Caligula’s Horse – Lille Vega, 29.10.2015, Support til Shining

Caligula’s Horse varmede op for de norske galningrockere Shining, og skulle på efter det første band, Jack Dalton. Lidt for meget ydmyghed prægede de særdeles sympatiske prog rockere fra Brisbane; Ikke mindst fordi de besad musikalske kvaliteter der kunne forsvare en højere cigarføring, men også fordi, publikum faktisk gerne ville være med på legen og give igen.

Jack Dalton

Det første band i Lille Vega, Jack Dalton kan betegnes som et velspillende og uimponeret norsk skurvognsorkester med eminent retningsans, humør og spilleglæde.

Med en energisk og veloplagt Jimmy Nymoen på vokal, kom de ret godt udover scenekanten med det samme og lod sig ikke forstyrre af, at vi altså på det tidspunkt kun var en lille flok fremmødte. Sammen med Tom A. Hånsnar, bas, Bjarne Burger L. Olafsen på trommer og Frederik Otelo og Steffen Grønneberg på guitarer fik Nymoen fyldt den kolde luft i Lille Vega op med norske tungmetaller. Så var luften ligesom renset og ørerne justeret. Jack Dalton lyder præcis som det, de er; et ambitiøst og dygtigt up-and-coming opvarmerband, hvis fornemmeste opgave aktuelt er, at komme ud at spille, spille og spille – og så indspille. Dem skal vi nok komme til at høre mere til.

Caligula’s Horse

Navnet Caligula’s Horse refererer til den hest som den vanvittige Kejser Caligula angiveligt udnævnte til konsul for at drille hans senatorer, ud fra devicen, at det de gør, det kan en hest også. I dag bruges det af og til symbolsk ikke mindst i politikerverdenen. Hestens navn Incitatus kan oversættes til noget a la rask galop, smidig, elegant og let.

Det fører os tilbage til drengene fra Brisbane. Måske ser de sig selv, som nogle der, uden at føre sig frem, er i stand til at udføre det, som andre – om end ikke heste, så hellige køer i branchen – får til at se vanvittigt svært og komplekst ud? Deres sympatiske ydmyghed indikerede i hvert fald at musikken for dem var vigtigere end dem selv.

Ligeledes havde bandets forsanger, Jim Grey en smuk lys og klangfuld stemme, men samtidig med et bredt register og saft og kraft, når numrene skiftede til rask galop, så på den måde passer beskrivelsen godt.

Flot hygge

De lagde ambitiøst ud med åbneren “Bloom”fra deres ny album af samme navn. Det er et nummer, der begynder med en ret nøgen vokal akkompagneret af clean guitar, hvilket kræver, at Greys stemme med det samme lyder varm, skarp og køn. Og det er præcis det den gør, og man mærker det høje niveau med det samme.

Da resten af bandet efterhånden følger trop ved man at det er et band, der har sans for æstetik, melodier og den vigtige, men tit oversete historiefortælling. Grey er ret god til at skabe nærvær, hygge og forbindelse til publikum, der efterhånden var steget i antal. Han holdt sig ikke tilbage for at fortæller, hvor meget det betød for Caligula’s at turnere og at det var deres første gang i Europa. Heller ikke uden humor gav han hånd til den ene blandt publikum der rent faktisk havde deres 2. album “the Tide, The Thief & River’s End”.

Derudover introducerede han “Firelight” som et nummer de dedikerede til de kære, vi har mistet. Det efterlod det ellers medlevende publikum i dyb tavshed, da man ikke helt vidste hvor man skulle gøre af den pludselige andægtige alvor. Men nummeret viskede hurtigt den pudsige stemning bort, da det simpelthen er et fejende flot nummer, med mange catchy detaljer, flot dynamisk og aggressivt hard rock, samt lækkert kor – bassisten Dave Couper, udgjorde et ret godt enmandskor, med en flot blød klang, der gennem hele koncerten fik gengivet de mest væsentlige vokalarrangementer fra albumlyden.

Sammentømret band

Grundlæggende er der mast rigtig mange genrer ind i deres format. Man bliver hele tiden mindet om andre store navne, lige fra Opeth til Jeff Buckely, hvilket siger noget om Caligula’s spændvidde og ambitioner. Hvad enten der var tale om besværlige formled, svært stakkeret synkoperet breaks, eller melodiske og svævende passager, så var det hamrende sikkert spillet hele tiden af Couper og trommeslageren Geoff Irish, mens guitaristerne Zac Greensill og Sam Vallen havde hinandens ryg hele tiden og med store lyttebøffer lagde riff og figurer lige der hvor de ikke trådte Grey over versefødderne.

Det betyder alverden, at sangere, som faktisk kan synge kan komme til deres ret. Men det er sådan noget der kommer med øvelse, indlevelse og dedikation til projektet og man var aldrig i tvivl om at Caligula’s Horse er en enhed der brænder for det de gør. Og så må man bare sige, at Lille Vega havde god lyd, trods sparsomt publikum, kudo’s til den ansvarlige.

Desværre spillede Caligula’s Horse ikke så længe, da de jo var opvarmer, men vi fik da både nyt og gammelt fra alle albums, ikke mindst deres første single nogensinde “The City Has No Sympathy (Your Sentimental Lie)”, som måske var deres bedste nummer, med saft og kraft og proppet med opfindsomme skift og udtryk, så man hele tiden stod og glædede sig til hvad de nu ville gøre.

Dygtige og dydige

At Caligula’s Horse kan deres shit, fik vi hurtigt konstateret. Men havde det sympatiske og velopdragede band vidst hvor begejstrede publikum egentlig var og hvor meget vi gerne ville inddrages og drilles, havde de måske løftet oplevelsen yderligere; for selv om at forsanger Grey  havde alle de rigtig Anthony Kiedis moves i sikkerhed inde på scenen og selvom man ikke betvivlede bandets iver og spilleglæde, så var det lidt som om deres indstuderede antics blev på scenen og vi kun blev inddraget for alvor, når Grey talte til os i pauserne. Det som vi senere med Shining fik til overflod af call response, gestik til publikum og flabet showmanship, formåede de lidt introverte Brisbane drenge ikke helt at levere. De lod Grey tale i pauserne og musikken tale resten af tiden, hvilket klart var til mere end bestået, men med mere frækhed og performance ville havde givet Shining sved på panden.