Candlemass gjorde det igen

Det har været et ordentlig omfang af svedigt musik på NN 2019, og hovednavnet var ikke mindre end legendariske Candlemass, som havde gammelt og nyt doom-metal på sætlisten til de hundredevis af hungrende fans.

The Return of Längqvist

Candlemass har for nyligt udgivet deres 12. album “The Door to Doom”, hvor the ancient wizzard Johan Längqvist er tilbage bag mikrofonen. Pladen viser et etableret band som ikke overgør vokalen, bare fordi mange fans nok har ventet 33 år på at høre Längqvist igen. Alle numrene på pladen har noget ægte Candlemass i sig, og den er i min verden et godt stykke over middel. Og Candlemass er jo ikke hvem som helst i metalverdenen,  for selveste Tony Iommy har bidraget med en solo i nummeret ”Astorolus – the Great Octopus”, et nummer som også blev spillet på NN lørdag aften…dog uden Iommy.

Stemningen lægges

Candelmass’ udgave af Chopins kendte ”March Funebré” fra det 32 år gamle album ”Nightfall”, bulrede varslende i højtalerne, og de svenske doom-stjerner kom ind på scenen med stor jubel fra et oplagt publikum.

For ikke at det skulle være en “Längqvist -aften”, startede Candlemass ud med en del numre fra Messiah Marcolin-perioden. De operaske metalnumre var ganske cool at høre i en version med den mere spinkeltstemmede Längqvist. Første nummer var det storslåede ”Well of Souls”, som med de smukke og mørke melodier fyldte salen med klassisk metal.

Tung bas…

Andet nummer var ”Dark Reflections”, som også kørte ganske glimrende…men hov…pludselig ingen bas!? ..hvor er mastermind Leif Edling? Tja, der var sgu sprunget en basstreng, men nummeret kørte videre med en god lydvæg fra de to guitarister, så det lød stadig godt. Efter nummeret måtte Edling lige forklare situation, med et smil på læberne, for det var mindst 25 år siden han havde prøvet dette sidst. Dog lidt mærkeligt at der ikke bare stod en ny tilsluttet bas parat i kulissen, for der kan jo ske alt muligt uforudsigelig med svingende strengeinstrumenter i metalmusik.

Well, well…videre i showet. Vi fik “Mirror, mirror” fra albummet ”Ancient Dreams”, og denne metalhymne er i min verden én af de fedeste i Candlemass-kataloget, og også forfriskende at høre med en anden vokal.

Det var selvskrevet at vi skulle have en del numre fra debuten, og ud af de 6 numre, fik vi 4 af dem. Blandt andre ”Solitude” og det fantastiske finalenummer ”A Sorcerer’s Pledge”, dén der på pladen slutter med en ensom kvindevokalmelodi…

…nej nej nej…

..lav ikke primitiv heavy-sing a long ud af den følsomme og mystiske slutning af “A Sorcerer’s Pledge”, det er sgu ikke i orden. I er bedre end det! Det var som om at Candlemass underminerede deres fantastiske finale-stemning på dette klassiske album, og reducerede udtrykket til lav-fællesnævner-metalkor. Damn!

Episk ekstranummer

Men der var langt flere store øjeblikke, end der var fadøls-korpassager . Det mest magiske ved koncerten var sgu ekstranummeret “Demons Gate” fra debuten ”Epicus, Doomicus, Metallicus” som havde alt hvad en Candlemass-freak kunne ønske sig, for Längqvist sang vokalen meget tæt på originalen med de autentiske høje firser-skrigetoner som for helvede bare skal være der! Det var et stort live-nummer at være vidne til, og det var knivskarpt kun at have ét fantastisk ekstranummer, og ikke 4-5 numre, bare for at gøre det.

De gjorde et igen

Candlemass kan lukke op for en gavebod af numre når de spiller koncert, og de har altid en udtryksfuld sanger til at fortælle historier fra himmel og helvede. Johan Längqvist var mega fed på scenen lørdag aften i Amager Bio, og hans rå og upolerede udseende passede perfekt til musikken, og hans vokal var ganske glimrende hele vejen igennem sættet. Dog kan man godt fornemme at han ikke er lige så trænet en sanger som eksempelvis Messiah Marcolin, men han gav os hvad vi kom for, og det var en stor oplevelse.

Selvom jeg er Candlemass-puritaner, og har hørt debuten med Längqvist usandsynligt mange gange i mit  liv, var jeg mere til Candlemass’ præstation på  Copenhell i 2017, hvor Mats Levén lavede fremragende fortolkninger af numre fra de fire første albums, og hvor de groovede usædvanligt godt i deres ekstra langsomme udgaver af de klassiske doomsange. Her var hvert et beat præcist sat, og det var helt vanvittigt at de kunne få så stor musik ud af den lille beskedne Pandemonium-scene.

Jeg synes ikke at de var lige så varme denne gang, og det var synd at der var for lav lyd på vokalen, for den kunne sagtens tåle at blive penslet mere ud i lydbilledet, for Candlemass er jo vokal/akkompagnement-musik, hvor vokalen skal fylde mest, og jeg hørte gerne mindst 10% mere volume på vokalen før det var optimalt.

Der var få skævheder og irritationsmomenter, men mange store øjeblikke i løbet af aftenen, som alt i alt gav os en stemningsfuld og solid koncertoplevelse. Hovednavnet på Nordic Noise 2019, ender på 4,5 stjerner fra RockZeit.