Caligulas Horse blander pop og prog på fornem vis

Caligulas Horse slipper rigtig godt afsted med deres blanding af pop og prog metal. Bandet blev dannet af Sam Vallen og Jim Grey i 2011, men er på trods af deres korte levetid allerede klar med deres tredje album med titlen “Bloom”.

Caligula Horse skifter uden problemer mellem genrer, som eksempelvis i åbningsnummeret “Bloom” der nærmest starter som singer-songwriter for at glide over i atmosfærisk pop før det pludselige temposkifte til metal/prog. Guitaren har mange steder en meget old-school lyd/klang, og andre gang skærer den igennem med hårde stakkerede NUMetal riffs.

Mestrer de fleste genrer

Caligula’s Horse mestrer alt fra folkpop til Shoegazer og Numetal, eks. ”Bloom”, som er flot bygget op og startet med noget folk og har også helt enkle klassiske rockguitarsoloer, lige indtil det hele går amok ved 1:58 med stakkerede lilletrommeslag, Shoegazer guitarvæg og hardrock riff, intens vokal arbejde og rytmiske skift og metal trommer. Til sidst skifter den uden afbrydelse over til nummeret ”Marigold”, hvor Opeth-agtig intro lander i et roligt vers, og skifter igen over til Opeth/Leprous soundscape. “Marigold” er lydligt i samme sidegade som Opeth og Leprous, dog ikke i samme komplekse polyrytmiske omegn og frontmand Jim Grey træder da også i karakter som sin egen – han mestrer i den grad genreskift, som eksempelvis i “Marigold” når han synger “when I was the king just for that one day when nothing could stop me”. Marigold er et medrivende polyrocknummer og man keder sig ikke på noget tidspunkt.

”Firelight” giver ligeledes fanden i konventionerne. Caligulas Horse starter nummeret med flot korarrangement og bryder ud i softrock, det her er bestemt ikke heavy, især ikke det tilbagevendende poppede refrain første gang hørt ved 1:16, hvilket til dels skyldes Greys bløde klang og fraseringer. Der går effektiv Shoegazer i den til sidst.

Imiterer heltene

“Dragonfly” er klart et af de stærkeste numre på albummet, progressiv i struktur og Caligulas Horse dyrker det komplekse lydbillede og er ikke bange for at imitere deres helte, hvis de fornemmer at nummeret bliver styrket af det, ved 2:31 får vi besøg Jeff Buckley det er næsten for mærkeligt, så meget de lader hans sound stjæle lydbilledet. Ved ca. 4:00 kan jeg så ikke lade være med at tænke på Queen og deres eksemplariske tæft for dynamisk historiefortælling og brug af sære stilblandinger der alligevel i deres regi virkede fuldt berettiget. Lidt a la Queens nummer ”Innuendo”,  går “Dragonfly”  midtvejs langt ned i dynamik i et sælsomt svævende  formled med kor og synth klange, før nummeret stiger i dynamik med guitar lir osv, ved 4:40 til 5:34, er det jo nærmest selveste Brian May der dukker op og sørger for, at den mere grand og regale afdeling af rockguitarhelte verdenen også er repræsenteret –i øvrigt ledsaget af appeggiolignende strygerfigurer fra akkompagnementet, som fuldender pastichen. Caligulas Horse hygger sig gevaldigt, ikke bare her, men på alle deres numre, hvilket gør at man fornemmer overskud, og en forfriskende nonchalance lidt i deres dygtighed.

Hvor mon den er, den røde tråd

Blandingen af genrer og udtryk virker ikke specielt forceret eller påtaget, som man ellers ofte oplever når nyere bands prøver at finde deres unikke lyd ved at kombinere genrer på nye måder, men det gør det heller ikke automatisk spændende. Jeg begynder at kede mig efterhånden som jeg lytter mig igennem albummet. Muligvis fordi der mangler lidt retning i Caligulas Horse’ lyd.

“Daughter of the mountain” er noget af det hårdere i stram metalriff og tørre trommer, lækre guitar duet soli og generelt gode sammensatte formled. Men, igen, vi dykker i dynamik og op igen. Formen er genkendt, og selvom det er lækkert, kommer man lidt til at savne noget “Highway To Hell” fra et andet australsk band, en-to-tre, og af sted! Det er som om Caligulas Horse af natur bare ikke kan holde sig til et udtryk, måske keder de sig eller også er de bange for at vi andre skal gøre det?

Men ok, sangene gror ved flere gennemlytninger, og man får lyst til at høre det igen, når man tager sig selv i at nynne nogle af deres meget melodiske fraser.