Caper Clowns – A Salty Taste To The Lake

Caper Clowns udgav oktober 2018 “A Salty Taste To The Lake”, som er opfølgeren til deres 2016 udgivelse “The Buca Bus”, og selvom vi her på redaktionen har været sløve i optrækket, så ændrer det ikke på, at bandet har kæmpe-effektive og melodiske sangskrivningstalenter, som gør dette udspil til et forrygende album.

Bedre sent end aldrig

Det danske Indie-Rock-Pop band har måttet lide den tort at ryge ud af Rockzeits ellers gæstfri indbakke og direkte ned i denne anmelders afgrundsdybe mentale tomrum, og således har deres – stadig relativt ny – album fra 2018 “A Salty Taste To The Lake” stået i stampe og er blevet overhalet af andre albummer. Nuvel, alt står heldigvis ikke og falder med denne anmelders hukommelse, men ret skal være ret og med røde ører er skiven blevet samlet op, støvet af og nærstuderet.

Musikalsk lethed og kreativitet

Og der gik ikke lang tid, før jeg var smittet af numrenes befriende lethed og dybt musikalske melodier, med en bred spændvidde, og med epicenter i noget ungdommelig sangskrivning a la The Beatles, Crowded Hous, Nice Little Penguins, lækker korklange – igen a la Fab Four – og mere end ét knivspids Tim Christenen. Deres virvar af ideer og blanding af dynamiske form strukturer og overstadig happy tivoli rock giver i øvrigt associationer til Queen, da de var mest sprælske og skøre, på numre som Fatbottomed Girls, Bicycle Race, Crazy Little Thing Called Love og videre i den dur-treklang. Numrene cykler simpelthen rundt i sirup-tyk lykkefølelse tilsat lidt melankoli og iderigdom i overmål.

Det er bare Caper Clowns

Tag bare åbneren “The Way I Dream”, som er en smuk og let Tim Christensens-esque feel good tune, ja, man forestiller sig næsten en musikvideo, hvor alle bandmedlemmerne i knælange bukser, drøner afsted på deres BMX, mens de synger i vilden sky. “Lifeline” står ikke tilbage fra åbneren, her får vi en genial blanding af Tim Christensen, Crowded House og Nice Little Penguins… jeg ved godt det her er Caper Clowns, jeg er bare imponeret af, at de formår at skabe en helt nutidig skarp og berettiget version af en måske lidt for morfar-cool stil; men de er gode til det og resultatet er altså superlækkert. De disker op med en ekstrem koncentreret brug af spøjse kulørte, glatte og poppede virkemidler, breaks og melodiske passager, men ofte med uventet frække harmoniske skift.

De gode melodier

Den rolige “Kissing” er knap så intens, men melodilinjen er dog potent, skarp og stærk  har en sikkerhed der fører nummeret frem på en måde som jeg ofte savner hos mange rockbands, der pakker deres banale sangskrivningstalent ind i solidt håndværk og lækker produktion. Men her står Caper Clowns ved deres insisterende letlevende melodilinjer, med en tydelig charmerende ungdommelig og musikalsk naivitet. De er ikke kede af det og går ikke af vejen for refrainer, hvor man synger på “Sacre Bleu”, så længe det er sjovt at synge på og holder nummeret i fuld vigør.

Ikke 100% ren happiness

Klovnenes sidste stik