og stille sag, men for at den slags skal have den tiltænkte gennemslagskraft, skal den bærende vokal have klang i alle dele af registeret, og det har Burning Velvet bare ikke – en mangel hele pladen lider under.

‘Waiting For My Train‘ er en landstrygerrocker, der i både stil og vokal lægger sig op af Lou Reed anno ”Coney Island Baby”. Igen denne mangel på klang men i forsøget på at lægge en småhærget, Midwest-hobo ind i udtalen, er det amerikanske også en tåkrummende afsløring af, at Burning Velvet ikke kommer fra Missouri men fra Sydfyn.

Når ”Listen” alligevel vækker opmærksomhed er det i valget af backingband. Burning Velvet har hyret Camilla Munck og Moogie Johnson fra det nu nedlagte danske ny-countryband Wynona. Det valg er ikke så underligt. På en Wynona-plade og et efterfølgende samarbejde under navnet Munck/Johnson leverede de to pragteksemplarer af underspillet, trist ny-country og americana i en tone, som Burning Velvet slet ikke har potentialet til.

Og at Munck/Johnson er på spil fornægter sig ikke . Det skulle være et aktiv for Burning Velvet og ”Listen”, men i stedet udstiller det Burning Velvets manglende evne til at levere på samme niveau. I ‘I Need Love‘ skaber Camilla Muncks stemme i backingrollen mere af sangens tekstur end Burning Velvets egen og udstiller, hvor langt Burning Velvet er fra at ramme Camilla Muncks evne til at  underspille en vokal til det åndeløse uden at miste sin klang.

‘Listen’ er i det hele taget temmelig provinsiel. Og her menes ikke provinsiel i den forstand, der giver point i country- og americanakredse. Burning Velvet får 1 stjerne. Den anden får backingbandet.