Burning Velvet – autentisk og troværdigt Svendborg Bluegrass

Burning Velvet er Nicolai Wøldike Schmiths soloprojekt, og “Night Light – Slow Grass” er det første fuldlængde album fra den kant. Både fuldlængde og Solo skal virkelig tages seriøst i denne sammenhæng. Albummet består nemlig af ikke mindre end 18 numre, der alle både er skrevet, spillet og produceret af Nicolai Wøldike.

Som det hører sig til for tiden, har sigtet med skiven været det autentiske lo-fi udtryk, one-take indspilninger, vintage udstyr, spolebåndoptager, hjemmestudie og alt hvad der ellers hører til denne stil.

Mindfulness i græshøjde

Og det virker. Det føles ægte og uprætentiøst. Skuldrene falder ned til et niveau, lidt under Wøldikes dybeste vokale leje. Faktisk bringes man så tæt på én eller anden uspoleret og nærværende oprindelighed, som man nu kan, når man er plantet midt i København. Slowgrass numrene trænger stille og roligt ind i sjælen, og de forvredne stressede ansigtstræk forsvinder som smeltevand.

Fornuftig variation 

Der er i øvrigt en fornuftig vekslen mellem vokale og instrumentale numre og begge – i alt 18 numre – er udført med stor fokus på at levere et intimt og stemningsfuldt udtryk. Faktisk kan man ikke rigtig fremhæve den ene stilart frem for den anden, de supplerer hinanden godt som et virvar af små hyggelige majskolbeblues-numre. Alligevel er det som om de instrumentale numre, såsom “Thomas Bought This Guitar” og “Banjo Blues” er bedst til at fremstå som det der low-fi mindfulness blues som der er lagt op til. Wøldike brummer dog fint i sit hipster skæg, men bare det at der er vokal, får jo vækket een fra sin mandags meditation. Ok vi er nede i småtingsafdelingen, men alligevel fortæller det også lidt om, at den dyre lyd af vintage ægthed har den slagside, at der ikke er så mange anvendelsesmuligheder; baggrunds-relax-musik, som aer een på kinden, men ikke ligefrem træder i forgrunden, rusker i een, eller røvsparker dig igang med dagens dont.

Autentisk og troværdigt

Trods den lange afstand fra Svendborg til de amerikanske sydstater, virker Burning Velvets bud på et country/bluegrass album både dybtfølt, troværdigt og autentisk, og man tror faktisk på at han sidder på sin veranda i Kentucky og kigger ud over majsmarkerne mens han spiller på sin banjo.

Nicolai Wøldike Schmiths har en rigtig god stemme der er dyb rolig, til tider nærmest meditativ, men som også kan være spinkel og skrøbelig omend stadig insisterende som i nummeret “Sturdy old Wagon Wheel”. Der er dog altid noget melankolsk over stemmen, og selv i et nummer som “The Wedding Song” lyder en linje som “Bring your joys to the dancing floor” en smule trist. Det melankolske islæt bidrager med en nerve og inderlighed til albummet, men efter 18 numre med en samlet spilletid på godt og vel en time kan man godt trænge til at tempoet ryger lidt i vejret igen.